De store anlægsarbejder i forbindelse med bygningen af Lillebæltsbroen satte et kraftigt præg på begge sider af Lillebælt i de år, de stod på. Fra 1926 til 1935 skulle der skabes plads til ikke bare de op mod 500 mand, der deltog, men også de mange familier, der fulgte med, og de mange, der strømmede til i håb om at få arbejde. De store entreprenørfirmaer, der deltog i byggeriet, havde i reglen en ret fast gruppe af folk, der fulgte firmaet rundt ved de forskellige anlægsarbejder. Hertil kom så de løse, der blev antaget på stedet. Når det drejede sig om jordarbejderne, var det ofte sådan, at løbende afskedigelser af et par mand blev brugt til at sikre, at alle arbejdede på fuld kraft for ikke at blive sendt hjem.

Entreprenør Ejnar Thorsen lejede bankdirektør A.C.Hansens store sommervilla på Snoghøj fra 1929, og hans sønner kom til at gå i Middelfart privatskole. Andre af de ledende medarbejdere købte byggegrunde og byggede selv. Men kun de færreste kunne bo på Snoghøj, og det blev byerne Fredericia og Middelfart, der kom til at huse de fleste.

Udlejere af lejligheder og værelser havde kronede dage. Pensionater, hvor arbejderne kunne få overnatning, mad og vask, dukkede op overalt, Et par familier valgte at bo i beboelsesvogn. For nogle betød fast arbejde gennem flere år dog, at de kunne erhverve sig byggegrund og få eget hus.

I 1980erne og 1990erne blev mange af de sidste overlevende ”brobisser” interviewet i et projekt, der blev startet af SID Middelfart og bragt til ende af Middelfart Museum og Arbejderbevægelsens Lokalarkiv i Middelfart. Efter 50-60 års forløb stod arbejdet på Lillebæltsbroen i et særligt skær, men det hårde slid, drikkeriet og omgangstonen mellem arbejderne og mellem dem og arbejdslederne er noget, der går igen i deres fortælling. Mange følte en stolthed over deres indsats og over den bro, der står der endnu.

Øl var almindeligt under arbejdet. Selv om der var regler, var det kun det umådeholdne drikkeri, der blev set ned på. KFUM (Kristelig forening for unge Mænd) lod opføre en marketenderibygning på pladsen i Snoghøj. Her kunne man få et billigt måltid mad eller drikke en kop kaffe. Det var et led i kristent hjælpearbejde for at modvirke alkoholmisbrug i arbejderklassen.
Rygning var totalt forbudt. Både på grund af brandfaren, men også fordi det gav for mange pauser.

Forholdene på arbejdspladserne var typiske for samtiden. Her var den store brug af maskiner noget, der faldt i øjnene. Gravemaskiner, kraner, betonblandemaskiner osv. blev benyttet i stort tal, men stadig var store dele af især jordarbejdet manuelt. Og netop samspillet mellem mand og maskiner gav anledning til den store strejke 1929-30. Fagforeningerne var på banen under hele forløbet og var med til at sikre, at overenskomster og andre regler blev overholdt. Både spontane arbejdsnedlæggelser og mere planlagte strejker var en del af dagligdag og arbejdskamp. For de ufaglærte altid i bevidstheden om, at folk stod i kø for at overtage deres job.

Meget arbejde blev udført under forhold, der forekommer en senere tid ganske uforsvarlige. Kvæstelser af hoved, hænder, ben forekom ikke så sjældent, men kun to ulykkestilfælde medførte døden: Den første skete 23. februar 1932. Tømrer Niels Christiansen faldt ned fra toppen af lamellerne på strømpille J3 og brækkede ryggen. Han døde i 1934 efter et langt og strengt sygeleje på Kolding Sygehus. Det andet kom kort før indvielsen. 2. maj 1935 slog et håndspil på strømpille 2 bak og kørte løbsk. Det ramte arbejdsmand Carl Christian Sørensen og knuste hovedet på ham.