Læs herunder om historierne i perioden før 1850.

Jo længere vi går tilbage i historien, jo sværere er det at finde kilder om, hvordan det var at være psykisk syg. Vi har ikke på samme måde som senere sygejournaler fra hospitalerne, men det er alligevel muligt at finde forskellige beskrivelser og beretninger om folk, der kan have lidt af en psykisk sygdom.

Det er svært at vurdere, hvad vi ville kalde sygdommene i dag, men herunder kan du læse en række historier hentet i en samling af danske sagn. Et sagn er en gammel historie, der ofte er blevet fortalt fra mund til mund, og derfor kan man ikke vide, præcist hvor den stammer fra, og om det sagnet fortæller, virkelig er foregået. Men beskrivelserne af de syge folk kan alligevel give en fornemmelse af, hvordan man har set på psykiske sygdomme før i tiden.

Onde ånder
"Når nogen var besat af en ond ånd, lagde man gerne en bibel under den syges hovedpude, lod læse bønner over ham og sørgede for, at der i loftet eller i vinduet kunne findes et lille hul, hvorigennem den onde ånd kunne jages ud. Dertil hentede man gerne præsten, som for det meste fik bugt med fjenden …"

(Bearbejdet og forkortet efter Evald Tang Kristensen: Danske sagn, 1980)

 

Elleskudte og elverpiger
Hvis en mand om natten skulle over en hede eller et sumpet område, risikerede han at møde elverpiger. De var blege og meget smukke unge kvinder, der var hule i ryggen. Elverpigerne forsøgte at få manden til at danse med dem. Lod han sig lokke, ville de danse med ham så vildt og længe, at han som regel døde. Overlevede han, ville han være blevet sindssyg af mødet med elverpigerne.

Lagde man sig til at sove i en elvermose, kunne man blive elleskudt (sindssyg):"En pige har fortalt, at da hun var fuldvoksen, lå hun og sov i en ellemose. Man da hun rejste sig, var hun forstyrret i hovedet og blev siden rent tosset. Da hun var tyve år, blev hun døbt i kirken og blev straks bedre."

(Bearbejdet og forkortet efter Evald Tang Kristensen: Danske sagn, 1980)

 

Et forhekset barn
"I en gård i Nørre Nissum boede en mand og en kone. Konen kunne hekse, sagde man. Det var mærkeligt, for hun var sød og venlig mod alle. Manden og konen havde et lam, som gik ind på naboens mark og spiste af kornet. Da det skete flere gange, sendte naboen sin datter hen for at sige, at manden og konen skulle holde lammet hjemme. Det lovede manden at sørge for. Men da pigen gik hjemad, slog konen streger i luften efter hende. Derefter blev pigen vanvittig.

Hendes far opsøgte en klog mand for at få at vide, hvad der kunne gøres for pigen. Den kloge mand sagde, at pigen var blevet forhekset, men det var der råd for. Når faren kom hjem, skulle han lukke pigen ind i et mørkt værelse. Her skulle hun være i tre døgn. I den tid måtte ingen se til hende eller spørge til hende, for så ville hun ikke blive rask.
Faren gjorde, som den kloge mand sagde. Han stillede sig på vagt for at sikre, at ingen gik ind til pigen, og ingen spurgte efter hende. Men den anden dags aften gik farens pibe ud. Han gik ind i køkkenet for at hente en glød til at tænde den. Men pludselig dukkede nabokonen op. "Hvordan har din lille datter det?", spurgte hun. Derfor blev pigen ved med at være syg. Senere prøvede faren igen at lukke datteren inde. Denne gang hjalp det, og pigen blev så rask og klog, som hun havde været før."

(Bearbejdet og forkortet efter Evald Tang Kristensen: Danske sagn, 1980)

Mange af de historier, der findes i kilderne om psykisk syge før 1850 handler om, hvordan de syge måtte leve deres liv som indespærrede. En dårekiste blev bygget af solidt tømmer. Men det var ikke altid nok. I 1792 indberettede forstanderen på et hospital følgende om en mand, der var indsat i hospitalets dårekiste:
"Mandspersonen var så desperat gal, at han havde brækket (ødelagt) alle dårekisterne, ikke en eller to gange, men fem gange." Forstanderen foreslog derfor, at "den afsindige blev indsat i den murede dårekiste … Muren siges at være 2 alen (126 cm) tyk og over 200 år gammel". Forstanderen ville ikke lægge manden i lænker, fordi det "… synes for hårdt og imod menneskeligheden for den, der er ulykkelig nok foruden."

