Billedgalleri

Se hele galleriet

Sænkekasser

Den vanskeligste opgave ved motorvejsbrobyggeriet var fundering og nedsætning af de to sænkekasser til Lillebæltsbroens hovedtårne i Bæltet. På baggrund af en rapport om de fire strømpiller til den gamle bro og utallige boreprøver blev fremgangsmåden besluttet:

Sænkekasserne skulle støbes i en højde på 11,7 m i tørdok på Lyngs Odde, slæbes ud til en mellemstation og støbes endnu 10 m op til færdig højde på 21 m. En færdig strømpille vejede 8.000 tons. På Bæltet skulle hver sænkekasse anbringes på 210 nedrammede pæle. Derefter blev arbejdskammeret forankret og udstøbt under 2 atmosfæres tryk. Armeringsjern i sænkekassens bund blev bundet et for et til jernarmeringen i hvert enkelt nedrammet pæl, hvor en jernstang var blotlagt. Og derefter blev sænkekassens arbejdskammer på 1.500 m3 massivt støbt i jernbeton.

Europas største rambuk blev bugseret fra Holland til Lillebælt, og i august 1965 gik nedramningen i gang.
Hver pæl vejede 15 tons og havde en længde på 31,5 m. Rambukken fik indskudt en 19 m lang påsætter, og hvert slag slog med 12 tons. Efter planen skulle der hver døgn kunne nedrammes to eller tre pæle, men så nem var Lillebæltsbunden ikke at fundere. Nedramningen burde være foretaget på 4 måneder, men varede for sænkekasse Jylland et helt år. Samtidig blev en tørdok opført og støbearbejdet med den første sænkekasse gik i gang.

Første sænkekasse var færdig i september 1966. Den 30 m lange spærredæmning, som var 6 m bred, blev derefter reetableret. Udpumpning af tørdokken blev påbegyndt, da kraftigt regnvejr satte ind sammen med højvande i Bæltet. Den 13. oktober gennembrød Lillebælt 10 m af spærredæmningen, og resten var ubrugeligt. I forvejen var Brokonsortiet 6 måneder forsinket og dermed blev færdiggørelsen af den næste sænkekasse fire måneder forsinket. Den blev trukket ud fra tørdokken i maj 1967, gjort færdig på mellemstationen ved Jyllandssiden og endelig placeret i brolinien i august 1967.


De to sænkekasser blev anbragt på 4 jernbetonklodser, som var anbragt for afsætning af kasserne. Hver klods var 3,5 m høj og havde en diameter på 8 x 4 m og den ene blev monteret med en donkraft. Dermed kunne sænkekassen sættes ind i brolinien med en tolerance på 7-8 cm nøjagtighed. I sommeren 1966 havde Brokonsortiet 320 ansatte ved Lillebælt. Arbejdet med hver sænkekasse varede to måneder. Der blev ansat 30 arbejdere, som havde 6-timers arbejdsdag og arbejdede i 3-holdsskift. Arbejdet krævede sin mand, og for at blive ansat skulle man være mellem 20 år og 40 år og bestå en omfattende lægeundersøgelse.

Når man skulle ned på Lillebælts bund kom man først ind i en tryksluse. Det var et snævert, lille rum med plads til fem-seks mand, hvis alle stod op. Her blev lufttrykket hævet fra atmosfærisk tryk til 2 atm. tryk. I de 4 måneder, hvor der blev arbejdet i sænkekassen, havde man 47 tilfælde af dykkersyge, men ingen alvorlige tilfælde. Et smalt rør med en stige førte ned til arbejdskammeret. Det var 2,8 m højt og var 25 m langt og 20 m bredt.

 

Stanken her var næsten den værste gene. Så snart kammeret var tømt for vand, gik skaldyrene i forrådnelse. Det vældige arbejdskammer strakte sig til alle sider og mindede om en underjordisk hule i en skrækfilm. Fra loftet strittede hundredvis af jernstænger, som var beklædt med et tykt lag pælemuslinger. En monoton støj kom fra arbejdet og fra de hvæsende luftventiler. Nogle støbte beton, andre savede og atter andre blandede mørtel. Når man havde fri, skulle man 100 min. i trykkammer for at undgå dykkersyge.

18. november 1967 var denne del af brobyggeriet fuldført.