Vedtægter for Middelfart Museum

 

Se. nr. 38075411

 

I henhold til:

Lovbekentgørele nr. 358 af 8. april 2014.

Bekentgørelse af 461 af 25. april 2013 om museer mv.

Lov nr. 1531 af 21. december 2010 om økonomiske og administrative forhold for modtagere af driftstilskud fra Kulturministeriet.

Bekentgørelse nr. 1701 af 21. december 2010 om økonomiske og administrative forhold for modtagere af driftstilskud fra Kulturministeriet.

 

1. Museets navn og ejerforhold, art og status.

 

Middelfart Museum er en selvejende institution og et statsanerkendt kulturhistorisk museum med lokalhistorisk arkiv.

 

 

2. Museet kan ikke hæfte med andet end sine aktiver.

 

 

3. Museets formål og ansvarsområde.

 

Middelfart Museum skal med udgangspunkt i sit ansvarsområde sikre kulturarv i Danmark og udvikle betydningen heraf i samspil med verden omkring os.

 

 

Middelfart Museum skal gennem de indbyrdes forbundne opgaver indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling i et lokalt, nationalt og – hvis oplagt - globalt perspektiv:

1.    Aktualisere viden om kulturarven og gøre denne tilgængelig og vedkommende

2.    Udvikle anvendelse af kulturarven for borgere og samfund

3.    Sikre kulturarven for fremtidens anvendelse.

 

På lokalarkivområdet indsamler Middelfart Museum arkivalier, billed- og lydoptagelser, trykt materiale og andre data uanset medium, af ikke-offentlig proveniens.

 

Museet skal gøre samlingerne tilgængelige for offentligheden og stille dem til rådighed for forskningen samt udbrede kendskabet til resultatet af såvel museets egen forskning som anden forskning baseret på museets samlinger.

 

Museets ansvarsområde er Middelfart kommune, indenfor hvilken museet varetager kulturhistorien for nyere tid. Indenfor ansvarsområdet har museet særligt fokus på psykiatrihistorie. Den arkæologiske virksomhed i Middelfart kommune varetages af Odense Bys Museer. 

 

Indsamling, registrering, forskning og formidling skal finde sted inden for den geografiske, tids- og emnemæssige afgrænsning af museets godkendte ansvarsområde.

 

Genstande, der savner naturlig tilknytning til museets ansvarsområde, bør ikke indlemmes i samlingerne, men søges henvist til et relevant museum.

 

Museets virksomhed er underlagt den gældende museumslov og driftstilskudslov og tilhørende ministerielle bekendtgørelser.

 

  

4. Samarbejde med andre museer og offentlige myndigheder.

 

Museet er en del af Danmarks samlede offentlige museumsvæsen med deraf følgende forpligtelse til samarbejde og gensidig bistand.

 

Museet samarbejder med andre museer inden for fælles arbejdsområde.

 

Museet samarbejder inden for sit ansvarsområde med de myndigheder, der varetager fredning og fysisk planlægning.

 

Museet indberetter genstande, kunstværker og anden dokumentation til de centrale registre over kulturhistorie og kunst samt oplysninger til registret over arkæologiske lokaliteter og fundssteder.

 

Museet skal følge fælles nationale og internationale standarder og normer for museumsvirksomhed efter nærmere retningslinjer fra Kulturstyrelsen.

 

Middelfart Museum er medlem af SLA, Sammenslutningen af Lokalhistoriske Arkiver og af den regionale kreds under SLA, hvis en sådan findes.

 

Middelfart Museum samarbejder med de øvrige lokalhistoriske arkiver i Middelfart Kommune i Lokalarkivrådet.

 

Middelfart Museum samarbejder med relevante institutioner og foreninger i kommunen.

 

 

5. Bestyrelse, sammensætning og valgmåde.

 

Museets bestyrelse består af 7 medlemmer. Middelfart Museumsforenings 5 bestyrelsesmedlemmer, valgt på foreningens generalforsamling, samt 2 repræsentanter for Middelfart Kommune, udpeget for en kommunal periode.

