Trist og håbløs
Følgende historie er en autentisk sygehistorie fra en psykiatrisk afdeling et sted i Danmark.
En dag bliver en 42-årig kvinde indlagt. Hun er svært præget af tristhed og håbløshed, og hun har slet ingen energi. Før indlæggelsen havde hun været sygemeldt fra arbejde 3 uger, fordi hun ikke magtede sit arbejde. Hun har både skyldfølelse over for familien og over for chefen. Hun føler, at de ikke er tjent med en så dårlig person som hende.
Hun siger, at hun har haft svært ved at falde i søvn og ofte er vågnet flere gange om natten. Derfor er hun nu også meget træt. Kvinden har på ganske få uger tabt 8 kg, og hun klager over mundtørhed og forstoppelse. Arbejdet har hun haft meget svært ved at klare den seneste tid, og nu kan hun ikke overkomme selv daglige gøremål som madlavning og tøjvask. Hun ligger for det meste i sengen og har isoleret sig fra sociale kontakter.
Hun har dog ikke, som så mange andre med en psykisk lidelse, haft selvmordsplaner. Da kvinden tidligere har haft depressioner, så genkendte hun symptomerne og opsøgte sin egen læge. Han henviste hende til indlæggelse, og efterfølgende blev hun indlagt frivilligt.
Behandling:
Under indlæggelsen bliver patienten behandlet med antidepressiva og angstdæmpende medicin. Efter kun 8 uger bliver hun udskrevet. Hun skal dog gå til kontrol hos privat praktiserende psykiater og deltage i en kognitiv depressionsgruppe, som fortsætter 10 uger efter udskrivelsen.
Infrarøde stråler
Følgende er baseret på en autentisk sygehistorie fra en psykiatrisk afdeling et sted i Danmark.
En dag bliver en 25-årig mand indlagt med paranoid skizofreni. Han har ved indlæggelsen både forfølgelsesforestillinger og hørehallucinationer. Han har det rigtig dårligt. Han er forpint og lider af svær angst.
Mens han endnu var derhjemme, havde han splittet hele sin lejlighed ad. Alt var skubbet rundt og væltet omkring i rummet. Han mente, at genboen overvågede ham via spionkameraer i lejligheden, og derfor havde han selvfølgelig ledt efter kameraerne. Patienten mente, at genboen benyttede sig af infrarøde stråler, som afslørede hans bevægelser. Han havde derfor beklædt alle væggene med sølvpapir. Han regnede med, at dette ville hindre de infrarøde stråler i at iagttage ham. Han frygtede, at han ville blive slået ihjel og turde derfor kun gå ud om natten bevæbnet med kniv.
Patienten var indlagt frivilligt, men skulle han forlange at blive udskrevet, inden han havde fået det bedre, ville han, efter anbefaling af lægen, blive tilbageholdt med tvang.
Behandling:
Patienten blev behandlet med antipsykotika og angstdæmpende medicin. Efter 3 måneders indlæggelse kunne han udskrives til videre kontakt med det opsøgende psykoseteam.