Læs herunder om institutionernes byggerier, personalet, samt klasseskel.

I 1840erne rejste læger en debat om de sindssyges forhold herhjemme. De mente at tiden var inde til en reform af sindssygevæsenet. De sindssyge skulle ikke længere holdes indespærret uden behandling. I stedet skulle der oprettes moderne hospitaler, hvor de kunne få professionel omsorg og behandling. Sindssygehospitalerne skulle kun optage sindssyge patienter, åndssvage måtte skilles fra og indsættes på andre institutioner.

Fra midten af 1800 tallet blev der anlagt en række moderne sindssygehospitaler over hele landet: Risskov ved Århus 1852, Oringe ved Vordingborg 1858, Viborg 1877, Middelfart 1888, Nykøbing Sjælland 1915, Vester Vedsted 1921 og Augustenborg 1932.

Fælles for de nye institutioner var, at de blev placeret i rolige og naturskønne omgivelser på afstand fra storbyernes hektiske liv. Dengang mente man, at de smukke omgivelser ville medvirke til, at patienterne fik det bedre. En rolig og regelmæssig hverdag var også nødvendig i behandlingen. Derfor var området omkring hospitalerne aflukket med hegn, der holdt patienterne inde og nysgerrige ude.

 

Middelfart Sindssygehospital
Middelfart Sindssygehospital blev indviet 3. november 1888. Det var opført ud fra tidens opfattelse af, hvordan et moderne sindssyge-hospital skulle indrettes. Hospitalet var en hel lille by med eget vand- og gasværk, vaskeri, kirke og kirkegård samt bygninger til patienter og boliger til personalet. Det åbne område omkring bygningerne var anlagt til køkken- og frugthaver, hvor høsten blev brugt i køkkenet, samt til prydhaver, tennis- og boldbaner, som patienterne kunne bruge.

Mandsafdelingen lå i bygningerne til højre, kvninderne til venstre. Kurhusene, der ligger tættest ved vandet, husede de nyindlagte samt de og helbredelige patienter. De øvrige bygninger husede de kronisk syge patienter. Ved nogle af disse bygningerne var der opført cellegårde til afdelingerne for de mest urolige patienter. I midten af hospitalet lå de forskellige administrationsbygninger. Hovedbygningen var indrettet med overlægens lejlighed samt kirke- og festsal. De øvrige husede køkken, maskinhus, vaskeri og kontorer. Kapellet og kirkegården lå afsondret fra de øvrige bygninger.


Bortset fra lægerne og de enkelte uddannede sygeplejersker, der kom i begyndelsen af 1900 tallet var personalet på Middelfart Sindssygehospital i starten stort set uden uddannelse. I 1890 var der på Hospitalet ansat 28 opsynskarle og 31 opsynspiger under ledelse af to mandlige og to kvindelige overopsynsfolk. De passede 351 patienter. Opsynsfolkene kom ofte til hospitalet fra gårde på landet, hvor de havde været ansat som karle og piger. De fik ingen uddannelse på hospitalet. "Det, vi havde brug for, måtte vi selv finde ud af" fortæller en opsynsmand.

Som alle andre tjenestepiger og karle i byerne og på landet var de underlagt Tyendeloven og blev ansat for et halvt år ad gangen. Lønnen var meget dårlig, og opsynsfolkene havde ingen mulighed for at beslutte noget eller påvirke arbejdet på stedet. Da udskiftningen af opsynsfolkene var stor, var det altid let at få ansættelse på Middelfart Sindssygehospital. Opsynsfolkene levede i bogstavelig forstand blandt patienterne. De skulle bo på selve hospitalet, hvor de delte soverum med patienterne og spiste alle deres måltider sammen med patienterne i spisesalen.

Arbejdsdagen
Arbejdsdagen var lang og arbejdet hårdt. En opsynsmand skriver sådan om sin arbejdsdag i 1910: "Når dagens gerning begyndte kl. 6 skulle patienterne op, og kl. 6.30 fik de dagens første måltid. Det bestod af rugbrød og mælk og blev serveret i to stuer i kælderen (…) Når morgenmåltidet var endt blev patienterne lukket i gården hvis vejret ellers var til det, og så begyndte rengøringen af opholdsstuerne. Den skulle helst være tilendebragt kl. 8.30, da dagens andet måltid blev serveret. Hvis jeg husker rigtigt bestod det af to skiver rugbrød med ost samt øl eller the. Kl. 9 skulle de udearbejdende patienter på arbejde, og så skulle jeg i gang med rengøringen af sovestuerne. Den skulle helst være tilendebragt kl. 11.30, da blev middagen serveret. Derpå var der en lille pause til kl. 13.30 hvorefter de patienter, der skulle arbejde ude, måtte af sted igen til kl. 15.30, så hjem til eftermiddagskaffe og så i gang igen til kl. 17.30. Nu skulle de vaskes og gøres klar til aftensmaden kl. 18.30. Den bestod af rugbrød med forskellige pålæg, men kun to slags. Når dette måltid var overstået kunne der slappes af til kl. 19.30, hvorefter forberedelserne til natten begyndte (…) Når klokken var 20 var de alle i seng. Så slog frihedens time for os andre, der havde en arbejdsdag fra kl. 6 morgen til kl. 8 aften uden fritimer, og så kunne vi tillade os at gå ud til kl. 23. Hvis tiden ikke slog til kunne vi nådigst få et nattetegn til kl. 24, højst til kl.1."

