Overdragelsen af byggepladsen fra Brokonsortiet til Monberg & Thorsen foregik 21. december 1968. Da var brobyggeriet forsinket et år. Der blev ansat 70 broarbejdere. Forarbejdet gik i gang i januar 1969 og i april 1969 blev den interimistiske arbejdsbro etableret fra kyst til kyst. Den gik under betegnelsen en catwalk, men kunne lige så godt være betegnet som en interimistisk ”hængebro”. Catwalken blev båret af 10 bærekabler, trukket over hovedtårnene fra ankerblok til ankerblok. Den var 2,6 m bred, monteret med en gangbro på et stålnet og med sidenet, så man ikke faldt ned i bæltet.

I juni 1969 gik kabelmontagen i gang. De to hovedkabler består af 61 delkabler, der er snoede og præfabrikerede. Begge er 1.500 m lange, 58 cm i diameter og har en samlet vægt på 4.300 tons. Hvert delkabel vejer 35 tons. Efter monteringen af de 122 delkabler, blev de to hovedkabler beviklet med galvaniseret ståltråd og fik dermed en diameter på 60 cm.

På Jyllandssiden blev den rulle kabel, der skulle trækkes over Lillebælt, anbragt på en ”drejeskive”. Kabelenden blev fastmonteret til en kabelvogn, som blev trukket over bæltet med en wire, trukket af en dieselmotor. Blandt mandskabet gik denne vogn under navnet "Lillebæltsekspressen".

Efter delkablerne var trukket over ad catwalken, blev de forankret i ankerblokke på hver side af Lillebælt. Derefter blev de med 12 meters afstand samlet med kabelklemmer og til slut beviklet med galvaniseret ståltråd. Det tog 9 uger at montere de 122 delkabler.