 

Museets bestyrelse kan beslutte, at Middelfart Museumsforenings 2 suppleanter deltager i museumsbestyrelsens møder dog uden stemmeret.

 

Museets personale kan ikke være medlem af museets bestyrelse, medmindre der er tale om valgt personalerepræsentation.

 

Bestyrelsen konstituerer sig hvert år på første møde efter museumsforeningens generalforsamling med formand og næstformand.

 

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er til stede.

 

Der skal normalt afholdes mindst fire bestyrelsesmøder om året.

 

Bestyrelsen kan nedsætte et forretningsudvalg og fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden, der skal godkendes af den samlede bestyrelse.

 

Bestyrelsen er ansvarlig for museets drift.

 

 

6. Museet tegnes af formanden for museets bestyrelse eller næstformanden og museets leder i forening.

 

 

7. Ledelse og øvrige personale.

 

Museet skal have et personale, der i omfang og sammensætning står i et rimeligt forhold til museets størrelse, økonomi, ansvarsområde og strategi.

 

Bestyrelsen skal til at forestå museets daglige drift ansætte en leder i en heltidsstilling

 

Museets leder skal besidde relevante museumsfaglige og ledelsesmæssige kompetencer. Museets øvrige faste personale skal have relevante uddannelser og/eller kompetencer i henseende til varetagelse af museets forskellige opgaver og funktioner.

 

Museets leder har inden for den af bestyrelsen vedtagne strategi med tilhørende budget det museumsfaglige og ledelsesmæssige ansvar for museets samlede virksomhed.

                     

Det påhviler bestyrelsen at holde Kulturstyrelsen underrettet om, hvem der varetager den daglige ledelse af museet.

 

Museets leder kan ikke være medlem af bestyrelsen, men fungerer som bestyrelsens sekretær.

 

Såfremt museets bestyrelse ønsker ansættelse af en stedfortræder for museumslederen skal ansættelse foretages af bestyrelsen sammen med museumslederen.

 

Museets øvrige personale ansættes af museets leder inden for rammerne af den godkendte strategi med tilhørende budgetter.

 

Museets personale skal have mulighed for at efter- og videreuddanne sig.

 

 

8. Adresse.

 

Museets hovedadresse er Middelfart Museum, Algade 8, 5500 Middelfart.

 

 

9. Budget og arbejdsplan.

 

Museets regnskabsår følger kalenderåret.

 

Museets leder skal årligt udarbejde forslag til budget med tilhørende budgetkommentarer efter retningslinjer fastsat af Kulturstyrelsen.

 

Budget med budgetkommentarer skal godkendes af bestyrelsen og af hovedtilskudsgiver.

 

Budgetskema skal indsendes til Kulturstyrelsen inden 1. november året før budgetåret.

 

Museet skal inden for det ansvarsområde, der er fastsat i dets vedtægter, foretage indsamling, registrering og forskning.

 

Museet skal drage omsorg for samlingernes forsvarlige opbevaring og nødvendige konservering.

 

Museet skal ved et aktivt formidlingsarbejde gøre sin samling tilgængelig for alle befolkningsgrupper.

 

 

10. Regnskab og beretning.

 

Museets regnskab skal føres i overensstemmelse med den af Kulturstyrelsen udarbejdede vejledende kontoplan.

 

Museets leder er ansvarlig for forvaltningen af museets indtægter og udgifter.

Inden for det godkendte budget og i henhold til museets strategi har museets leder dispositionsret.

 

Museets leder eller den dertil bemyndigede skal attestere udgifts-indtægtsbilag.

 

Årsregnskabet skal afgives efter retningslinjer er fastsat af Kulturstyrelsen.

 

Årsregnskabet skal være påtegnet af museets samlede bestyrelse, museets daglige leder og af museets revision.

