Billedgalleri

Se hele galleriet

Pesthuset

 

 

Fælles for sindssyge, åndssvage, uhelbredeligt syge, invalide soldater, krøblinger og fattige var, at de ikke kunne klare sig selv. Derfor var de en belastning for samfundet. I middelalderen kunne de henvende sig på et kloster og få mad og husly. Efter reformationen i 1536 blev klostrene lukket, og staten (kongen) overtog kirkens ejendom. Men de fattige og syge var der stadig. Det blev statens og byrådenes opgave at tage sig af dem, der ikke kunne klare sig selv.

I starten af 1600-tallet førte Christian 4. krig mod Sverige. Kongen ville tage sig af soldater, som krigen havde gjort til invalider. Han fik indrettet et lazaret (militærhospital) til dem ved en tidligere pestkirkegård ved Nørreport. Derfor blev lazarettet kaldt Pesthuset. Efter nogle år blev det til "et almindeligt hospital", til "fattige og elendige mennesker til hjælp og trøst". Nogle af dem led af sindssyge.

I 1630'erne blev der bygget et nyt pesthus. Christian 4. og magistraten i København bestemte, at det også skulle indeholde særlige rum til "afsindige" mennesker. Et sådant rum blev kaldt en "dårekiste".


 

Sct. Hans Hospital

I sidste del af 1600-tallet blev der opført et nyt og større hospital til de "fattige og elendige mennesker". Det drejede sig om to grupper af anbragte: Folk, der led af fysiske sygdomme, som lægerne ikke kunne stille noget op over for som kræft og forskellige former for handicaps. Den anden gruppe var mennesker, der var "afsindige, tåbelige, vanvittige eller urigtige i hovedet". Hospitalet kom til at hedde Sankt Hans Hospital. Men i folkemunde blev det stadig kaldt Pesthuset.

Det var ikke gratis at være indlagt. Danske Lov fra 1683 bestemte, at den sindssyges "frænder" skulle betale for maden. Frænder var familien, men omfattede også landsbyen, den sindssyge kom fra, samt herremanden, han havde arbejdet for.

Driften af Pesthuset/Sankt Hans Hospital skulle være så billig som muligt. Indtil midt i 1700-tallet bestod personalet kun af en "spisemoder" (økonoma), der lavede mad, samt en portner. Desuden var der en eller flere løstansatte "gangkoner".

Forholdene i Pesthuset/Sankt Hans Hospital var elendige. Der var for lidt plads til de indsatte, der var snavset, det stank, og om vinteren var der hundekoldt. Kommissionen, der stod for Københavns hospitaler og andre sociale institutioner, skrev i 1727: "Det er bekendt, at i Pesthuset er så miserable værelser, som ikke findes dårligere i noget hospital her i byen … ingen af værelserne er eller kan indrettes med varme."


De sindssyge fik ingen behandling. Kun hvis de kom fysisk til skade, blev der tilkaldt en læge.
Opsynsmændene i anstalterne havde ingen uddannelse. En del opsynsmænd var tidligere straffefanger, som behandlede de indsatte brutalt.

Nogle mennesker syntes, at det var spændende at se de sindssyge og de åndssvage på anstalterne. Det var ligesom at komme i cirkus eller zoologisk have. De betalte opsynsmændene for at komme ind og opleve hvor vanvittigt de "afsindige" opførte sig.