 

Mishandling af patienter
I 1909 kom opsynsfolkene i avisernes overskrifter. Det skete efter at folketingsmanden Peter Sabroe havde fået et tip om at nogle opsynsmænd havde mishandlet patienterne. Peter Sabroe havde siddet i Folketinget siden 1901 og var en utraditionel politiker på den tid. Han havde allerede rejst flere sager om bl.a. børnemishandling på børnehjem. For Peter Sabroe handlede det ikke bare om at få de involverede opsynsfolk for retten. Han ville også skabe debat om de dårlige arbejdsforhold. I avisen skrev han bl.a.: "Det er systemet med de dårligst lønnede og slet uddannede og urespekterede opsynskarle som må søges at komme til livs (…) Opsynsmændede er bare tyende og behandles i reglen som tyende behandles i slette herskabshuse. Dette system forråer og forsimpler".

Tre opsynsmænd blev dømt for deres mishandling af patienter på Middelfart hospital og debatten om sagen var med til at rejse krav om en reform for opsynspersonalet. Det medførte, at der i 1911 kom en ny lov, der bl.a. bestemte at man skulle have en uddannelse som plejer for at få ansættelse, og at plejerne havde krav på eget værelse. En plejer erindrer således: "Det var en stor dag, da vi kunne flytte fra afdelingen og ind på eget værelse! (…) Nu kunne vi endeligt modtage besøg og mærke, at vi var nogenlunde frie mennesker". Helt frie var plejerne dog ikke, for det var stadig et krav at de skulle bo på hospitalet. Først i 1935 fik plejerne lov til at bosætte sig udenfor hospitalet, hvis de ønskede dette.


På sindssygehospitalerne var der en skarp opdeling køn og klasser. I Middelfart var mændene anbragt i bygningerne på højre side og kvinderne til venstre. Alle patienterne var desuden opdelt i forskellige forplejningsklasser, alt efter hvor meget de betalte for opholdet. I dagligdagen kunne man tydeligt se hvilken klasse patienterne tilhørte. Patienter på 1. og 2. klasse havde nemlig ret til at gå i deres eget tøj, som de havde med hjemmefra. Desuden spiste de alle dagens måltider i pæne spisestuer, hvor maden blev serveret af opsynsfolk iført serveringsuniform. Den store forskel mellem 1. og 2. klasse var, at det kun var patienter på 1. klasse, der fik dessert efter middagsmaden.

Maden
Der var kun få patienter, der var på 1. og 2. klasse. En opsynsmand husker det sådan i 1910: "Vi havde en enkelt patient på 1. og 2. klasse. Alle andre var på 3. klasse. Den eneste forskel var, at de havde deres eget tøj, og så hørte der en særlig kost til. De spiste ikke sammen med de andre patienter, så det gav altid ekstra arbejde". Patienter, der var indlagt på 3. klasse fik som regel deres ophold betalt af fattigvæsenet. Derfor skulle opholdet være billigt, og maden var meget beskeden. Om morgenen fik patienter på 1. og 2. klasse f.eks. 9 snitter med forskelligt pålæg, mens 3. klasses patienterne måtte nøjes med et stykke rugbrød med ost.

Forskellen mellem de forskellige klasser hos patienterne gik igen i personalegruppen. Overlægen fik samme slags mad som patienterne på 1. klasse, mens opsynsfolk, vaske- og køkkenpiger spiste samme mad som patienterne på 3. klasse.   En vaskepige husker maden således i 1906: "Vi var bare trætte af den mad, vi fik der. Om morgenen fik vi kaffe og et stykke rugbrød med ost på, ikke mere. Og så havde vi det, vi kaldte frokostmad. Det var igen en tår kaffe og et stykke rugbrød med ost på. Vi fik aldrig et stykke franskbrød. Sommetider var der lidt kød, og det kunne vi få på vor mad om aftenen. Ellers fik vi sildesalat, rød sildesalat".

Beklædning
Patienter på 3. klasse skulle gå i hospitalets patienttøj. Indtil omkring år 1910 bestod tøjet af ternede eller stribede kjoler med forklæde til kvinderne, mens mændene var iført stribede bondeskjorter og bukser.

Hospitalstøjet skulle være slidstærkt. Det skulle holde så længe så muligt, og det skulle derfor kunne holde til at blive vasket mange gange. Det skulle desuden passe de fleste patienter, og derfor havde tøjet et gammeldags og uformeligt præg.

Opdelingen i forskellige klasser ophørte i 1930erne. I 1960erne begyndte man at indkøbe hospitalstøj i stormagasiner. Patienterne fik almindeligt pænt hverdagstøj samt fint tøj til søndagsbrug, og nu lignede de alle andre, når de var på tur. Først i 1970erne ophørte brugen af hospitalstøjet på Middelfart Sindssygehospital.