"Menneskelig lykke"

Udstilling om antidepressiv medicin

 

Hvordan kan danskerne kåres til verdens lykkeligste folk, når vi samtidig er storforbrugere af lykkepiller 
– den folkelige betegnelse for antidepressiv medicin? 

Udstillingen ”Menneskelig Lykke” undersøger denne spændvidde ved at indkredse lykkebegreber og behandlingsformer for depression før og nu – og ved at udforske, hvordan moderne antidepressiv medicin konkret skabes fra vision til produkt.   

 

Udstillingen er udarbejdet af Psykiatrisk Samling under Middelfart Museum og i samarbejde med filminstruktør Michael Madsen. Museumsleder Maiken Nørup tidligere samarbejdet med Michael Madsen omkring 3D-kortfilmen ”The Average of the Average”, der handler om det gennemsnitlige hverdagsliv i Middelfart. 

Filmen blev bl.a. vist på CPH:DOX og på MoMA i New York. I det nye projekt har samarbejdet bestået af at koblehistoriske og nutidige genstande, der fortæller om lykkebegreber og behandlingsformer for depression, med en interaktiv filmdel, hvor en forsker fra medicinalvirksomheden Lundbeck A/S fortæller om de problemstillinger og processer, der er knyttet til udviklingen af antidepressiv medicin.     

 

Udstillingen tager os med ind i tre tidsperioder. Fra 1700-tallets lykkeopfattelse, der var tæt forbundet med arbejdsprocesser, over de amerikarejsendes stræben efter lykke i slutningen af 1800-tallet til nutidens lykkeforskeres bud på de forhold, der gør danskerne til nogle af verdens lykkeligste. I de samme perioder ses på forskellige behandlingsformer for depression med åreladning og lægeurter i 1700-tallet over asylbehandlingen med ro og regelmæssighed omkring år 1900 til behandlingen med bl.a. antidepressiv medicin i dag. I denne del af udstillingen vises også Michael Madsens film, hvor gæsterne selv kan udvælge temaer og få forskerens svar på forskellige spørgsmål på en touch-skærm.    

 

Udstillings designet er skabt i samarbejde med grafikeren Ludvig Storm og er tænkt som en vandreudstilling, der forhåbentligt vil blive vist flere steder herhjemme og i udlandet.  


Udstillingen er åbent fra 12. juli til 7. november 2014.Kan ses i Algade 8.Se åbningstider >>