Billedgalleri

Se hele galleriet

 

Indvielsen 21. oktober 1970

Indvielsen af den anden Lillebæltsbro fandt sted 21. oktober 1970. Egentlig havde det været planen at lade trafikminister Ove Guldberg åbne broen, men regeringen og især trafikministeren blev udsat for kraftig folkelig kritik. Den 20. august 1970 kom der derfor officiel meddelelse om, at opgaven var overladt til kong Frederik den Niende.

Navnet på broen gav også anledning til offentlig debat. Helt tilbage fra lovens vedtagelse i 1962 var Broen blevet kaldt den nye Lillebæltsbro, men i juni 1970 var der endnu ingen officiel beslutning taget om dens navn. Den offentlige mening var, at den burde opkaldes efter en royal person. Der kom forslag frem som ”Margrethebroen”, ”Prins Henriks Bro”, ”Prinsesse Anne-Maries Bro” og ”Prins Frederiks Bro”. Men også mere folkelige navne var i spil som ”Fastlandsbroen”, ”Kennedy-Broen”, ”Vagn Bro”, ”Jyllands-Broen” og ”Fyns-Broen”.
I debatten indgik også nogle humoristiske navneforslag, der taler for sig selv: Bilbroen, Navlestrengen, Livremmen samt som et kuriøst forslag, ”Pornobroen”. Begrundelsen for dette navn var, at der var tale om en 6-sporet motorvejsbro. Vejdirektoratet besluttede i sidste ende at fastholde det navn, broen allerede havde haft længe, den nye Lillebæltsbro. 


Weekenden før blev broen åbnet for fodgængere, som kunne købe et bropas for at få adgang. Den mulighed benyttede ikke mindre end 175.000 store og små danskere sig af, og det folkelige arrangement blev en stor succes. Bro-marchen var arrangeret af Dansk Røde Kors, der også fik indtægten på ca. 100.000 kr. Indvielsesceremonien blev derimod ikke videre pompøs. Programmet var, at kongen og dronningen skulle ankomme i ”Krone 1”, der skulle holdes en par taler, den røde snor klippes og kongebilen køre over motorvejsbroen.


Et sted mellem 3.000 til 5.000 tilskuere var mødt frem. Kl. 15.02 ankom kong Frederik IX og dronning Ingrid. Her havde de 250 officielle gæster taget opstilling på ”festpladsen”, en officiel tribune med 22 siddepladser. Aviserne skrev, at det var synligt for alle, at kongen var anbragt, så han fik solen lige i øjnene. Oven over festpladsen kredsede 12 flyvemaskiner og tre helikoptere. Sidstnævnte larmede forfærdeligt ved at stå stille i luften, lige over sceneriet. Kun de officielle gæster fik trafikminister Ove Guldbergs åbningstale at høre, da der ikke var opstillet højttaleranlæg. Kl. 15.15 var Ove Guldbergs tale slut, og kongen fik overrakt en forgyldt saks. Derefter sagde kongen: ”Når jeg nu klipper snoren over, åbnes der en ny færdselsåre mellem Jylland og Fyn.” Der blev klippet, og de tilstedeværende råbte hurra.
 
Kongebilen og seks busser til de officielle gæster gjorde sig klar til at køre over som de første. Der opstod uro mellem tilskuerne, politiet dannede kæde, men tilskuerne sprang over autoværnet. Da bilkortegen satte sig i gang, var forvirringen total. Gennem en smal passage kørte de 7 køretøjer væk, men 2-3.000 tilskuere løb efter, og først midt ude på broen lykkedes det politiet at få stoppet folk og gennet dem tilbage. Kongeparret fortsatte til en privat sammenkomst i Tilsynskontoret på Lyngs Odde. Der var afsat 18 minutter, men besøget varede en time, mens Chr. Ostenfeld og W. Jønson talte om brobyggeriet med de royale gæster.


Straks da indvielsen var slut, gik 35 vejarbejdere i gang med at afdække de 200 vejskilte på begge sider af Bæltet, og efter en times tid blev den nye Lillebæltsbro åbnet for vejtrafik. Dermed var Danmarks dengang længste motorvejsstrækning taget i brug, nemlig 41 km der gik fra Kolding i syd til vest for Odense.

Fredericia Dagblad kaldte indvielsesarrangementet for en ”tam affære”. Videre hed det: ”Kedeligt og alt, alt for officiel. Kun et positivt kan siges om den kedelige ceremoni, at den var bemærkelsesværdig kort. Det hele var overstået på 20 minutter, og det var man ikke ked af. Hvis dette arrangement skal danne normen for fremtidige indvielser af offentlige anlæg, må man hellere undvære dem.”