Sænkekasser
Det nederste af de fire strømpiller i Lillebælt kaldes en sænkekasse. Strømforholdene i Lillebælt udsatte de færdige sænkekasser for et stort vandtryk. De tekniske krav var derfor store, og gav blot en enkelt sænkekasse problemer, ville det forsinke resten af brobyggeriet. Rent teknisk er den valgte løsning med sænkekasserne den mest enestående del af brobyggeriet. Den blev gennemført til bygherrens fulde tilfredshed.
Den valgte løsning blev udviklet til Lillebæltsbroen. Selve kassen var en jernbetonkonstruktion, der i land blev støbt på en bedding på Snoghøjsiden. Et kæmpestort betonskib med en vægt på 7.000 tons, 18 meter højt, 44 meter lang og 22 meter bred. Beddingen var 92,5 m lang, ført 5,6 m ud i Lillebælt, hvor der var en vanddybde på 10 m. Der var ansat 100 arbejdsmænd og tømrere til at udføre arbejdet med at bygge de fire sænkekasser. Forarbejde og støbning tog 25 måneder for alle fire sænkekasser. Arbejdet gik i gang 9. august 1930 og var afsluttet 19. juli 1932. Det tog 8 måneder at bygge den første sænkekasse, men blot 4 måneder for de tre sidste.
Hver færdig strømpille vejer 50.000 tons, så den enkelte sænkekasse bærer en stor vægt og er udsat for et meget stort tryk fra strømmen i Lillebælt. En færdigstøbt sænkekasse havde et 7 meter højt arbejdskammer og et 9 meter højt mellemkammer med 9 meter lodrette jernbetonvægge, opdelt i celler.
Alle fire sænkekasser fik langs rørkransen en forstærkning med 22 lodrette forstærkningsrør i jernbeton. De virkede som konsoller mellem rørvæg og arbejdskammerets loft. Udvendigt bestod kassen af 76 jernbetonrør, der de nederste 9 meter indvendigt var forstærket med et 6 mm tykt jernrør og udvendig forsynet med stålskær, så den færdige strømpille ved anbringelse kunne skære sig ned i Lillebæltsleret.
Arbejdskammerets loft blev støbt med nøjagtig den hældning på bunden, hvor den respektive strømpille skulle placeres. Lillebælts bund er nemlig ujævn i hele brolinien. På beddingen hvilede den færdige jernbetonkonstruktion på sandbøs, anbragt på 150 nedrammede pæle. Sandet blev ved søsætning lukket ud, hvorefter sænkekassen sank ned på beddingløbet. Det var smurt med 1.600 kg. grøn sæbe. Den midterste stålwire blev skåret over med en skærebrænder, hvorefter de andre udløste sig selv.
Da den første sænkekasse skulle søsættes, tog det 90 minutter. Men ved de efterfølgende tre sænkekasser varede det blot 20 sekunder, fra wiren var udløst, til sænkekassen ved egen vægt gled ud i Lillebælt. Herefter trak slæbebåde dem på grund på Snoghøj og fik tøjret med en wire til land. Sidste arbejdsproces i denne fase var at få kassen vendt. Den ene side af rørkransen blev først fyldt med ral, så sænkekassen hældede. Så måtte man afvente rolige strømforhold. Når forholdene var tilfredsstillende, blev kassen trukket ud på Lillebælt. En række ventiler blev åbnet i bunden, vand løb ind, og vandets vægt sammen med rallet fik kassen til at vende. Rallet løb ud, og kassen svømmede herefter som et andet isbjerg med 2,7 meter synlig beton over vandspejlet. Hele forløbet med sænkekasserne var spændende og ikke uproblematisk. Flere gange løb sænkekasser væk og gik på grund, både nord for brolinien ved Lyngs Odde og syd på ved indsejlingen til Kolding Fjord.
Inden jordarbejdernes strejke var det planen at lade hovedarbejdspladsen ligge på Fynssiden. Da de 11 måneders strejke ophørte, blev det i stedet på Snoghøj, man anlagde arbejdspladsen. Foto fra april 1930, hvor 7 arbejdsmænd kører jord væk i trillebør. Der blev anlagt en bedding, hvor de fire sænkekasser blev støbt og søsat på samme måde som et skib.
Arbejderne i gang med jernbinding i arbejdskammerets loft. Sænkekassen blev støbt nøjagtigt med samme hældninger som på det sted i bunden af Lillebælt, hvor strømpillens bund senere blev boret. ned.
Lastbilerne bakkede ind med deres sandlast og tippede lasten ned i en underliggende sandstak. Til venstre ses det elektriske transportbånd. Når pramme med ral eller cementskibe kom til anløbsbroen, kørte byggematerialerne uden brug af menneskelig arbejdskraft hen på lager ved betonblandeanlægget.
Monberg & Thorsen støbte i København i 1929 en minimodel af en sænkekasse. På billedet er den sat i havnen for at se, om den ville vende, når arbejdskammeret blev fyldt med vand. Dermed skal de se, om kassen kan vende. Forsøget lykkedes, og metoden blev brugt.
Fra støbetårnet blev betonen via render ført til to trekantede gitterdragere. De kunne vendes og drejes lige der, hvor der skulle støbes.
En smed er ved at skære den midterste wire over med en meget lang skærebrænder. Når den midterste wire sprang, blev de øvrige to wirer frigjort. Sandbøssene var udløst og kassen hvilede på det sæbeindsmurte beddingløb. På bare 30 sekunder trak sænkekassen sig selv ud i Lillebælt og lå vuggende i strømmen.
Ingeniører tjekker, om alt er udført tilfredsstillende. Det tog altid et par dage efter søsætning at klargøre sænkekassen, så den kunne vendes.
Den søsatte sænkekasse ses sat på grund i Lillebælt ved Snoghøj. Her ser man tydeligt den ”skæve” bund i arbejdskammeret, fordi kassen ligger vandret i Lillebælt.
Sænkekassen kort før søsætning. Til højre ses de store borerør, som blev genanvendt til til nedboring af strømpillerne på Lillebælt.
På landbuerne stod de officielt indbudte gæster med kong Chr. X som æresgæst. Han havde selv bedt om at blive indbudt, så han kunne overvære søsætningen af den sidste sænkekasse. En begivenhed, der trak tusindvis af mennesker til og blev transmitteret ved en direkte udsendelse i Danmarks Radio.