Billedgalleri

Se hele galleriet

Lobotomi

 

 

En af de behandlingsformer, som var ret udbredt i Danmark fra 1939 til starten af 1950erne, var lobotomien, også kaldt "Det hvide snit". Metoden gik ud på, at man overskar nervebaner fra pandelappen til nogle dybere liggende områder i hjernen, som er centrum for følelseslivet. Man mente, at denne operation kunne dæmpe følelsen af angst og uro, som var et problem for mange patienter.

På sindssygehospitalerne var mange patienter, der f.eks. led af skizofreni, indlagt på urolige afdelinger, hvor man ikke kunne gøre så meget for at hjælpe dem. På nogle patienter virkede den beroligende medicin ikke, og de lå fastspændt i deres senge i lange perioder. Man mente at lobotomien kunne hjælpe disse patienter, da operationen kunne gøre dem mere rolige og evt. betyde, at de kunne sendes hjem til familien.

 

Operationen kunne kun udføres efter en læges indstilling og hvis familien gav deres samtykke. Operationen var hurtig, men ikke ufarlig. Op imod 6% af patienterne døde som følge af indgrebet. Men der var ingen garanti for succes, og desuden opstod der visse bivirkninger. Nogle patienter blev nemlig ikke bare rolige, men helt apatiske, og flere ændrede tydeligt personlighed. Når operationen først var gennemført, var den permanent, dvs. man kunne ikke genskabe nerveforbindelserne i hjernen. Patienterne var resten af deres liv påvirket af denne operation.

I løbet af 1950erne ophørte man næsten helt med at udføre indgrebet. Der var efterhånden kommet flere forskellige former for medicin, der kunne anvendes til at berolige patienterne. Desuden rejste der sig en voldsom kritik af behandlingen, der havde fået store konsekvenser for nogle af de personer, der blev opereret. Herefter var det kun i særlige tilfælde, at operationen blev udført. Der blev udført lobotomi på 4500 personer fra 1939 til 1983, hvor operationen blev indstillet herhjemme.