Se hele galleriet

Trafiksystemer i Danmark før 1930

 

Samfærdsel til lands og til vejs har eksisteret siden stenalderen. Hovedfærdselsårer gennem det danske rige kan følges siden middelalderen. Det ser ud til, at der på Valdemartiden i 11-1200 tallet opstod et sammenhængende trafiksystem, hvor veje og færgesteder sikrede kommunikationsvejene.

 

Færger

Det var på det tidspunkt, at mange færgeoverfarter antagelig blev etableret. Helsingør-Helsingborg, Korsør-Nyborg, Assens-Årøsund, Middelfart-Snoghøj, Ålborg-Nørre Sundby, mv., og byerne er sikkert anlagt for at sikre overfarten. Således havde vognmandslavet i Middelfart fra gammel tid pligt til at befordre rejsende videre over Fyn. Middelfart blev lagt ved det smalleste sted mellem Fyn og Jylland. Samtidig eksisterede der også en vigtigere overfart mellem Assens og Årøsund, der gav en kortere rute til Hamborg, der var central for kontakten til resten af verden. Efter anlæggelsen af Fredericia i 1650 kom der også en overfart mellem Fredericia og Strib, men af væsentlig mindre betydning.

 

Veje

Vejenes tilstand var dog løbende under stærk kritik, og i 1761 påbegyndte man et stort anlagt vejprojekt, der skulle skabe et hovedlandevejssystem med gode, tidssvarende veje gennem hele Danmark. Man begyndte med vejen mellem København og Fredensborg, kongens foretrukne opholdssted, og fortsatte siden fra København vestover. Man nåede til Fyn i 1793, og i årene frem til 1820 blev den store landevej mellem Nyborg over Odense til Middelfart bygget. De jyske landeveje var dog først færdige i 1861. Anlægget blev forsinket af de mange krigs- og kriseår, Danmark gennemlevede efter 1800, og det forhold, at vejene skulle bygges af hoveritvungne bønder. Med de nye moderne veje var det ikke længere vejenes tilstand, der satte grænser for hastigheden.

 

Jernbane

På landjorden blev det jernbanen, der var det store spring frem. Første strækning i det danske rige var stykket mellem Kiel og Altona, anlagt 1844. I 1847 åbnedes København-Roskilde, og derefter voksede jernbanen langsomt mod vest. I 1862 kom turen til Fyn. Ved Lillebælt blev jernbanens endestation et stort diskussionspunkt. Men krigen i 1864 og nederlaget, der betød, at Danmark mistede Sønderjylland, gjorde, at militære hensyn fik førsteprioritet: Strib blev valgt, fordi man herved kunne lægge en banegård på Jyllandssiden inden for fæstningen Fredericias beskyttende volde. For Middelfart betød det, at banegården blev placeret langt uden for byen, og at den trafikåre, der gennem 700 år havde gået gennem byen, nu døde ud. Overfarten blev nedlagt i 1867. Til gengæld voksede Strib til at blive en egentlig by.
Fredericia blev trafikknudepunkt og har siden 1866 været Danmarks vigtigste provinsjernbanestation.


Cykler og biler

Omkring år 1900 var cyklen slået igennem som transportmiddel. Sammen med Lillebæltsområdets voksende turisme og større lokal samfærdsel betød det, at der var basis for en privat overfart Middelfart-Snoghøj. I 1912 anskaffede selskabet en bilfærge, og det blev begyndelse til en stor succes. DSB ønskede ikke at konkurrere med sig selv og var længe meget restriktiv med hensyn til biloverførsler over Lillebælt. Det betød, at FDM oprettede sin egen overfart fra Strib Nordenbro til Fredericia, så der frem til 1935 var tre konkurrerende overfarter i det nordlige Lillebælt.