<< Tilbage til Gode historier fra Middelfart

 

Middelfarts historie i 500 år – 1500-2000

Ganske kort fortalt

Af arkivleder og museumsinspektør Kristian Buhl Thomsen, 2018.
 
1500-1750
Middelfart var fra middelalderen et vigtigt færgested, som i 1496 fik stadfæstet sine købstadsprivilegier af kong Hans. Det er imidlertid sandsynligt, at der allerede har eksisteret et bysamfund i 1200-tallet, hvor også en ny kirke blev opført. Frem til 1700-tallet var marsvinefangsten på Lillebælt en vigtig indtægtskilde for byen. Byen lå klemt mellem godset Hindsgavls jorder og Lillebælt, hvilket gav den et begrænset opland. Fra 1650 fik den konkurrence fra den nye fæstningsby, Fredericia, og Middelfart var derfor længe blandt de mindste købstæder. I 1672 var der blot 756 indbyggere.
 
Tema: Handel og hegn
Middelfart var omkranset af et hegn, som markerede et knivskarpt skel mellem købstaden og oplandet. Som købstad havde Middelfart monopol på handel og finere håndværk. Bønderne i oplandet var påbudt at handle deres varer på Middelfarts torv og på halvårlige markeder. Ved byens porte skulle bønderne fra 1671 betale konsumtionsafgift til kongen. Udover at være toldgrænse havde hegnet sammen med en voldgrav en periode i 1600-tallet militær betydning som forsvar under krigene med Sverige.
 
1750-1850
Middelfart er i perioden blevet beskrevet som en stillestående købstad. Til trods for det passerede befolkningstallet i 1801 1.000 indbyggere. Byen blev på den tid styret af byfogeden, der både var borgmester, dommer og politimester. Som købstad havde Middelfart ret til at udøve finere håndværk. For at håndhæve dette privilegium var håndværksmestrene organiseret i lav for hver faggruppe. Også marsvinsjægerne havde deres eget lav, der understregede deres ret til marsvinefangst. De fleste privilegier forsvandt med Næringsfrihedsloven i 1857.
 
Tema: Hvordan så byen ud?
I 1791 udbrød en voldsom brand, og 12 bygninger i Algade og Søndergade blev lagt i aske. Et nyt byrum skød i stedet op med huse i mursten. På mange tilbageværende huse i Algade blev der samtidig malet murstensmønster, for bindingsværk var nu blevet lavstatus. I år 1800 blev den franskfødte landmåler Nestor Bretteville hyret til at anlægge landevejen fra Odense med forbindelse til færgestedet i Middelfart. Derfor blev Brogade nu gjort bredere og fik et mere jævnt fald mod skibsbroen. Endelig i 1837 fik byen en rigtig havn til afløsning for den gamle skibsbro.
 
1850-1900
I 1855 havde Middelfart 1.840 indbyggere. Dette tal blev i de følgende 50 år forøget 2,5 gange. En opblomstring satte ind med en stærk industrialisering og byggerier, der overskred hegnet og bygrænsen siden middelalderen. Derudover kom det statslige sindssygehospital til i 1888 som et gigantisk bygningskompleks syd for byen. Til stor skuffelse for Middelfart blev Strib i 1866 gjort til det centrale færgested og jernbaneknudepunkt. Jernbanen gik øst om Middelfart, og byens første banegård kom til at ligge afsides på den nuværende Industrivej.
 
Tema: Industrialisering
I 1853 overtog Jørgen Svendsen Hess et lille jernstøberi i Algade 68, hvilket blev begyndelsen til et industrieventyr. Hess’ jernstøberi specialiserede sig i brændeovne og komfurer, og i år 1900 var den byens største arbejdsplads. Virksomheden eksisterede frem til 1965. En anden stor industrivirksomhed var Nordisk Kabel og Tråd, der etablerede et trådværk i byen i 1899. Trådværket fremstillede kobbertråd og jerntråd til brug i elektriske kabler. Siden har trådværket fået nye ejere, og efter årtusindeskiftet har der været fremstilling af søm.
 
1900-1950
Omkring år 1900 var Middelfart i voldsom vækst. Industrien betød, at befolkningstallet på 4.469 indbyggere frem til 1930’erne blev fordoblet. I 1935 blev Lillebæltsbroen indviet, og Middelfart fik sin nuværende banegård. Middelfart var nu atter et knudepunkt for trafikken mellem landsdelene. Det var tydeligt under Anden Verdenskrig, hvor den tyske besættelsesmagt opsatte antiluftskytskanoner for at sikre Lillebæltsbroen og bl.a. i 1942 nedskød det britiske bombefly MacRoberts Reply.
 
Tema: Den første Lillebæltsbro
Planer for en bro over Lillebælt blev første gang diskuteret i midten af 1800-tallet, da der blev anlagt jernbaner på Fyn og i Jylland. Først i 1924 blev der vedtaget en konkret plan for et brobyggeri, der udelukkende skulle være en jernbanebro. Efter pres fra bilisterne blev planen i 1927 ændret til også at omfatte en kørebane til biler. Brobyggeriet varede fra 1925 til 1935. Togturen fra København til Aalborg via Lillebæltsbroen var nu reduceret fra 10,5 til 6,5 timer. For biltrafikken var Lillebæltsbroen desuden et vigtigt bindeled frem til indvielsen af Den anden Lillebæltsbro i 1970.
 
Byen 1950-
I 1950 havde Middelfart et befolkningstal på lidt over 11.000, hvilket lå næsten uændret i de følgende 20 år. Byens fysiske udvikling blev begrænset af oplandets sognekommuner, der strakte sig ind til bygrænsen. Først med kommunalreformen i 1970 blev der plads til ny vækst. Samtidig betød byggeriet af Den anden Lillebæltsbro, at Middelfart fik motorvejsforbindelse til Trekantområdet. Befolkningstallet steg og er i 2016 nået op på 15.044. Siden 2007 har Middelfart derudover været centrum for en ny og større kommune, hvilket et nyt rådhus fra 2017 er et tydeligt tegn på.
 
Tema: Velstand og velfærd
Fra 1960’erne satte en øget velstand og velfærd ind med bedre levevilkår og boligforhold. Den nye tids boligform var parcelhuset, og i 1969 påbegyndtes byggeriet af Middelfarts største parcelhuskvarter i Skrillinge. Det fik siden navnet Ø-kvarteret. Samtidig kom der masseproducerede forbrugsgoder. Det var bl.a. tøj, musik, tv-apparater og mad, der f.eks. kunne købes i byens nye supermarkeder såsom Favoritten, Pryds, Kvickly og Vivo. Endelig blev den østlige del af Algade i årene 1975-80 omdannet til gågade.
 
Kilder og litteratur

 

 

 

Denne hjemmeside anvender cookies

For yderligere detaljer omkring disse og om hvordan du håndterer dine indstillinger, se vores Cookie Politik.

Jeg accepterer cookies