Et liv i dårekisten
I 1768 døde en kvinde, der var anbragt i en dårekiste på St. Hans Hospital. "Hun var et af de ynkværdigste lemmer (indsatte) og det bedrøveligste eksempel på den menneskelige elendighed. I 18 år havde hun været sin forstand berøvet og i al den tid ligget i et skab (dårekiste) næsten som en umælende skabning, i bare strå, ganske nøgen uden uldent eller linned (sengetøj). Det skyldes, at hun ødelagde selv det stærkeste tøj man ville give hende på …". Kvinden var anbragt i en dårekiste på 2,5 m2, og da hun lå på en meget kort briks "… var hun så krumrygget og svundet ind, at hun ikke var større end et lille barn. Hendes ligkiste var ikke mere end 80 cm. lang.

(Teksten er bearbejdet efter Carl Bruun: Kjøbenhavn, 1901, 3. del s. 328)


Indespærret på værelset
På kirkegården i Varde står en gravsten over Nicolai Brorson. Han blev født i Randerup i 1723 som ældste søn af præsten og salmedigteren Hans Adolph Brorson. Nicolai Brorsons liv formede sig ikke helt normalt. Nicolai kunne blive meget urolig og få anfald af sindssyge, så ingen kunne styre ham. Fra hans 12 år var han låst inde på et værelse. Da Nicolai var 41 år døde hans far. Så flyttede Nicolai ind hos sin bror, der var præst i Varde. Her boede han til sin død i 1791. På gravstenen, der stadig kan ses på kirkegården i Varde by, stå dette lille digt om Nicolai: 

"Indsvøbt i Nat,
din Siel ei her udviklet blev
hist over Stierners Vei
dit Liv begynde"

 

Fra 1700- og tidlig 1800-tallet kan man finde flere beretninger fra folk, der har været på besøg på hospitaler, hvor man spærrede sindssyge inde.

I vinteren 1787-88 var den venezuelanske revolutionære frihedshelt og eventyrer Francisco de Miranda i København. Han besøgte bl.a. Sankt Hans Hospital. I sin dagbog skrev han bl.a. følgende om sit indtryk:

"Vi kom så til en afdeling, hvor de mest rasende bor i små, mørke og kolde celler. En køn ung pige på 17 år vakte min medynk. Derpå til en anden sal for dem, der har det lidt bedre. Så igen til en anden for de såkaldte "skikkelige folk". Vi talte først med en ung, nydelig kvinde på nogle og tredive år. (… ) Hun fortalte os med megen ynde, at hun var dronning Caroline Mathilde, og dette var hendes slot, og tusind andre ting. Vi trådte ind i det tilstødende rum (…) Hende, der boede der, forlangte bandende, at vi gik ud igen. Vi var djævle, som var kommet for at friste hende. Hun havde tildækket hovedet med et klæde. Direktøren fortalte os, at i de over tolv år, hun havde været der, havde han aldrig set hendes ansigt (…) En anden ved navn Horn. (Han var) ud af en god dansk familie. (Han) mistede forstanden ved at overvære Struensees henrettelse. Siden da har han været her i 25 år. Han har vænnet sig til at holde knæ og lår krummet sammen, op mod brystet, og således at han ikke mere kan bevæge dem … De er tørret ind af mangel på cirkulation, og de er ikke andet end skind og ben og ligner en bambusstok. Når han rejser sig, går han som en menneskeabe. Oh, Gud! Han råbte nogle forbandelser efter os på dansk og fransk og spyttede på mig (…)"

(Teksten er let bearbejdet efter Francisco de Miranda: Miranda i Danmark. Francisco de Mirandas danske rejsedagbog 1787-1788, 1985)

 

Nye ideer  
I årtierne omkring 1800 blev forholdene på anstalterne forbedret. I Frankrig havde man vedtaget en stor reform, der skulle gøre livet bedre for sindssyge, åndssvage og andre, der var anbragt på en anstalt.

Men det kneb med at få reformen gennemført i praksis. I 1818 var psykiateren J.E.D. Esquirol på inspektion på en anstalt. Og han var ikke tilfreds: "Jeg så de syge nøgne eller dækket med pjalter uden andet end strå til at værne sig mod kulden og fugtigheden. Jeg så hvorledes de blev elendigt ernæret, manglede vand og alle livets nødvendige ting. Jeg så dem fastlænkede i snævre, fugtige smudsige hummere, hvor man ville skamme sig ved at indespærre de vilde dyr … således bliver de sindssyge behandlet næsten overalt i Europa."