 

Revisionspåtegningen skal angive, at revisionen er udført i overensstemmelse med den af Kulturministeriet fastsatte revisionsinstruks for museer, der modtager statstilskud efter museumsloven.

 

Museets leder skal årligt udarbejde en beretning efter retningslinjer fra Kulturstyrelsen. Beretningen skal godkendes af bestyrelsen.

 

Regnskab og beretning skal indsendes årligt til Middelfart Kommune til godkendelse. Det af kommunen godkendte regnskab og beretning indsendes til Kulturstyrelsen inden 1. juli det efterfølgende år.

 

Museets regnskab skal revideres af en af bestyrelsen valgt statsautoriseret eller registreret revisor.

 

Bestyrelsen er ansvarlig for forvaltningen af museets formue.

 

Væsentlig nedbringelse af museets formue kan kun ske med tilslutning fra Middelfart Kommune.

 

Ejer museet fast ejendom, skal der tinglyses deklaration om, at der ikke kan disponeres over ejendommen ved pantsætning eller salg uden samtykke fra Middelfart Kommune.

 

 

 

11. Udskillelse, kassation, sikring, mv.

 

Udskillelse (herunder kassation) af genstande fra samlingen til andre end statslige og statsstøttede museer kan kun ske efter godkendelse fra Kulturstyrelsen.

 

Deponering af genstande til andre end offentlige institutioner kan kun ske efter forelæggelse for Kulturstyrelsen.

 

Genstande eller samlinger, der er behæftede med klausul, må ikke modtages uden forelæggelse for Kulturstyrelsen.

 

Museet skal træffe nødvendige foranstaltninger til beskyttelse af samlingerne mod brand, tyveri og hærværk.

 

Skade på samlingerne samt tyveri fra samlingerne skal snarest indberettes til Kulturstyrelsen.

 

 

 

12. Åbningstider, adgangsvilkår og åbenhed.

 

Museets udstillinger skal være tilgængelige for offentligheden på forud bekendtgjorte åbningstider, og åbningstidens omfang skal stå i rimeligt forhold til museets størrelse.

 

Ud over museets udstillinger er dets samlinger, herunder registre, arkiver, magasinerede genstande, mv. om muligt offentligt tilgængelige på forud bekendtgjorte åbningstider.

 

Hvor hensyn til museets meddelere taler herfor, kan optegnelser, fotos mv. være begrænset i forhold til offentlighedens adgang og brug.  Med hensyn til adgang til arkivalier følges tilgængelighedsreglerne for Statens Arkiver eller særlige aftaler med giver.

 

Museet skal sikre, at informationer om museets organisation og aktiviteter er let tilgængelige for offentligheden.

 

Museets vedtægter, strategier, planer og årsrapporter skal være tilgængelige på museets hjemmeside.

 

Museet skal vederlagsfrit give adgang til børn og unge under 18 år.

 

 

13. Vedtægtsændringer og tilsyn.

 

Vedtægtsændringer besluttes af museets bestyrelse med almindeligt flertal.

 

Museets vedtægter såvel som senere ændringer heri skal godkendes af Middelfart Kommune.

 

Museets ansvarsområde såvel som ændringer heri skal godkendes af Kulturstyrelsen.

 

Museets virksomhed, herunder samlingernes konserverings- og registreringsmæssige tilstand og opbevaringsforhold, er undergivet tilsyn af Kulturstyrelsen.

 

Samlingerne er underlagt revision i henhold til bestemmelserne i bekendtgørelse om regnskab og revision af statsanerkendte museer.

 

 

14. Ophør.

 

Såfremt museet må ophøre, afgør Kulturministeren efter forhandling med Middelfart Kommune, hvorledes der skal forholdes med museets samlinger.

 

 

  

 

Således vedtaget på bestyrelsesmødet 11.2.2014

 

 

Godkendt af Middelfart Kommune 9.9.2014

 

 

Godkendt af Kulturstyrelsen 7.11.2014