Det nederste af de fire strømpiller i Lillebælt kaldes en sænkekasse. Strømforholdene i Lillebælt udsatte de færdige sænkekasser for et stort vandtryk. De tekniske krav var derfor store, og gav blot en enkelt sænkekasse problemer, ville det forsinke resten af brobyggeriet. Rent teknisk er den valgte løsning med sænkekasserne den mest enestående del af brobyggeriet. Den blev gennemført til bygherrens fulde tilfredshed.
Den valgte løsning blev udviklet til Lillebæltsbroen. Selve kassen var en jernbetonkonstruktion, der i land blev støbt på en bedding på Snoghøjsiden. Et kæmpestort betonskib med en vægt på 7.000 tons, 18 meter højt, 44 meter lang og 22 meter bred. Beddingen var 92,5 m lang, ført 5,6 m ud i Lillebælt, hvor der var en vanddybde på 10 m. Der var ansat 100 arbejdsmænd og tømrere til at udføre arbejdet med at bygge de fire sænkekasser. Forarbejde og støbning tog 25 måneder for alle fire sænkekasser. Arbejdet gik i gang 9. august 1930 og var afsluttet 19. juli 1932. Det tog 8 måneder at bygge den første sænkekasse, men blot 4 måneder for de tre sidste.
Hver færdig strømpille vejer 50.000 tons, så den enkelte sænkekasse bærer en stor vægt og er udsat for et meget stort tryk fra strømmen i Lillebælt. En færdigstøbt sænkekasse havde et 7 meter højt arbejdskammer og et 9 meter højt mellemkammer med 9 meter lodrette jernbetonvægge, opdelt i celler.
Alle fire sænkekasser fik langs rørkransen en forstærkning med 22 lodrette forstærkningsrør i jernbeton. De virkede som konsoller mellem rørvæg og arbejdskammerets loft. Udvendigt bestod kassen af 76 jernbetonrør, der de nederste 9 meter indvendigt var forstærket med et 6 mm tykt jernrør og udvendig forsynet med stålskær, så den færdige strømpille ved anbringelse kunne skære sig ned i Lillebæltsleret.
Arbejdskammerets loft blev støbt med nøjagtig den hældning på bunden, hvor den respektive strømpille skulle placeres. Lillebælts bund er nemlig ujævn i hele brolinien. På beddingen hvilede den færdige jernbetonkonstruktion på sandbøs, anbragt på 150 nedrammede pæle. Sandet blev ved søsætning lukket ud, hvorefter sænkekassen sank ned på beddingløbet. Det var smurt med 1.600 kg. grøn sæbe. Den midterste stålwire blev skåret over med en skærebrænder, hvorefter de andre udløste sig selv.
Da den første sænkekasse skulle søsættes, tog det 90 minutter. Men ved de efterfølgende tre sænkekasser varede det blot 20 sekunder, fra wiren var udløst, til sænkekassen ved egen vægt gled ud i Lillebælt. Herefter trak slæbebåde dem på grund på Snoghøj og fik tøjret med en wire til land. Sidste arbejdsproces i denne fase var at få kassen vendt. Den ene side af rørkransen blev først fyldt med ral, så sænkekassen hældede. Så måtte man afvente rolige strømforhold. Når forholdene var tilfredsstillende, blev kassen trukket ud på Lillebælt. En række ventiler blev åbnet i bunden, vand løb ind, og vandets vægt sammen med rallet fik kassen til at vende. Rallet løb ud, og kassen svømmede herefter som et andet isbjerg med 2,7 meter synlig beton over vandspejlet. Hele forløbet med sænkekasserne var spændende og ikke uproblematisk. Flere gange løb sænkekasser væk og gik på grund, både nord for brolinien ved Lyngs Odde og syd på ved indsejlingen til Kolding Fjord.
