Billedgalleri

Se hele galleriet

Overlægens årsrapport

 

Hvert år skrev overlægerne på sindssygehospitalerne en rapport over, hvor mange patienter, der var blevet behandlet på hospitalet i løbet af året. På Middelfart Sindssygehospital var der i 1900 672 patienter. I årets løb var der indskrevet 194 nye patienter, 120 patienter var blevet udskrevet og 45 døde på hospitalet.

Ved indlæggelsen blev nye patienter grupperet ud fra, hvordan deres sygdom kom til udtryk. Af de 194 nyindlagte patienter havde 77 melankoli, 65 sløvsind, 40 mani og 12 forrykthed. Efter indlæggelsen foretog lægerne undersøgelser af patienterne, og de havde flere samtaler med patienten og familien. Herefter kunne lægerne stille en diagnose og begynde en behandling.Datidens diagnoser var ikke så præcise som i dag, og ud fra årsrapporten får vi ikke så meget at vide om, hvad patienterne fejlede. Men patienter, der led af melankoli, havde ofte endepression, mens patienter, der led af sløvsind, ofte var demente. Maniske patienter kunne f.eks. være maniodepressive, mens forrykthed var en betegnelse, man brugte om patienter, der bl.a. havde forfølgelsesforestillinger eller hallucinationer, f.eks. skizofrene patienter.

Lægerne var meget interesserede i, hvad årsagen eller årsagerne kunne være til patienternes sygdom, og i år 1900 optalte overlægen antallet af patienter hvor disse årsager havde medvirket i væsentlig grad til deres sygdommens udvikling:

 
Sindssygdom i familien: 116
Medfødt psykisk abnormalitet: 10
Pubertet: 23
Onani: 7
Overgangsalder: 14
Senilitet: 13
Syfilis: 10
Druk: 31
Fysisk overanstrengelse: 5
Mental overanstrengelse: 3
Sorg: 8
Skuffet i kærlighed: 8
Religiøs påvirkning: 13
Ægteskabelige problemer og familiesplid: 8
Morfin: 3
Stød på hovedet: 13
Fattigt ensomt liv: 6