Striden mellem Wedellsborg
og marsvinjægerne

 

Wedellsborgs portbygning Adlerhus.


Marsvinjægerne havde gennem århundreder sejlet ud fra Middelfart for jage marsvinene ind i Gamborg Fjord og trække dem i land på Svinø for at aflive dem en for en. I lige så lang tid havde jægerne betalt tiende til kongen i form af hvert 6. marsvin. Kongen stod som ejer af Fænø og Gamborg by, hvorunder Svinø hørte. Jægerne fra Middelfart måtte frit jage alle ugens hverdage, men ikke om lørdagen, hvor bønderne i Gamborg måtte jage dog uden at betale afgift til kongen. Om Gamborg-bøndernes jagt ved vi uhyre lidt. Har de overhovedet udnyttet deres jagtret? Hvordan har de jaget marsvinene? Og hvor mange har de kunnet fange?
 
Alt dette forløber upåklageligt indtil år 1718, kongen mageskifter sine besiddelser Gamborg sogn og Fænø med Rugård, som var i enkegrevinde Anna Cathrine Banners besiddelse. Hun var blevet ejer af lensgrevskabet Wedellsborg efter Hannibal Wedell. Hun kom da på den idé, at marsvinjagten foregik på hendes nyerhvervede besiddelse Svinø.


Enkegrevinden mente således at have del i jagten og ikke mindst i udbyttet. Hun henholdt sig til, at marsvinjægerne benyttede hendes jord og at de havde betalt tiende til kongen. Her bliver det springende punkt, om denne tiende kan opfattes som afgift af selve den kongelige jord eller om en alene til kongen knyttet afgift – en såkaldt regal afgift.
 
Herom skrives der adskilligt mellem grevskab, byfoged, stiftamtmand og kancelliet i København.  Enkegrevinde Banner opnår intet. Kongen og hans embedsmænd henholder sig til, at Middelfarts marsvinjægere altid har haft fri adgang til at jage marsvinene ind i Gamborg Fjord. I de efterfølgende årtier rejser Wedellsborg sagen flere gange - fortsat resultatløst.