Djævleuddrivelse
En dæmon, en ond ånd eller en djævel kunne besætte et menneske og gøre ham sindssyg. Det mente mange i middelalderen. Men kirken havde eksperter, exorcister, der kunne jage dæmonerne ud af den besattes krop.

I 1600- og 1700-tallet begyndte læger at behandle de sindssyge med bl.a. arsenik, kviksølv og åreladning.
I 1800-tallet tog lægerne andre metoder i brug. Men det var ikke altid, at det hjalp patienterne.


Vilde eksperimenter
I løbet af 1700-tallet ændredes opfattelsen af årsagen til sindslidelser. Efterhånden blev de set som legemlige sygdomme, og ikke længere forklaret som besættelse af dæmoner eller som Guds straf. Derfor begyndte læger at interessere sig for, hvordan sindssygdomme kunne behandles. En tidlig behandlingsform var trepanation, som også kaldtes narresnittet. Man borede et hul i hjerneskallen, for man mente, at sygdommen skyldes et overtryk i hjernen.

Europæiske læger eksperimenterede med forskellige stoffer og medikamenter til behandlingen af sindssyge. Man brugte midler som arsenik, der fremkaldte voldsom opkastning eller afføring. Man klippede også de sindssyge skaldede og gned hovedbunden med kviksølv. Det skulle give en stor produktion af spyt, og med spyttet kom det dårlige ud. Og man brugte åreladning. De forskellige bræk- og afføringsmidler, samt åreladningen udmattede de sindssyge, og det hjalp, mente man.

Lægerne forsøgte også at behandle sindssyge på andre måder. Flere eksperimenterede fx med at bade de syge i koldt vand - gerne isvand. Virkningen var bedst, hvis den syge ikke vidste, hvad der skulle ske, men blot blev kastet i vandet! Man mente, at det hjalp mod sindssygdommen, hvis den syge blev svinget rundt. Det kunne ske ved at anbringe ham i en gynge, en stol eller en seng, der blev drejet eller svinget i timevis.

Siden middelalderen havde man lænket mennesker, der blev voldsomme af deres sindslidelser. Omkring 1800 begyndte man også at bruge fastspænding som behandling. Man fremstillede bælter og spændetrøjer, som de sindssyge blev anbragt i. Man forsøgte sig dog også med mere behagelige behandlinger som rejser og musik. Disse behandlingsformer var dog forbeholdt de velhavende patienter.

 

Psykiske kurmetoder
I årtierne omkring 1800-tallet ændredes synet på sindssyge, åndssvage, kriminelle og andre, der var sat uden for samfundet. Der bredte sig en stemning for, at de skulle leve under mere humane kår, og læger og psykiatere mente, at man med en effektiv behandling kunne helbrede de fleste "afvigere" og gøre dem til bedre mennesker.

Johann Christian Reil var professor i medicin ved Berlins Universitet. Han var ophavsmanden til de psykiske kurmetoder. I en bog fra 1803 anbefalede han bl.a. disse metoder:
"Man hejser den syge op i en talje under en hvælving, så han svæver mellem himmel og jord.
Man afskyder kanoner under ham og nærmer sig ham under skrækindjagende anstalter med glødende jern.
Man styrter ham i hvirvlende strømme, giver ham tilsyneladende i vilde dyrs vold eller lader ham flyve gennem luften på ildsprudende drager. Snart kan en underjordisk grotte, der indeholder alt det afskrækkende, som findes i helvede-gudens rige, snart kan et magisk tempel, hvor en æggende Hulda stiger op under højtidelig musik, fremtrylle det ene ophidsende skue efter det andet. …"
Den sindssyge oversprøjtes med iskoldt vand.

Reil havde mange andre forslag til metoder. De fleste var ubehagelige som sult og tørst, brækmidler, glødende jern, piskning med brændenælder, indpodning af fnat osv. Og der var enkelte behagelige som vin, opium og samleje. Reil var ansat på universitetet og prøvede aldrig selv sine ideer i praksis. Men metoderne blev indført på flere anstalter i Tyskland, men også i Danmark på Sct. Hans Hospital.

I 1816 blev den energiske overlæge J.H. Seidelin ansat. Han indførte den såkaldte "psykiske kurmetode", som i korthed gik ud på "ved kraftig sjælelig elle sanselig påvirkning at virke direkte på den syge sjæl." Det ville fremkalde "nye og sundere tankegange", der bragte den syge til fornuft.

Metoden indebar, at de indsatte blev underkastet meget streng disciplin, og de måtte arbejde hårdt. Denne kraftige påvirkning kunne ske ved at isolere den syge i et mørkt rum. En anden metode var at kaste dem i iskoldt bad og dryppe vand på issen (bruges i dag som tortur). De sindssyge blev pryglet med læderbælter og sad fastspændt i tvangsstol i flere dage. Sulte- og tørstekure samt forskellige brækmedikamenter indgik også i behandlingen.

Til sidst blev Seidelins metoder for meget for de pårørende og tidligere patienter, og i 1831 blev han afskediget efter en klage fra en udskrevet patient.