Udførelse

Efterhånden som broen voksede, kunne arbejdsbelysningen ses vidt omkring, og under opsætningen af kabler og vejbanen blev den et imponerende syn ved nattetide. Det første arbejde startede i 1963 med optagelse af jordbundsprøver og detailprojektering af brobyggeriet.

Det egentlige anlægsarbejde startede i 1965 med nedramning af jernbetonpæle 30 m. ned i havbunden. De skulle understøtte de to sænkekasser, der bærer bropillerne - også kaldt pylonerne. Sænkekasserne "Fyn" og "Jylland" var på plads i 1967.

Året efter blev de to 118 m. høje pyloner rejst. Dernæst startede monteringen af de 1,5 km. lange hænge­kabler, der blev forankret i ankerblokke på hver side af bæltet. Til slut blev kørebanerne i sektioner "hægtet" på hovedkablerne stykke for stykke.


Den nye Lillebæltsbro blev officielt indviet 21. oktober 1970 af Frederik 9. Den samlede byggesum blev af størrelsesordenen 265 millioner kr. Den nye bro var en succes fra starten. Mod­sat den gamle lillebæltsbro har den haft kapacitet til at følge med trafikudviklingen. I 2004 blev den passeret af 52.400 biler i døgnet.

Vælg et af underpunkterne i menuen for at læse mere om de enkelte emner.