Ordet "gal" kommer fra det gamle nordiske "galder", der betød "at skrige". At blive gal betød, at man var blevet sindssyg. Folk kunne blive "bindegale", dvs. så sindssyge, at det var nødvendigt at binde dem.Fra 1200-tallet kendes Sjællandske Lov. Den indeholdt en bestemmelse om, hvad der skulle ske, hvis en mand blev "gal" og mistede sin "forstand". Den sindssyge skulle bringes til tinget (en lokal domstol, hvor mænd fra området afsagde domme). Tinget havde ret til at tage den sindssyges ejendom fra ham og give den til hans slægtninge. Til gengæld skulle de så tage sig af ham.

Der var ikke særlige institutioner for sindssyge i middelalderen. De var overladt til familien, hvis de da ville eller kunne tage sig af dem. Mange blev blot lænket i stalden. Lettere sindssyge kunne måske hutle sig igennem. Mange døde tidligt af kulde, sult, eller de kom ud for en ulykke.

Dengang var der en bestemt straf til en bestemt slags forbrydelse. Man tog ikke hensyn til motiver og omstændigheder ved forbrydelsen. Derfor var sindssyge ikke en formildende omstændighed. Mange sindssyge endte derfor deres dage i galgen.

I større købstæder drev munke og nonner Helligåndshuse og Sankt Jørgensgårde, hvor fattige og spedalske kunne få mad og husly. I slutningen af middelalderen indrettede enkelte Helligåndshuse og Sankt Jørgensgårde særlige rum til sindssyge. De fik ingen behandling. De mest voldsomme blev lænket.

Dårekister var særlige flugtsikre rum, hvor man anbragte de sindssyge, der blev anset for at være mest farlige. Rundt om i Europa havde der været dårekister siden 1200-tallet. Den ældste kendte dårekiste i Danmark fandtes i Ribe og er fra midten af 1400-tallet. I 1520'erne fik København en dårekiste.

Ved Sankt Hans Hospital blev der indrettet dårekister i slutningen af 1600-tallet. Det var små rum på 2,5 m2 med plads til en smal briks. Den var så kort, at man ikke kunne ligge udstrakt. I et hjørne var et lokum. Der var ingen spand. Ellers risikerede man, at den indsatte smed med indholdet. I stedet blev urin og afføring ledt ud af et hul i muren og ud i en kanal uden for bygningen.

Indespærringen i dårekister blev ikke set som en straf. Men den var heller ikke en behandling - kun opbevaring.

Fælles for sindssyge, åndssvage, uhelbredeligt syge, invalide soldater, krøblinger og fattige var, at de ikke kunne klare sig selv. Derfor var de en belastning for samfundet. I middelalderen kunne de henvende sig på et kloster og få mad og husly. Efter reformationen i 1536 blev klostrene lukket, og staten (kongen) overtog kirkens ejendom. Men de fattige og syge var der stadig. Det blev statens og byrådenes opgave at tage sig af dem, der ikke kunne klare sig selv.

I starten af 1600-tallet førte Christian 4. krig mod Sverige. Kongen ville tage sig af soldater, som krigen havde gjort til invalider. Han fik indrettet et lazaret (militærhospital) til dem ved en tidligere pestkirkegård ved Nørreport. Derfor blev lazarettet kaldt Pesthuset. Efter nogle år blev det til "et almindeligt hospital", til "fattige og elendige mennesker til hjælp og trøst". Nogle af dem led af sindssyge.

I 1630'erne blev der bygget et nyt pesthus. Christian 4. og magistraten i København bestemte, at det også skulle indeholde særlige rum til "afsindige" mennesker. Et sådant rum blev kaldt en "dårekiste".

Sct. Hans Hospital

I sidste del af 1600-tallet blev der opført et nyt og større hospital til de "fattige og elendige mennesker". Det drejede sig om to grupper af anbragte: Folk, der led af fysiske sygdomme, som lægerne ikke kunne stille noget op over for som kræft og forskellige former for handicaps. Den anden gruppe var mennesker, der var "afsindige, tåbelige, vanvittige eller urigtige i hovedet". Hospitalet kom til at hedde Sankt Hans Hospital. Men i folkemunde blev det stadig kaldt Pesthuset.

Det var ikke gratis at være indlagt. Danske Lov fra 1683 bestemte, at den sindssyges "frænder" skulle betale for maden. Frænder var familien, men omfattede også landsbyen, den sindssyge kom fra, samt herremanden, han havde arbejdet for.

