
Træd ind i en fortryllende by af PEBERKAGEDEJ
Det er en gammel tradition at bage kagehuse, og det blev især populært i 1950’erne, hvor mange familier skabte deres egen tradition. Den første "Middelfart Peberkageby" åbnede i 2011, og byen har siden vokset sig større og flottere for hvert år.
Alle de små huse og bygninger i Peberkagebyen er bagt i kagedej af børn og voksne, og kreativiteten er stor. Her finder du huse og bygninger fra Middelfart og omegn, men også huse bagt ud af fri fantasi. Gå på opdagelse i Peberkagebyen, smag en dejlig kage i Café Inga og lad børnene løse sjove opgaver og gåder. Det er for mange en juletradition, der ses frem til.
Besøgende i Peberkagebyen kan stemme på husene indenfor fire kategorier:
- Mest julede
- Mest vellignende
- Det sjoveste
- Min favorit
I slutningen af udstillingsperioden tælles alle stemmerne op, og vinderne kåres.
Bag til byen
Middelfart Museum inviterer hvert år alle til at bage til vores juleudstilling ”Middelfart Peberkageby”.
Ønsker du at bidrage til årets Peberkageby og vinde fede præmier fra lokale virksomheder i Middelfart og omegn, kan du her finde skabelon og meget mere information.


Hvad har du lyst til at bage?
Bag et hus du kender eller et efter fri fantasi. Det behøver dog ikke nødvendigvis at være et hus, du kan også bage træer, biler, dyr og folk til Peberkagebyen.
Her kan du se et eksempel på udformning, dekoration og samling af et peberkagehus.
Indlevering af huse
Din peberkagekreation kan indleveres på museet i Algade 8 til og med 11. november i Algade 8 og bliver en del af ”Middelfart Peberkageby”, der åbner fredag den 14. november kl. 13-17
Indlevering kan ske alle hverdage kl. 9-14 indtil den 7. november + mandag den 10. november og tirsdag den 11. november kl. 14-18.

Åbningstider 2025
Åben fra den 14. november-21. december
Tirsdag-fredag kl. 13-17
Lørdag-søndag kl. 11-17
GRATIS ENTRÉ
Adresse
Algade 8
5500 Middelfart
Besøg af institutioner
Peberkagebyen er åben om formiddagen for institutioner.
Ring på 64414741 eller send en mail til info(at)middelfart-museum.dk og book jeres besøg.
Adgangsforhold
Der er kørestoleadgang til udstillingerne - Se tilgængelighed her.
Blinde, stærkt svagsynede eller personer med fysisk eller mental funktionsnedsættelse må tage en fører- eller servicehund med indenfor. Servicehunden bedes bære et dækken med teksten: 'Servicehund på arbejde'.
Årets juleudstilling
Hvert år kan du opleve en mindre juleudstilling i forbindelse med Middelfart Peberkageby.
I 2025 er temaet for juleudstillingen "Rundt om nissen", hvor du kan lære en masse om drillenisser, gårdnisser, nissesagn og meget andet.

Jul i Café Inga
Besøg museets historiske café og oplev ægte julehygge i vores stemningsfulde stuer.
Café Inga byder på en skøn julerejse for dine smagsløg med hjemmebagte lækkerier som juleboller, krydderkage, kiksekage og klassiske julesmåkager. Naturligvis serverer vi også varme drikke som kaffe, te og kakao for at fuldende din juleoplevelse.
Højtlæsning og fællessang
Peter Storm vil traditionen tro med højtlæsning og fællessang sørge for, at der er ekstra julestemning i Café Inga. Det sker på følgende torsdage:
27. november + 4., 11. og 18. december
Alle dage kl. 14-15
Gratis entré og ingen tilmelding. Kom i god tid - der er rift om pladserne.


Museumsbutikken
I museumsbutikken kan du finde næsten alt til julen:
Julegaver, julepynt, juleslik, julekalendere, nissehuer og meget andet.
Og vi pakker naturligvis dine gaver ind i fint julepapir.