Fra hospital til hjem
På Sindssygehospitalet i Middelfart var indretningen af sengestuerne enkel og anonym som på almindelige sygehuse helt op til 1970erne. En plejer husker således: "Der var gerne en taburet til hver seng. Der blev deres tøj lagt på, og den blev sat ud på gangen om aftenen. Det var, hvad de havde."
Selv om mange patienter var indlagt i årevis, havde de ikke mulighed for at omgive sig med private ting, f.eks. møbler eller billeder. Patienterne fik bare en tildelt seng, og sengestuerne blev låst, når patienterne var kommet op om morgenen.
Patienterne fik dog efterhånden større frihed. Omkring 1950 blev den store jernport, som var den eneste adgangsvej til hospitalet, åbnet. Herefter kunne patienterne på de åbne afdelinger bevæge sig frit ind og ud af hospitalet, men de skulle huske at overholde spise- og sengetider.
Et gammeldags hospital
I 1952 fik hospitalet en ny overlæge, og han var chokeret over den gammeldags indretning: "Der var trægulve og skodder for alle vinduerne. Mange patienter var urenlige, så man behøver ikke megen fantasi til at tænke sig, hvordan lugten var, når der siden 1888 var sivet urin ned på gulvet under sengene."
På det tidspunkt var der stadig afdelinger, der var indrettet med de samme møbler som ved åbningen i 1888. Overlægen sørgede for, at hospitalet blev moderniseret, og afdelingerne blev indrettet med møbler, billeder og blomster, så de blev mere hyggelige.
Eget værelse
I starten af 1970erne blev aflåsningen af sengestuerne og adskillelsen mellem kvindelige og mandlige patienter opfattet som gammeldags og ude af trit med den moderne behandling. Sengestuerne blev nu opfattet som patienternes værelser, og de fik lov til f.eks. at opsætte plakater og anskaffe musikanlæg.
Man begyndte også at få blandede afdelinger, hvor de mandlige og kvindelige patienter havde hver deres sengestuer, men kunne mødes i afdelingernes opholdsrum.
Væk med uniformen
Personalet ændrede også udseende i disse år.
I 1950erne mindede de mandlige plejere stadig om politibetjente, når de havde deres sorte uniformer på. De kvindelige plejere havde en uniform, der mindede om sygeplejerskeuniformen på almindelige hospitaler, og alle læger var iført hvide kitler.
I starten af 1980erne blev uniformerne helt afskaffet. Efterhånden som afdelingerne fik et mere hyggeligt og hjemligt præg, virkede uniformerne forældede, og plejere, sygeplejersker og læger begyndte at gå på arbejde i deres almindelige tøj.
Distrikspsykiatri
I 1970erne blev de store sindssygehospitaler kritiseret for at isolere og umyndiggøre patienterne. Nogle mente endda, at de store hospitaler gjorde patienterne mere syge, end de helbredte dem. Man kunne se, at patienter, der havde været indlagt i årevis, ikke kunne klare sig selv, selvom deres sygdom var i bedring. Man sagde, at de var blevet "institutionaliserede", dvs. at de var blevet vænnet til, at andre bestemte over dem og gjorde alt for dem.
I 1976 overgik de store sindssygehospitaler fra staten til amterne. Det blev starten på en stor omstrukturering af det psykiatriske behandlingssystem. Målet var at give de psykiatriske patienter en tilværelse så nær det normale som muligt. De psykiatriske patienter skulle ud af hospitalerne og i stedet have støtte til et liv i eget hjem. Det kunne lade sig gøre, fordi man havde fået gode resultater med nye behandlingsformer, bl.a. psykofarmaka og psykoterapi.
På egne ben
Omorganiseringen af hele det psykiatriske behandlingssystem til det, der kaldes distriktspsykiatrien, tog fart i 1980erne og 1990erne. På de psykiatriske hospitaler blev patienter udskrevet i store tal, og de fik i stedet behandling på de distriktspsykiatriske centre, der blev oprettet i byerne over hele landet.
I dag findes ca. 110 af disse centre, hvor læger og psykologer arbejder sammen med kommunalt ansatte, f.eks. socialrådgivere og sygeplejersker. Ideen med det tværfaglige samarbejde er, at man kan koordinere behandlingen, f.eks. samtaleterapi og psykofarmaka, med en social indsats, f.eks. støtte og vejledning omkring bolig og fritid, samt løbende kontakt til centeret.
På centeret kan lægerne indlægge folk på psykiatriske afdelinger, men størstedelen af behandlingen foregår ambulant, dvs. uden at patienterne er indlagt, men møder op til konsultation på centret eller modtager besøg hjemme af de ansatte. Sideløbende med udviklingen af distriktspsykiatrien blev der oprettet forskellige former for sociale tilbud i form af døgninstitutioner eller dagtilbud til de patienter, der har behov for forskellige former for støtte.
Den store udslusning
Hvor stor en forandring distriktspsykiatrien var, kan ses med eksemplet fra Middelfart.
I 1950erne led sindssygehospitalet af pladsmangel, og i perioder var der indlagt 500 flere patienter, end hospitalet var bygget til. Pladsmanglen var et problem indtil 1980erne, hvor "den store udslusning" begyndte. Udslusningen betød, at patienter blev udskrevet i store tal til andre former for institutioner eller til eget hjem. I Middelfart oprettedes bl.a. forskellige former for botilbud, støttecentre og dagtilbud til de patienter, der blev udskrevet.
I 1992 åbnede et distriktspsykiatrisk center i byen, og i 1999 kunne en nybygget psykiatrisk afdeling i tilknytning til Middelfart Sygehus med 60 sengepladser tages i brug. Samme år blev bygningerne på det gamle sindssygehospital solgt, og i dag er forskellige virksomheder, institutioner og familier flyttet ind på det tidligere hospitalsområde.