<< Tilbage til Gode historier om Middelfart


Et virkeligt fund - og en fiktiv historie

I oktober 2018 er det 85 år siden, at guldkronen blev fundet.

Den 3. oktober 1933 fandt to håndværkere en skinnende guldkrone og et kors under gulvbrædderne på værtshuset, der siden blev navngivet Guldkronen. Kronen har sandsynligvis været brugt som brudekrone, imens korset kan have været båret af en brudgom eller en gejstlig person. Hvem der har gemt dem, ved vi ikke. Men de er formentligt blevet gemt under reformationen, der var en urolig tid. Læs mere her.

 

Gisninger om, hvad der skete

Der har siden 1930'erne været gisnet meget om, hvad der skete dengang under reformationstiden. Et kreativt bud på historien om, hvorfor kronen og korset i 1500-tallet blev gemt, fremkom allerede d. 26. november 1933 i Fyens Tidende.

 

Skribententen Fantasus, der måske var lokal, skrev her med en kreativ pen og en del kunstnerisk frihed under titlen "Kronen og Korset". I Fantasus' version var der tale om tyvekoster stjålet i kirken som del af omvæltningen fra katolicisme til protestantisme.

 

Historien er her gengivet nedenfor med tilladelse fra Fyens Stiftstidende. Den er dog ren fiktion. 

 

 

Kronen og korset - En fortælling om Middelfart-fundet

Af Fantasus

 

Fin regn, der af og til ved et vindstød falder ned i rusk, falder over Middelfart Torv. Det er en efterårsdag hen imod mørkningen. I værtshuset nede ved kajen står en ung kone ved vinduet. Hun gnider duggen af de små blyindfattede, grønlige ruder og kigger ud over det bitte torv, hvor væden falder. Men næsten ingen folk er at se, i alt fald ikke den, hun åbenbart spejder efter.

 

Hun flytter sig uroligt. Kommer han ikke snart, Geert?  Det er jo ved at mørkne. Uhyggeligt at sætte over bæltet med børnene på denne tid af døgnet og i det vejr.


Den unge kone kigger til småfolkene. De sidder alle fire på bænken henne i krogen, trykket tæt op til hverandre og halvsover - der har jo heller ikke været stunder til middagssøvnen i dag. Og her i bagstuen er der ganske stille. Ja, hvad for et jag, Geert dog havde med at de skulle af sted. Afrejsen havde jo først været bestemt til næste morgen, og den skulle foregå fra den rigtige færgebro, men kommer han så ikke i formiddags - det var lige efter, at der havde været det gruelige opløb  og al den larm  nede ved St. Nicolai - kommer han så ikke og siger, at det er bedre, de tager af sted i eftermiddag her fra den lille bro ved torvet.  Åh, sådan et umenneskeligt hastværk det var blevet. Men Geert havde hjulpet hende bravt, det var sikkert, og han havde båret lille Morten herned og den største af bylterne også. Og nu er han hjemme i Mørkegyden og hente det sidste.


Helt træt ved tanken på jageriet er den unge kone sunket ned på bænken, Geert kommer jo ikke hurtigere, fordi man står og stirrer. Hun linder lidt ved sit hovedklæde. Luften er tung og varm herinde. Det er et blegt, smalt ansigt, der kommer til syne - næsten et barns godhed og blidhed taler det om, men er hun mon stærk? Hun sidder med krum ryg og bøjet nakke. Hvor dejligt endelig at lade hænderne ligge ledigt i skødet efter de travle timer. For naturligvis havde hun måttet stræbe alt det, hun evnede, om så pusten gik fra hende. For når Geert sagde, det skulle være i dag, så skulle det være i dag. Naturligvis! hendes husbond og herre, Gjorde man ham imod, kunne han også blive så rasende vred, at man måtte ræddes for, hvad han kunne finde på. Rent vild.
 

