Jens Axel var en helt ung mand på 18 år, da han i 1888 for første gang blev indlagt på hospitalet i Middelfart. En søndag kort før hans fødselsdag var familien taget i kirke, som de plejede. Men denne søndag skulle alligevel gå anderledes. Under gudstjenesten blev han mere og mere urolig, og pludselig rejste han sig op for at tale. Han fortalte, at ånden var kommet over ham, og han begyndte at prædike og citere Biblen uafbrudt. Folk blev både urolige og bange, for de havde aldrig før oplevet, at præsten var blevet afbrudt midt i gudstjenesten. Selv forældrene kunne ikke snakke ham til ro, og til sidst måtte man føre ham ud af kirken med magt.

Et par måneder før sin fødselsdag havde Jens Axel deltaget i et møde med en lægprædikant. Efter dette møde var han blevet både tavs og indelukket i flere dage. Måske var denne oplevelse afgørende for den skæbnesvangre dag i kirken, hvor han rigtig blev syg.

På Hospitalet forsøgte man at behandle Jens Axel med sengeleje og beroligende medicin, men efter et år fik han lov at komme hjem igen til sine forældre. De havde forlangt, at han skulle udskrives, selv om lægen ikke mente, at han var rask nok. Lægen fik ret, og efter kun tre måneder blev Jens Axel indlagt igen i marts 1890. I journalen skrev overlægen, at Jens Axel "… hørte stemmer fra bl.a. Gud og Djævlen", og Jens Axel blev overført til en afdeling for kronisk syge.

I de første år på hospitalet var Jens Axel ofte urolig, men som tiden gik, blev han mere og mere passiv. Lægerne skrev efterhånden mindre og mindre i hans journal og fra 1906 og de følgende år står der blot: "Rolig og renlig, men meget sløv". Næsten 40 år senere midt under 2. Verdenskrig skriver en læge, at Jens Axel "kan bringes til at sige sit navn, men svarer ellers ikke. Han går rundt og passer sig selv(…)".

I starten af 1950erne skriver lægerne ofte i journalen, at han må iføres handsker, ellers river han alt i stykker.

Jens Axel blev 87 år, og i 1957 blev han begravet på Hospitalets kirkegård.

Jens Axel tilbragte næsten 70 år på Middelfart Hospital.

Uddrag fra journalen i 1944:

J.J er skikkelig og siger sjældent noget. Han klarer sig selv og er aldrig vred (…) Han kan sige sit navn, men han ved ikke, hvornår han har fødselsdag (…) På spørgsmålet om, hvornår han er kommet til hospitalet, svarer han: "Det ved jeg ikke". På spørgsmålet om, hvem Hitler er, svarer han: "Det ved jeg ikke". Sådan svarer han næsten altid, hvis man spørger ham om noget"
[sprogligt bearbejdet]

Sofie Skotte er en af de patienter, der klagede over opholdet og behandlingen på Middelfart Hospital. Hun havde været patient i to perioder med meget kort interval. Da hun blev udskrevet sidste gang i slutningen af 1908, rejste hun til Paris, hvor hun bl.a. brugte tiden til at skrive "Et glimt af livet i dansk sindssygeanstalt anno 1908". Bogen, som udkom i 1911, er et voldsomt indlæg i debatten om forholdene for patienterne på de lukkede afdelinger, og den er et skarpt angreb på overlægen, som hun bl.a. beskylder for magtmisbrug.

Når man læser hele Sofie Skottes tekst får man indtryk af at hun stadig havde havde det svært. Hun giver udtryk for, at næsten alle patienterne er normale mennesker, der uheldigvis ved en frivillig indlæggelse var gået i fælden, og nu ikke længere kunne komme ud. Deres problemer udsprang nu af en systematisk nedbrydelse af personligheden gennem lægernes og plejernes behandling. Hun beskriver, hvordan patienterne efter nogen tid kommunikerer med tankeoverføring og hemmelige tegn, om lægernes skjulte hypnose af patienter, om lægernes og plejernes mordforsøg og om tvangsmedicinering.
Selv om Sofie Skottes tekst er præget af hendes sygdom, er den en vigtig kilde til beskrivelse af behandling og tvang på institutionerne i begyndelsen af 1900-tallet. Behandlingen ses nemlig her fra patientens og ikke lægens synsvinkel.
Herunder kan du læse uddrag fra Sofies bog "Et glimt af livet i en dansk sindssygeanstalt Anno 1908" og uddrag overlæge Agner Helwegs svar på Sofie Skottes klage til Justitsministeriet i 1909. 

Sofie Skottes opfattelse af indlæggelsen
"(…)De, der vil prøve af forstå disse "forhold", må først tænke sig mennesker isoleret komplet og uden håb om nogen sinde at slippe ud. En sådan komplet isolation, et sådant fravær af alt håb, er de to hovedfaktorer, der skaber den navnløse rædsel, der bor til huse derinde - om de væsener, der lever indespærrede på det sted, kan man sige at de er forladt af Gud og mennesker.(…)

Til en realistisk skildring for forholdene derinde forslår det danske sprog ikke. Ja, jeg vover at påstå, at ikke engang den ny, udmærkede idé med at fotografere patienterne forslår. Man kan ikke se vedkommendes rædsel, hans grænseløse angst for aldrig at slippe ud, for at blive sløv eller sindssyg. (…)
I en bygning findes et meget langt rum, der er inddelt i båse ved hjælp af røde gardiner. I hver bås ligger en kvindelig skabning klædt i drejl. Den, der en tidlig morgen har vandret igennem dette rum og set det grænseløse had og den rædsel og hån, der udstråler fra disse kvindelige skabninger, er knækket for livstid.

