Nye opfattelser

 

Siden 1950erne er der sket meget med opfattelsen af, hvad psykisk sygdom er. Man har forsøgt at blive meget mere præcis, når man skal finde ud af, hvad en syg person fejler. Derfor er det kendetegnende, at der er kommet flere og flere diagnoser, og at de er blevet mere og mere specialiserede.
Det er ikke enkelt at stille en psykisk diagnose, men man lægger vægt på, at den er så præcis og objektiv som mulig. Fra 1994 gik lægerne i Danmark over til at bruge FN's verdenssundhedsorganisation WHO's diagnose-system ICD-10. Det er en lang oversigt over sygdomme med beskrivelser af, hvilke symptomer en sygdom giver. Man forsøger at diagnosticere udelukkende ud fra sygdommens fremtræden og ikke blande forestillinger om, hvorfor sygdommen er opstået, ind i selve diagnosen.

Lægerne interesserer sig derfor ikke i helt samme grad som tidligere (se Hvad fejlede patienterne? 1850-1950) for, hvad der kan være årsagen til, at en patient er blevet syg. Forklaringer som "skuffet i kærlighed" eller "familiesplid" bliver ikke betragtet som relevante oplysninger, når man skal bestemme, hvad en psykisk syg patient fejler.

I stedet handler det om at beskrive, hvad den syge oplever af symptomer. Det kan f.eks. være "tristhed" eller "modløshed" eller "hallucinationer", hvor patienten f.eks. kan høre stemmer, andre ikke oplever.
Det kan også være en beskrivelse af, hvordan patienten opfører sig, der kan give grund til at stille en bestemt diagnose.