Ulykke med armen

Sådan havde han jo aldrig været i gamle dage, store stærke glade Geert. Det er først efter den ulykke med armen - hvordan var det? Jo nu til sylvestertide bliver det tre år siden. Forunderligt dog, hvor lille en ting, der kan forandre alt for et menneske. Han havde jo bare været ude med de andre marsvinsjægere og blot fået sig en rift, som han havde haft hundrede af før - men to dage efter var armen hoven og sorteblå. Badskæren havde såmænd gjort sit bedste, både flænset og skåret. Og endelig lukkede såret sig da også igen. Men armen var jo aldrig bleven til marsvinejagt mere - Ingen kræfter havde den, og midt som Geert bedst stod, kunne den sovne af lige fra skulderen. Han ville jo ingen gavn kunne gøre på søen, ikke holde fast på marsvinsgarnet, når de andre drog, ikke engang føre årer. Nej de var bedst tjent uden ham.


Hvor var det en ynk at se Geert i de dage! Og havde han endda bandet eller skreget op. Men han pressede blot læberne sammen og gik med den raske hånd knyttet, så knoerne var hvide - og så trampede han en aften ned og meldte sig fra i marsvinsjægerlauget. Men aldrig var han rigtig blevet sig selv siden.


Til kirke kunne hun næsten aldrig få ham med mere, men lige overfor på gæstgivergården i Strandgade, der sagde de, han holdt til. Og der kom han nok i snak med alt slags gennemrejsende løst folk, som ventede på færgen. Dem sad han og drak med, og Gud bedre det for fræk og ugudelig snak, de havde fyldt hans hoved med. Grin og spot over de gejstlige herrer, hån af de hellige guds mænd, der havde deres billeder og altre inde i kirken. Og alt sammen skulle det nok stamme fra en berømt munk nede i Tyskland, sagde de.
 
Birthe sad med dybt bøjet hoved, helt borte i sine tanker. Hun sukkede ved at mindes de tre tunge år. Og så lidt de havde haft til pande og gryde. Geert skulle jo finde sig et håndværk, nu da marsvinsfangsten glippede, men hvad kunne han udrette med sin sløje arm? - Så var han blevet knapmager, stod og drejede den hele dag. Det gjorde jo ikke så nøje, om armen sovnede af, medens han stod sådan alene i sit rum, så kunne han bare standse en kende. Men skillinger var det aldrig blevet til. Middelfart var og blev jo også kun en ringe by; alt for mange fo'r over bæltet ved Assens og ved Strib, det sagde de alle.


Og så var det for et par dage siden, at en rejsende var kommet med bud og hilsen fra en broder, Geert havde. En skrædder i Viborg. Byens eneste knapmager havde fået slag; og ville de blot skynde sig at komme, så lå der nok en skøn fortjeneste og ventede på dem deroppe. Viborg, - Birthes øjne blev vemodige.  Langt, langt væk; borte fra barndomsvenner og bekendte.  Forældre og søskende var da heldigvis under mulde. Hun ville have været derop på kirkegården for sidste gang netop nu i mørkningen - men nu kunne det jo ikke ske. Og aldrig i livet ville hun vel komme tilbage. Så lang en vej. Vandet kom hende i øjnene.
 
Trin uden for huset, og hun må til vinduet. Nej, ikke Geert.  Og mørket falder. Godt for resten at de kommer af sted nu, så at de ikke skal opleve mortensdag i Middelfart, når marsvinsjægerne lægger ud for vinteren. Stamper gennem gaderne med deres redskaber og samles alle tredive mand ved stranden, hvor bådene er rede, og der er pakfuldt af tilskuere.  Og jollerne lægger fra, og latter og spøg lyder. Jagten bliver nok fin i år, finere end nogen sinde. Guldet glimter for hver mands øje.  Og med lange åretag, omsuset af den karske blæst ror de ud på bølgerne. Men nu, efter dette med armen er sket, bliver Geert altid særlig mørk i hu, når mortensdag nærmer sig. Kammeraterne ud på den friske fart, han ved en sølle drejebænk, og munden bliver klemt endnu fastere sammen, og ikke et ord mæler han, uden at der står bitterhed og vrede ud af det. -  Jo godt de kommer bort herfra før St. Morten.
 
