I middelalderen mente man, at onde ånder eller små djævle kunne gøre folk syge. Der fandtes ikke institutioner for psykisk syge, så det var familiens ansvar at tage vare på dem. Kunne eller ville familien ikke det, var den syge overladt til sig selv. Nogle døde af sult, kulde og sygdom, andre kom til at bo i kirkens Sct. Jørgensgårde eller Helligåndshuse.
I 1600- og 1700-tallet blev der i de større byer anlagt institutioner for alle, der ikke kunne klare sig selv. Her blev blinde, døve, gamle, fattige, åndssvage og sindssyge stuvet sammen under dårlige forhold. Blev de helt vanvittige, anbragte man dem i små mørke rum. Disse rum kaldtes for dårekister.