Driften af Pesthuset/Sankt Hans Hospital skulle være så billig som muligt. Indtil midt i 1700-tallet bestod personalet kun af en "spisemoder" (økonoma), der lavede mad, samt en portner. Desuden var der en eller flere løstansatte "gangkoner".

Forholdene i Pesthuset/Sankt Hans Hospital var elendige. Der var for lidt plads til de indsatte, der var snavset, det stank, og om vinteren var der hundekoldt. Kommissionen, der stod for Københavns hospitaler og andre sociale institutioner, skrev i 1727: "Det er bekendt, at i Pesthuset er så miserable værelser, som ikke findes dårligere i noget hospital her i byen … ingen af værelserne er eller kan indrettes med varme."

De sindssyge fik ingen behandling. Kun hvis de kom fysisk til skade, blev der tilkaldt en læge.

Opsynsmændene i anstalterne havde ingen uddannelse. En del opsynsmænd var tidligere straffefanger, som behandlede de indsatte brutalt.

Nogle mennesker syntes, at det var spændende at se de sindssyge og de åndssvage på anstalterne. Det var ligesom at komme i cirkus eller zoologisk have. De betalte opsynsmændene for at komme ind og opleve hvor vanvittigt de "afsindige" opførte sig.

På landet kunne de lettere sindssyge hjælpe til, og deres tilstedeværelse blev tålt. Men fik de et anfald og blev besværlige, byggede man et bur af træplanker i udhuset eller i stalden. Her blev den sindssyge spærret inde. Man sagde, at han var beplanket. Når han igen blev rolig, blev han lukket ud igen. Beplankningerne skulle indberettes til myndighederne. I 1840 var der 128 beplankninger i Danmark

I nogle landsbyer havde man en fælles dårekiste, hvor udgifterne blev betalt af den lokale fattigkommission eller af kirkebøssen. Men selvom man kunne få hjælp fra landsbyen, var det en katastrofe, hvis forsørgeren i familien blev sindssyg. Det var kun en begrænset hjælp, familien kunne få fra de lokale myndigheder, dvs. sognet. Som regel bestod hjælpen i en tilladelse til at tigge i sognet.

Sådan en tilladelse fik en familie fra Serritslev i Nordjylland i 1653. I de sidste 26-27 år havde manden i perioder været ramt af sindssygeanfald. Undertiden varede de mere end et halvt år ad gangen. Sidst havde anfaldet været så voldsomt, "at hans fattige hustru og venner havde været nødt til at binde ham og holde ham i bånd og jern en hel vinter." Dvs. han blev anbragt i en lokal dårekiste.

I 1769 blev Sankt Hans Hospital flyttet til Ladegården, der lå ved Sankt Jørgens Sø. Stedet skulle de "afsindige og tosserne" dele med fattiglemmerne. Der var mere end 500 mennesker på Ladegården.

Sankt Hans Hospital hørte under Københavns magistrat. De fleste af beboerne var fra København, men der var også indsatte fra andre egne af Sjælland.

Der blev indrettet en bygning med 20 dårekister, opført af solide planker. Standardudstyret var stadig en briks og et lokum. Men som noget nyt kunne dårekisterne opvarmes. I 1770 led 88 af Ladegårdens 212 beboere af mere eller mindre svære sindslidelser, heraf 14 så voldsomme, at de var anbragt i dårekister. De øvrige boede på lemmestuer eller små kamre. Fik de et anfald, blev de anbragt i en dårekiste. Der skulle i øvrigt altid være ledige dårekister til akutte tilfælde.

I årtierne omkring 1800 var gennemsnitsalderen for sindslidende lemmer, der blev indlagt på Sankt Hans Hospital, 40 år. De fleste - næsten 70% - var kvinder.Maden var varieret og nærende - og bedre end kosten, som fattige i samfundet måtte klare sig med. De mest velfungerende af lemmerne hentede selv maden. Andre - herunder de indsatte i dårekisterne - fik maden bragt. Af dem var der lemmer, som skulle mades.Ødelagde lemmerne deres sengetøj, fik de ikke noget nyt, men måtte nøjes med halm.
Det samme gjaldt tøjet, de gik i. Derfor gik adskillige af de sindssyge rundt nøgne eller kun iklædt pjalter.

I 1814 blev Sankt Hans Hospital flyttet til Roskilde. Det var meningen, at det skulle være en anstalt for både "afsindige" og fattiglemmer, men efter kort tid var der kun sindssyge.
I 1816 blev den første overlæge, J.H. Seidelin, ansat. På grund af de noget hårdhændede behandlingsmetoder, Seidelin tog i anvendelse, blev han afskediget i 1831, og den nye overlæge A.V.T. Gøriche indførte mere humane behandlingsmetoder.