Hvor bliver han dog af, Geert? Havde det ikke været for rollingerne, derhenne som jo kunne tumle ud af døren og plumpe i vandet, så var hun smuttet ned i gyden og set, hvor han blev af.  Han var nok ikke blevet vred. Han havde været i så oprømt lune i dag som ikke i mange år. Måske var han også selv lettet over at komme væk fra Middelfart og alle gamle minder.

 

Geert kommer hjem med kronen og korset
Så - der er han. Hun kender hans næsten kæmpemæssig høje skikkelse bag regnens grå. Slængt over skulderen bar han en sæk. Den var tung af værktøj. Møbler og husgeråd er solgt. Det var jo dyrt at slæbe det med sig, og en slant måtte man jo have til fortæring på vejen og til at yde for kørslerne. De bitte børn kunne jo umuligt gå den lange vej. Geert kommer ind. Han må bøje hovedet, da han triner ind gennem døren, så vældig stor er han. Hår og skæg er solbleget som tørt hø, øjnene blå og stærke. "Færdig?"

 

Sækken kommer ned fra ryggen og bliver varsomt sat på gulvet. Hun smiler til sin mand, glemmer sine tunge tanker eller skjuler dem. Hun har noj i ham. "Man skulle såmænd tro, du havde æg i sækken, så forsigtig du er med den", spøger hun. Da ser han på hende med et skalkagtigt smil, hun ikke har øjnet i tre år.

 

"Det har jeg også," siger han - "og ikke hårdkogte."  "Det var jo derfor, vi skulle sejle her fra den lille bro i aften. Kan hænde, jeg havde mødt godtfolk på færgebroen i morgen, som gerne ville have snuset i sine sager for at finde noget at tage sig betalt med. Lorentz Gæstgiver f.eks.  For jeg vil ikke påstå, at jeg aldrig har taget noget krus øl på borg hos ham. Og jeg skulle dog ikke have noget af, at han tog sig betalt med mine "æg".


Birthe så på ham uden at forstå et ord. Da blev Geerts øjne endnu mere muntre, og manden lo under det store lyse fuldskæg. "Du kunne vel nok have lyst til at se dem, bitte Birthe? Æggene mener jeg. Du kan tro, der kan blive nogen flæskekager ud af dem."


Først går han hen og slår holten for døren. Derefter begynder han langsomt og hemmelighedsfuldt at løse snoren, som sækken er bundet med, stikker hånden dybt ned i den og løfter forsigtigt noget op.  "Se så her", siger han triumferende og holder det hen i det svindende dagskær nær ved ruderne. Lyset glimter i guld. I den ene hånd - den syge - holder Geert en kæde med et kors i forunderligt metalværk - i den anden en krone.
Birthe har øjeblikkelig kendt det, og ligesom en frysning løber hende ned ad rygraden. Det er den hellige jomfrus prydelser henne i St. Nicolai.


"Nå, hvad siger du så?" Og Geert ser henrykt hen til sin kone. Hun er blevet endnu blegere end før, men i skumringen ser han det ikke. "Hvor har du fået det fra?", får hun endelig frem. "Naturligvis fra kirken, Hørte du ikke, der var stort halløj i formiddags?  En hel flok bådsmænd og andet folk, der er her på gennemfart, trængte ind i kirken og gik løs på billeder og statuer. Sådan gjorde man også mange andre steder, råbte de. Og de skreg, at det var lige, hvad der var fortjent. Dukkerne skulle brændes. Det var afguderisk at have dem i kirken. Bort med alt det papistiske tøjeri!  Nå, og så rev de helgenerne omkuld og trampede på dem, og hver snuppede sit af stadsen. Men jeg tror nu nok, jeg slumpede til den bedste bid", lagde han til med et drenget smil.

