Guds straf
I middelalderen mente man, at sygdomme kunne skyldes, at onde ånder og smådjævle var trængt ind i ens krop. I Danmark kalder man tiden fra omkring år 1000 til 1500 for middelalderen.
Dengang var danskerne katolikker og kirken havde stor magt. Kirkens folk var stort set de eneste, der kunne læse og skrive. Ud fra Bibelen og andre hellige skrifter fandt paven og kirkens ledere ud af, hvordan verden var indrettet, og hvordan menneskene skulle leve. Og det var kirkens folk, der havde forklaringen på, hvorfor mennesker blev ramt af sygdom og ulykker.
Kirken fortalte, at Gud havde skabt alt og styrede livet på Jorden. Men der var også en Djævel. Han havde været en engel, men havde gjort oprør mod Gud. Derfor blev han smidt ud af Himlen, og han slog sig ned i Helvede. Djævelen prøvede at ødelægge det, Gud havde skabt. Til at hjælpe sig med at lave sygdom og ulykker havde han millioner af smådjævle, dæmoner og onde ånder.
Smådjævle og dæmoner var så små, at man ikke kunne se dem. Men de kunne komme ind i et menneskes krop og gøre ham syg. Også sindssyge kunne skyldes, at man var besat af en djævel. Levede man ikke et kristent liv og ikke rettede sig efter Kirkens regler, var der en særlig stor risiko for at blive besat af djævelen. Gud kunne dog også straffe folk med sygdom.
Hekse
I 1500- og 1600-tallet blev titusinder af mennesker i Europa dømt og brændt som hekse. I Danmark drejede det sig om ca. 1.000. Det var ofte ældre, fattige kvinder, som blev anklaget for hekseri. Nogen af dem led af hallucinationer. Det var ikke svært for dem selv at tro, at de havde solgt deres sjæl til Djævelen mod at få særlige egenskaber som at kunne flyve på en kost og udføre trolddom. Især ikke under hårdhændede forhør, hvor ordene blev lagt i munden på dem.
Gale og afsindige
Siden middelalderen havde man omtalt de sindssyge som "rasende" eller "gale". De ord blev også brugt i Danske Lov fra 1683. I 1700-tallet beskrev man også de sindssyge med ord som "afsindige" og "sindsurolige". Betegnelsen "vanvittighed" blev også brugt, men det betød "uvidende" og blev også anvendt om psykisk udviklingshæmmede. Langt op i 1800-tallet skelnede man ikke mellem åndssvage og sindslidende.
På Sct. Hans Hospital delte man i sidste del af 1700-tallet de indsatte i tre kategorier: de uhelbredeligt syge, de afsindige og de venerisk syge. Den sidste gruppe var mennesker, der var blevet sindssyge af kønssygdommen syfilis, som man dengang ikke kunne kurere. 1700-tallet kaldes Oplysningstiden, fordi man lagde mere vægt på fornuften og naturlige forklaringer. Nu begyndte man at forklare sindssyge ud fra den syges omgivelser og måden, han havde levet på. Han havde måske fået "en kælen og uheldig opdragelse". Den kunne skyldes ulykkelig kærlighed, eller at andre havde fået den syge til at leve på en dårlig måde.
At levevilkårene havde betydning, gjorde en engelsk læge opmærksom på i en lille afhandling fra midten af 1600-tallet. Heri argumenterede han for, at når så mange englændere led af en sindssygdom, der blev kaldt melankoli, hang det sammen med den store befolkningstæthed i byerne.
I Oplysningstiden kom flere læger til at interessere sig for sindssygdomme. Der blev udviklet flere systemer, der beskrev forskellige typer af sindssyge.