Årsagsforklaringer
Indtil 1800-tallet blev galskab opfattet som en tilstand. Det var noget, der skete, fordi man f.eks. var blevet forhekset, eller det blev opfattet som en straf fra Gud, fordi man havde ført et slet liv. I 1800-tallet begynder man derimod at opfatte galskab som en sygdom, og man begynder at bruge betegnelsen sindssyg. Sindssyge blev opfattet som en legemlig sygdom, dvs. at der er noget galt i hjernen elle kroppen, og det skulle studeres og behandles af lægerne.
Lægerne opdelte sygdommene i udefra - og indefra kommende årsager. Udefra kommende årsager kunne f.eks. være alkoholisme eller syfilis. Indefra kommende årsager kunne f.eks. være, at der var sindssyge i familien, som patienten havde nedarvet.Lægerne var meget optaget af, hvad årsagen eller årsagerne til sygdommen kunne være, og undersøgelsen af disse blev bl.a. brugt til at stille patienternes diagnose og finde den rette behandling.
Overlægens årsrapport
Hvert år skrev overlægerne på sindssygehospitalerne en rapport over, hvor mange patienter, der var blevet behandlet på hospitalet i løbet af året. På Middelfart Sindssygehospital var der i 1900 672 patienter. I årets løb var der indskrevet 194 nye patienter, 120 patienter var blevet udskrevet og 45 døde på hospitalet.
Ved indlæggelsen blev nye patienter grupperet ud fra, hvordan deres sygdom kom til udtryk. Af de 194 nyindlagte patienter havde 77 melankoli, 65 sløvsind, 40 mani og 12 forrykthed. Efter indlæggelsen foretog lægerne undersøgelser af patienterne, og de havde flere samtaler med patienten og familien. Herefter kunne lægerne stille en diagnose og begynde en behandling.Datidens diagnoser var ikke så præcise som i dag, og ud fra årsrapporten får vi ikke så meget at vide om, hvad patienterne fejlede. Men patienter, der led af melankoli, havde ofte endepression, mens patienter, der led af sløvsind, ofte var demente. Maniske patienter kunne f.eks. være maniodepressive, mens forrykthed var en betegnelse, man brugte om patienter, der bl.a. havde forfølgelsesforestillinger eller hallucinationer, f.eks. skizofrene patienter.
Lægerne var meget interesserede i, hvad årsagen eller årsagerne kunne være til patienternes sygdom, og i år 1900 optalte overlægen antallet af patienter hvor disse årsager havde medvirket i væsentlig grad til deres sygdommens udvikling:
Sindssygdom i familien: 116
Medfødt psykisk abnormalitet: 10
Pubertet: 23
Onani: 7
Overgangsalder: 14
Senilitet: 13
Syfilis: 10
Druk: 31
Fysisk overanstrengelse: 5
Mental overanstrengelse: 3
Sorg: 8
Skuffet i kærlighed: 8
Religiøs påvirkning: 13
Ægteskabelige problemer og familiesplid: 8
Morfin: 3
Stød på hovedet: 13
Fattigt ensomt liv: 6