(…) I dette underjordiske rige morer man sig med - efter overlægens ordrer - at binde et ganske normalt individ til et apparat, der forestiller en seng. (…) Det hænder, at personen løses fra dette apparat og trækkes endnu dybere ned i anstalten til et baderum, der ligger således at de vildeste mishandlinger af patienterne kan finde sted, uden at deres skrig når ud til omverdenen. Det er tilfældigt når det opdages, at enkelte dør af disse mishandlinger. Dernede kan man f.eks. se en kvindelig patient stå ganske stille med et hånligt smil om munden mens opsynet spænder store stive læderhandsker på hendes hænder. (…) det er nemlig skik at overhøre patienternes høflige anmodninger om at komme på W.C. Hvis patienterne så banker på den aflåste dør, har de været "urolige" og deres hænder må så "skånes" for fremtiden. (…) det er i virkeligheden et ganske retsløst sted (…)."

Sofie Skotte blev udskrevet efter familiens ønske den 7. oktober 1908
 

Overlæge Agner Helweg opfattelse af indlæggelsen 
"(…)Frk. Skotte indlagdes her på hospitalet 27. juli 1907 og anbragtes fra første færd i anstaltens kurhus for friskere tilfælde. Det varede ikke mange dage før mistænksomhedsforestillingerne dukkede op. Hun mente, hun blev narret med sovemedicinen, at der blev eksperimenteret med hende o.s.v. (…) hendes udtalelser antog mere og mere karakter af forfølgelsesforestillinger: der lagdes planer om at pine hende til døde, om at save hende midt over, hun blev hypnotiseret og udsat for tankeoverførsel o.s.v.

Disse forestillinger blev forstærket af hendes mange hørehallucinationer; hun hørte familien blive pint og ihjelslået udenfor vinduerne, hørte sin mor græde o.s.v.(…) hun regerede ved at larme både dag og nat og hun blev derfor anbragt i en celleafdeling i 3-4 uger. Her måtte der også træffes sikkerhedsforanstaltninger af den slags man sædvanligvis bruger ved selvmordsforsøg og trusler om selvmord. Det bælte Frk. Skotte omtaler i sin klage, er et bredt læderbælte, der tillader patienten at dreje sig frit og at sætte sig op i sengen, men blot ikke at forlade denne.(…) Den beskrivelse Frk. Skotte giver af en vandring gennem et langt rum opdelt i båse, hvori der sad kvindelige skabninger o.s.v. svarer til at hun, som alle andre patienter, måtte gå gennem celleafdelingens brede og lyse korridor. I denne havde man desværre p.g.a. overbelægning været nødt til at opsætte to skillevægge med rødt stof, der afgrænsede en del af korridoren og fungerede som opholdsstue for 7-8 af afdelingens urolige patienter.

(…) den tilsendte klage fra Frk. Skotte beviser, at hun stadig lider af de samme vrangforestillinger ligesom det tydeligt må fremgå, at hendes opfattelse af "legemlig og sjælelig mishandling" hvad angår medicineringen og de anvendte beroligende midler, må opfattes som nødvendige foranstaltninger for at sikre hende mod sig selv. (…) der har under Frk. Skottes ophold aldrig været grund til at mistænke nogen af personalet for voldsom og uberettiget optræden mod hende."

64 år er langt tid - men så længe var Christian indlagt og i psykiatrisk behandling. Han var kun 25 år, da han blev indlagt på Middelfart Sindssygehospital i 1936, og han døde i år 2000 i en alder af 89 år på et botilbud. Han var indlagt i en periode, hvor samfundet udviklede sig med stor fart, og hvor den psykiatriske behandling fik nye muligheder, som han også fik glæde af.

Christian blev født i 1911 og boede sammen med sine forældre ude på landet. Da han var i begyndelsen af tyverne, blev han mere og mere indesluttet, og han led af selvbebrejdelser og søvnløshed. Han begyndte også at få vrangforestillinger. I radioens morgenandagt mente han, at have fået besked om, at han skulle giftes med en rig gårdmandsdatter og overtage hendes gård. Forældrene var selvfølgelig bekymrede og prøvede at få ham til lægen, men det ville han ikke. Han fejlede jo ikke noget. Han var overbevist om, at han skulle giftes med pigen, og derfor begyndte han at opsøge gården. En nat var han endda kravlet helt op på taget og kiggede ind gennem et vindue. Selv om forældrene prøvede at få ham til at blive hjemme, lykkedes det ikke. Da hans far en dag fulgte efter og forsøgte at få ham med hjem, blev han overfaldet med slag i hovedet. Derefter blev Christian tvangsindlagt på hospitalet.

I begyndelsen var Christian meget urolig og havde hallucinationer. Lægen stillede diagnosen skizofren og brugte de midler, man havde på det tidspunkt. Han fik behandlinger med cardiazolchok og elektrochok.
I 1951 står der i journalen: "Ganske uforandret, hæmmet, stivnet, modstræbende, skal hjælpes med alt. Er ikke til at komme i kontakt med (…) Indstilles til Lobotomi (det hvide snit)."

Efterhånden kom der nye muligheder for behandling. Fra 1953 blev Christian behandlet med psykofarmaka. Det var en epokegørende nyskabelse i behandlingen af psykiske symptomer. I 1955 står der i journalen: "Var for første gang med til bal for nylig, han dansede og morede sig godt." Christian var rolig i de næste år og klarede sig selv. Han fik ofte besøg og var indimellem ude og køre med sin familie. Christian døde i år 2000.