Om undervisningsmaterialet

 

Undervisningsmaterialet "Fra dåre til patient" er lavet i samarbejde mellem Medicinsk Museion, Københavns Universitet og Psykiatrisk Samling, Middelfart Museum.

 

               

 


"Fra dåre til patient" er et fagligt relevant, vedkommende og meningsfyldt tema til undervisningen i historie og samfundsfag om mennesker og deres livsvilkår gennem tiden, om magt og ret, om fællesskabers udvikling og om opfattelsen og behandlingen af syge i et historisk, samfundsmæssigt perspektiv:

 

  • Det omhandler mennesket i samfundet gennem nyere tid
  • Det dækker flere tidsepoker og giver mulighed for arbejdet med tidslinier og støtter eleverne i at udvikle et kronologisk overblik

Historie handler frem for alt om mennesker og deres fællesskaber gennem tiden - fra familien, lokalsamfundet, interessefællesskaber til nationale fællesskaber. Kendetegnende for det centrale begreb fællesskaber er, at nogen er med og andre ikke, der er altså et "vi" og "de andre". Det er et centralt og spændende undersøgelsesfelt - fra klassen til samfundet - nu og gennem tiden. Fællesskaber er nemlig i sin rod både inkluderende og ekskluderende, og dette giver mulighed for at beskæftige sig med, hvem der bestemmer, hvem er vi, og hvem er de andre. Temaet kan forfølges gennem hele historien i forskellige iklædninger:

"Når indholdet vælges, skal det være tydeligt for eleverne, at mennesker i samfund står centralt i historiefaget. Historiefaget handler bl.a. om menneskers følelser, vilkår og behov samt deres indbyrdes relationer. Det drejer sig om at tolke menneskers tanker og handlinger gennem tiderne, og det drejer sig om at beskrive og forklare menneskers indvirkning på samfundsforhold og samfundsforandringer."
(Fra Fælles Måls undervisningsvejledning til historie)


Faget historie kan bidrage til forståelse og nuancering af vores opfattelse af mennesker, institutioner og måder at være sammen på. Set gennem historiens briller sættes vores egen tid ind i en forståelsesramme, og dermed bruges historien i et forandringsperspektiv. Ofte er det ekstremerne, der kan være en øjenåbner for generelle træk ved tid og sted. Det, som er anderledes og spændende, kan danne afsæt for en undervisning, der engagerer, interesserer og er meningsfuld for eleverne, hvilket er en forudsætning for en styrkelse og kvalificering af elevernes historiebevidsthed.

Psykisk syge gennem historien er et spændende og vedkommende emne om behandling og opfattelser af mennesker gennem tiden. Titlen "Fra dåre til patient" viser en udvikling i synet på sygdom, menneske og forskellige måder, som samfund er organiseret på gennem tid.

Behandlingen af syge mennesker kan opfattes som et mindre univers af et større - et spejl eller billede af større sammenhænge og opfattelser. Dvs. at når der arbejdes med vilkårene for de psykisk syge og behandlingsformer i 1850-1950, så arbejdes der både med samfundets udvikling f.eks. nye muligheder og opfindelser og med, hvordan synet på menneske og samfund generelt har udviklet sig i perioden.

Materialet "Fra dåre til patient" skal ikke nødvendigvis behandles i sin helhed, men dele af det kan inddrages i emner/temaer med problemstilling.

Klassen eller læreren kan med fordel vælge en bestemt periode som udgangspunkt og dermed gennem arbejdet med tekster, billeder og opgaver få belyst en bestemt periodes syn på mennesket og dets vilkår og muligheder i det pågældende samfund. Opgaverne retter sig mod den konkrete periode, men de rummer også spørgsmål, hvor der skal hentes oplysninger og viden fra de andre perioder. Dermed perspektiveres samtlige perioder i forhold til samfundsudviklingen.

Det er en oplagt mulighed at vælge den periode, som der måske i forvejen arbejdes med på klassen og dermed inddrage dette materiale, idet det rummer anderledes synsvinkler og virkelige menneskeskæbner, der levede deres liv i samfundets udkant.