 

Birthe talte ikke. Hun så en scene for sig, det var for et par somre siden. Lille Mette var syg - meget syg - lige ved at - - Nabokonerne stod omkring hende og græd og mente, at lille Mette allerede var borte.  Åh, hun vidste ikke sine levende råd. Og så fik hun revet lys til sig af deres sparsomme forråd,  et, to, tre - ind med dem i St. Nicolai Kirke. Hvor var det mørkt og højtidsfuldt - kun en enkelt lille flakkende flamme. Men hun havde fået sine lys tændt og stillet dem foran Guds Moder. Og så ned på knæ med det våndefulde hjerte tiggende og tryglende om lille Mettes liv. - Åh, så hun ikke selv bekymret ud, den hellige jomfru? Skulle jo selv engang opleve at miste sin førstefødte, sin elskede. Jo, hun kendte en moders angst. Hun ville forbarme sig. Da hun kom hjem, havde nabokonerne modtaget hende med smil. Barnet var faldet i en sund søvn. Så kom hun sig nok. Og nu var hun, den hellige jomfru, altså forringet og forhånet. Ja, besudlet. Fortvivlelsen tog Birthe. Gråden kom op i halsen. Og der stod hendes egen mand med med både Madonnas krone og halssmykke i sin hånd.

 
"Du kan tro, det skal hjælpe os, dette", siger Geert. "Ingen skal få det at se. Når vi kommer op i Jylland, smelter vi det ud, og så kan vi bruge af det allerede til rejsen. For Gud ved, om vi ellers havde penge nok til at nå derop."
Da lød Birthes stemme endelig og med en underlig hæs klang:
"Nå, så du tror, der kan være lykke ved det?  Umuligt.
Geert så på hende - yderlig forbavset.
"Ja, tror du, man kan bygge et hjem eller en forretning på det, man har stjålet fra Gud.
"Stjålet!  Vås" svarede han gnavent.  "Bilder du dig ind, at et malet dukkebillede kan føle eller har nogen som helst ret til at have guld?  Det er vel rigtigere, at levende mennesker får føden."
Han puttede sagerne ned i sækken igen og bandt for den.
"Og jeg som troede, du ville blive så glad."
Der var tavshed et øjeblik.

"Hvor bliver Mattis af?" brummede han så. "det er ham, der har lovet at sætte os over" og han gik larmende ud.
Birthe så sig om, tvær i blikket. En rød plet var skudt frem på hendes kinder. Så hen til sækken. Fingrene fik snoren løst, rapt, som gjaldt det livet. Guldsmykkerne blev løftet op, og et eller andet stykke tøj viklet om dem. Nå, det var nok hendes eneste ekstra særk, men det fik være. Snoren om - et blik til børnene - de pustede regelmæssigt i søvne - ud af døren til bryggerset. Der stod et kar med en sjat vand i lige foran grubekedlen, det blev rykket væk. Med ivrige, rystende hænder og en spade, der stod, fik hun et par brosten i bryggersets gulv lirket op. Fingrene skrabede en hulhed i sandet underneden, den kostelige pakke blev lagt derned, det overflødige sand med et rask tag hen over gulvet, hvor det forsvandt i brolægningens fordybninger, stenene på plads og karret hen over stedet.


På få minutter var hun tilbage hos børnene, og først da mærkede hun, hvor hendes hjerte hamrede, og hvor ræd hun var. Geert havde vel slået hende ihjel i hidsighed, om han var kommet over hende imens. Kort stund efter sad de i den vippende båd.  Mørke og regn slørede kysterne.

I Snoghøj

Det er aften i rejsestalden ved Snoghøj Færgekro. Der har Geert og familien lagt sig ind - sengekamrene er jo kun for storfolk.   Birthe havde fået mad frem af sin pose til de andre, selv kunne hun ikke få en bid ned. Og så var de kommet til ro - børnene godt dækket af halm. Et par heste henne i den anden ende af stalden havde stået en tid og hugget med hovene. Nu var også de blevet stille. Og selv lygten ville ikke våge længere, brændte lavere og lavere og gik ud.


