Billedgalleri

Se hele galleriet

Ro og rutiner

 

Da Middelfart Sindssygehospital åbnede i 1888, havde man ikke så mange midler til rådighed i behandlingen. Grundlæggende kunne hospitalet faktisk kun tilbyde et ophold, præget af ro og rutiner i et smukt område, væk fra byernes larm og travlhed. Når man blev indlagt på Middelfart Sindssygehospital, kom man først til Kurhusets vagtafdeling. Her talte patienten med en læge og blev derefter holdt i fuldkommen ro med det man kaldte sengeleje. Patienten skulle blive i sengen, indtil han eller hun fik det bedre, og det hjalp nogle.


Derefter blev de overflyttet til en mere åben afdeling og gradvist vænnet til livet udenfor, med ophold i parken og deltagelse i arbejdshold, indtil overlægen kunne udskrive dem. Så længe patienterne var i Kurhuset, blev de tæt fulgt af lægerne, der skrev alt ned omkring hvordan patienterne havde det.

Nogle patienter havde det meget dårligt og var urolige, og dem var det svært at hjælpe. "De midler, der var til rådighed, var ikke store. Der var faktisk ikke andet end noget beroligende medicin og varme bade, når der var tale om meget urolige patienter" fortæller en opsynsmand i 1910.

Hvis patienterne ikke fik det bedre i løbet af et årstid, kunne lægerne vurdere, at patienten var uhelbredelig. Så blev patienten flyttet til det, man kaldte for plejeafdelingerne eller de kroniske afdelinger. Det betød at lægerne faktisk opgav at hjælpe patienten, og ofte kom patienten slet ikke ud igen.
Den samme opsynsmand fra 1910 fortæller således: "Der var jo ikke de store muligheder for helbredelse, så når en patient var havnet på det, vi kaldte de kroniske afdelinger, var det næsten ensbetydende med, at det var for livstid". Familien til de patienter, der ikke fik det bedre, kunne forlange, at han eller hun blev udskrevet. Ofte valgte familien dog at følge overlægens råd, og lade deres pårørende blive på hospitalet.