<< Tilbage til Gode historier fra Middelfart



Huse i Middelfart med to husnumre 

Af Harriet HansenSmedegade 4 med matrikelnr 224

 

Smedegade, fotograferet af Knud Møller i september 1979. Nr. 4 i højre side har også matrikelnummer på huset – 224. 
 
I de fleste danske byer er der gadenummer – og kun gadenummer på husene. Men i Middelfart er der på en del huse i de ældre kvarterer to nummerskilte. Dem får Museet mange spørgsmål om. 
Svaret er: Det er matrikelnumre. 
Og matrikelnumrene har en lang historie.
Begrebet matrikel opstod med opfindelse af jord- og grundskatter under enevælden i 1600-årene. 
Her skulle man for første gang til at opregne alle landets marker og grunde og sætte dem i værdi. 
Alle ejendomme, gårde og huse, fik i den forbindelse deres eget nummer inden for ”ejerlavet” (landsbyen). Det blev kaldt for ”matrikel”, som egentlig betyder ”moderparcel”, dvs. stamparcel. 

 

Matrikelnumre i byen

I de gamle købstæder havde man fra slutningen af 1600-årene en fast årlig grundskat (grundtakst), hvor husenes ejere blev optegnet i bestemt rækkefølge. I godt 100 år uden nummerering, men fra 1781 fik hvert hus sit eget faste nummer, som forblev det samme, uanset om huse/ejendomme blev revet ned, lagt sammen eller delt. Dvs. fra 1781 kan vi tale om matrikelnumre her i byen. I det år var der 200 numre i byen, hvoraf nr. 200 var kirken.Udviklingen i den voksende by gjorde det sværere og sværere at bruge matrikelnumrene, og i 1857 kom en ny nummerering, hvor de nye huse i ”forstaden” (Algade/Østergade) og Nygade kom med. I februar 1863 gennemførtes en ny, endelig og fast matrikulering af alle købstæder – også Middelfart, og det er den, vi bruger i dag. Numrene findes således i vejviseren 2007/8. Historiens Hus, der dengang var byens skole, fik således matrikel nr. 142. 


 

Matrikelnumre på Middelfart markjorder 

Middelfarts område er delt i to – byjorderne og markjorderne. Det vi lige har talt om, er byjorderne. Markjorderne går efter et helt andet system: 
Den første matrikulering af det danske land fandt som sagt sted i 1600-tallet. I 1680erne blev al jord uden for byerne målt op og boniteret (vurderet) i ”tønder hartkorn”. Det endte med Christian Vs store matrikel i 1688. 
Hele det store opmålingsmateriale i ”markbøger” og ”modelbøger” ligger i dag i Rigsarkivet. Her er købstæder dog ikke med.  
Gl vestergade 9 med matrikelnr 94b
Fisker Henrik Pedersen med kone, barnebarn og oldebarn for huset i Gl. Vestergade. Husnummer er nr. 9, matrikelnummer 94B.
 


I begyndelsen af 1800-tallet var de gamle boniteringer kommet så meget ud af trit med udviklingen, at man vedtog at udarbejde en ny matrikel for hele landet. Denne gang blev der på grundlag af allerede fremstillede udskiftningskort eller nyopmålinger, også tegnet nye kort.

Hindsgavls jorder blev opmålt omkring 1805, mens landsbyerne i Vends herred blev opmålt 1812-16. 
Middelfart bys opmåling (uden for den bymæssige bebyggelse) blev identisk med udskiftningen af markjorderne i 1803. Her blev det besluttet, at de, der havde en stor andel af bymarken, skulle have et stykke såvel i Møllemarken (mod øst), som i Søndermarken (mod syd). Så når to huse begge ligger på en nr. 9, betyder det ikke, at de ligger ved siden af hinanden, men blot at de havde samme ejer i 1803. 
Denne matrikel trådte dog først i kraft i 1844. Uden for købstæderne er det stadig disse matrikelnumre, der gælder. Der er ikke kommet flere numre siden, men alle nyere udstykninger har fået bogstaver under det gamle nummer. Et kompliceret system, som mange gerne vil have udskiftet. 


 

Gadenumre 

I årene op mod år 1900 blev brevskrivning mere og mere almindelig, og postbudene skulle kunne aflevere brevet til rette vedkommende. Det var ikke så svært, så længe byen var lille, og alle kendte hinanden. Så Enkemadam Hansen i Søndergade kunne man godt finde. 
Men da byen voksede, blev det næsten umuligt at have det nødvendige personkendskab, og i december 1909 besluttede byrådet i Middelfart at opfordre politimesteren til at gennemføre en husnummerering inden 1. maj 1910. Og man besluttede, at nummereringen skulle gennemføres med ulige numre på gaderens venstre side og lige på højre – ligesom i København. Endvidere vedtog man, at gader der løb nord-syd skulle nummereres nordfra, men øst-vestgående gader skulle nummereres fra vest. 
Numrene nåede ikke at komme med i Vejviseren i 1911, men i næste udgave fra 1916 er der gadenumre for de væsentligste gader i byen – uanset om de lå på markjorder eller i byen.