Da Middelfart Sindssygehospital åbnede i 1888, havde man ikke så mange midler til rådighed i behandlingen. Grundlæggende kunne hospitalet faktisk kun tilbyde et ophold, præget af ro og rutiner i et smukt område, væk fra byernes larm og travlhed. Når man blev indlagt på Middelfart Sindssygehospital, kom man først til Kurhusets vagtafdeling. Her talte patienten med en læge og blev derefter holdt i fuldkommen ro med det man kaldte sengeleje. Patienten skulle blive i sengen, indtil han eller hun fik det bedre, og det hjalp nogle.

Derefter blev de overflyttet til en mere åben afdeling og gradvist vænnet til livet udenfor, med ophold i parken og deltagelse i arbejdshold, indtil overlægen kunne udskrive dem. Så længe patienterne var i Kurhuset, blev de tæt fulgt af lægerne, der skrev alt ned omkring hvordan patienterne havde det.

Nogle patienter havde det meget dårligt og var urolige, og dem var det svært at hjælpe. "De midler, der var til rådighed, var ikke store. Der var faktisk ikke andet end noget beroligende medicin og varme bade, når der var tale om meget urolige patienter" fortæller en opsynsmand i 1910.

Hvis patienterne ikke fik det bedre i løbet af et årstid, kunne lægerne vurdere, at patienten var uhelbredelig. Så blev patienten flyttet til det, man kaldte for plejeafdelingerne eller de kroniske afdelinger. Det betød at lægerne faktisk opgav at hjælpe patienten, og ofte kom patienten slet ikke ud igen.
Den samme opsynsmand fra 1910 fortæller således: "Der var jo ikke de store muligheder for helbredelse, så når en patient var havnet på det, vi kaldte de kroniske afdelinger, var det næsten ensbetydende med, at det var for livstid". Familien til de patienter, der ikke fik det bedre, kunne forlange, at han eller hun blev udskrevet. Ofte valgte familien dog at følge overlægens råd, og lade deres pårørende blive på hospitalet.

Efter mange år uden effektive behandlingsmidler blev der udviklet nye behandlingsmetoder i 1930erne i form af chokbehandlinger. Læger havde iagttaget, at patienter sjældent led af epilepsi og skizofreni på samme tid. Man prøvede derfor at efterlignede et epileptisk krampeanfald, for det mente man ville hjælpe de patienter, der led af skizofreni. Patienterne fik indsprøjtninger med et stof, der kaldes cardiazol, der udløste kramper. En bivirkning ved behandlingen var, at patienten kunne opleve angst efter indsprøjtningen med Cardiazol.

Derfor var et fremskridt, da italieneren Cerletti i 1938 fandt ud af, at kramper kunne fremkaldes ved at give chok med elektricitet i stedet. I årene efter blev elektrochok-behandlingen indført i Danmark. Behandlingen bestod i at fremkalde kramper hos patienten ved at føre strøm gennem elektroder, der sættes på tindingerne.

Behandlingen var i starten meget voldsom, da den blev givet "tørt" dvs. uden bedøvelse.
Lægerne fandt senere ud af at give patienten muskelafslappende medicin og bedøvelse for at gøre behandlingen så nænsom som muligt. Behandlingen blev givet 8-12 gange fordelt over 3-4 uger. En bivirkning ved behandlingen var, at nogle patienter fik hukommelsesbesvær og indlæringsvanskeligheder i uger til måneder efter behandlingen.

Med chokbehandlingerne mente man at have fundet et middel til at hjælpe skizofrene patienter, men mange fik det ikke bedre af behandlingerne. Men det viste sig, at elektrochok var meget virksomt for nogle af de patienter, der led af svære depressioner, uden at man helt kan forklare hvorfor. Elektrochok anvendes stadig på psykiatriske afdelinger i dag, især til patienter med depressioner, der ikke kan hjælpes med psykofarmaka. Men der er også patienter, der ikke oplever bivirkninger ved elektrochok, og de foretrækker denne behandling frem for behandling med psykofarmaka.

Hvis patienter var urolige, prøvede man at berolige dem ved at sætte dem i et varmt bad eller give dem beroligende medicin, som man blev træt og sløv af. Men nogle patienter var meget voldsomme.
En læge fortæller således om patienterne på de urolige afdelinger i 1920erne: "De var ofte voldsomt urolige og impulsive. Lynsnart kunne de overfalde plejepersonalet, og bl.a. rive store totter hår af sygeplejersker og plejersker. Man sagde da, at de var blevet toppede(…) En dag, jeg kom ind på en mandsafdeling, fór en patient bag på mig og greb mig om halsen og forsøgte at kværke mig. Heldigvis kom der et par plejere til og fik fat i patientens hænder, men det var begyndt at sortne for mine øjne.".

Når patienter blev voldsomme eller urolige anvendte personalet forskellige former for tvangsmidler.
En patient, der oplevede disse tvangsmidler, var lærerinden Sofie Skotte. I 1910 udgav hun en bog om sine oplevelser som patient på Middelfart Sindssygehospital, hvor hun havde tilbragte 4 uger på en urolig afdeling.

Sofie Skotte, som du kan læse mere om under "Sygdomshistorier", beskriver den frygt og afmagt, hun selv følte og så hos andre patienter. For hende var der intet unaturligt i, at patienter slog hovedet mod væggen eller rev sig selv til blods. Hun så det som en naturlig reaktion fra mennesker, der levede isoleret fra det normale liv, som ikke selv kunne bestemme, og som ikke vidste, om de nogen sinde kunne komme ud igen.
Da Sofie Skotte var indlagt, blev urolige patienter iførte stive læderhandsker eller kjoler med lukkede ærmer, så de ikke kunne bruge hænderne. Hvis patienten var meget voldsom blev hun lagt i en celle, hvor hun blev spændt fast til sengen med et bælte. Nogle kvinder var dog så små og smidige, at de kunne vride sig fri af bæltet, og så kom de i en "pakning". En plejerske fortæller om disse i 1920erne:
"Hvis patienterne var meget voldsomme, kom de i pakninger. Først blev der lagt et lagen uden om dem og så et af de store tykke tæpper. Det blev syet sammen hele vejen ned med sejlgarn. Det var for at berolige dem". Denne indsnøring af patienter blev brugt frem til 1930erne.