Det er bælgmørkt. Ingen anden lyd end de sovende børns åndedræt. Birthe er lysvågen. Hvor kan hun sove med blodet jagende som i feber gennem sine årer. Pludselig hører hun det pusle, henne hvor Geert ligger. Mon han ikke vil have hånden ned i sækken for at kæle for de kostelige ting han, tror ligger dernede?  Det er som om hjertet står stille i hende. En rum tid lyder denne sagte rumsteren henne fra Geert - efterhånden bliver den hurtigere.
"Satans!  -  - Birthe! - - Birthe! Sover du?"
"Nej"
"Det er væk! Stjålet altså! Men jeg slår ham ihjel, værten! Sådan en tyverede vi er kommet til! Sådan en møghule! "

Birthe sidder over ende. Øjnene stirrer ud i mørket, hen hvor stemmen kommer fra, men hun kan intet se. Hun presser hånden mod brystet.  Endelig siger hun - meget sagte:
Det er mig der har gjort det."
"Dig" Men så slår Geert en latter op. "Nå, så du troede det sikrere i din bylt end i min! Nej giv du hellere hid, bitte Birthe. Jeg har sækken under hovedet i nat,"
"Jeg - - lod - - det blive i Middelfart."
"Hvad gjorde du?  Du er vist ikke rigtig vel forvaret!  - Men - det gør jo for resten ikke så meget. Så tager vi bare over i morgen og henter det."
"Jeg har -- gemt det. Gravet det ned, ingen kan finde det"
"Åh du kan vel nok hitte det igen."
"Geert, du må slå mig ihjel, om du vil, men -- jeg tager ikke med dig derover - Jeg viser dig det aldrig.

Hans øjne borer sig ind i natten for ligesom at knuse hende. Han når ikke frem til hende. Der er uhyggeligt stille - kommer han krybende frem gennem mørke?  Vil han kvæle hende?  Eller - blodet hamrer Birthe i tindingerne - rører han drengen derhenne?  Er han helt fra sans?
"Geert, Geert tilgiv mig" strømmer det over hendes læber. "Jeg kan ikke fortælle dig, hvorfor jeg gjorde det, men jeg måtte. Det var, som om vores liv og vores lykke afhang deraf. Børnenes og hjemmets og min - men mest din, Geert - allermest din -- Åh, det kom på mig, at var det da ikke nok, du havde den syge arm og ikke kunne komme på fangst mere - skulle nu også denne ulykke ramme dig. Geert, det kunne jeg ikke bære at tænke på, og så måtte jeg.  -  Slå mig kun Geert, eller spark mig fra dig, men jeg måtte gøre det igen i morgen, om så skulle være. For jeg ved, det var det rigtige. Jeg ved det - jeg ved det."


Hun standser, - intet svar. - Hun lytter og stirrer - - ikke et ord.
Åh, nu sidder han vel der med sammenpressede læber og harme i blikket og stirrer ud i mørket mod hende. Men hun svarer ved at sidde med de foldede hænder knuget sammen og stirre over mod ham.
Lang tid varer denne tavse tvekamp.
Af og til rører en af hestene sig i spiltovet. Børnenes pusten lyder gennem rummet. Men intet ord.
 
Næste morgen vågnede Birthe ved at en af de små klynkede. Geert var allerede oppe. Angst søgte hendes øjne hans, men et eneste blik viste hende, at hun havde intet at frygte. Da vendte hun sig bort, for tårerne kom hende i øjnene.


Men aldrig senere blev kronen og korset nævnt imellem dem.
 
FANTASUS

 

 


Fyens Tidende d. 26. november 1933. 

 

 

 

Som nævnt er historien fiktion. Læs her historien om, hvad vi faktisk ved: Guldkronen fra Middelfart

 

Guldkronen i dag

Guldkronen og korset blev efter fundet i 1933 overdraget til Nationalmuseet. På Middelfart Museum er der udstillet kopier. Værthuset Guldkronen tog navn efter kronen. Før den tid hed det Centralcaféen.

 

 

 

 

Denne hjemmeside anvender cookies

For yderligere detaljer omkring disse og om hvordan du håndterer dine indstillinger, se vores Cookie Politik.

Jeg accepterer cookies