Billedgalleri

Se hele galleriet

Historien om Sofie

 

Sofie Skotte er en af de patienter, der klagede over opholdet og behandlingen på Middelfart Hospital. Hun havde været patient i to perioder med meget kort interval. Da hun blev udskrevet sidste gang i slutningen af 1908, rejste hun til Paris, hvor hun bl.a. brugte tiden til at skrive "Et glimt af livet i dansk sindssygeanstalt anno 1908". Bogen, som udkom i 1911, er et voldsomt indlæg i debatten om forholdene for patienterne på de lukkede afdelinger, og den er et skarpt angreb på overlægen, som hun bl.a. beskylder for magtmisbrug.

Når man læser hele Sofie Skottes tekst får man indtryk af at hun stadig havde havde det svært. Hun giver udtryk for, at næsten alle patienterne er normale mennesker, der uheldigvis ved en frivillig indlæggelse var gået i fælden, og nu ikke længere kunne komme ud. Deres problemer udsprang nu af en systematisk nedbrydelse af personligheden gennem lægernes og plejernes behandling. Hun beskriver, hvordan patienterne efter nogen tid kommunikerer med tankeoverføring og hemmelige tegn, om lægernes skjulte hypnose af patienter, om lægernes og plejernes mordforsøg og om tvangsmedicinering.
Selv om Sofie Skottes tekst er præget af hendes sygdom, er den en vigtig kilde til beskrivelse af behandling og tvang på institutionerne i begyndelsen af 1900-tallet. Behandlingen ses nemlig her fra patientens og ikke lægens synsvinkel.

Herunder kan du læse uddrag fra Sofies bog "Et glimt af livet i en dansk sindssygeanstalt Anno 1908" og uddrag overlæge Agner Helwegs svar på Sofie Skottes klage til Justitsministeriet i 1909. 


 

Sofie Skottes opfattelse af indlæggelsen

 

"(…)De, der vil prøve af forstå disse "forhold", må først tænke sig mennesker isoleret komplet og uden håb om nogen sinde at slippe ud. En sådan komplet isolation, et sådant fravær af alt håb, er de to hovedfaktorer, der skaber den navnløse rædsel, der bor til huse derinde - om de væsener, der lever indespærrede på det sted, kan man sige at de er forladt af Gud og mennesker.(…)


Til en realistisk skildring for forholdene derinde forslår det danske sprog ikke. Ja, jeg vover at påstå, at ikke engang den ny, udmærkede idé med at fotografere patienterne forslår. Man kan ikke se vedkommendes rædsel, hans grænseløse angst for aldrig at slippe ud, for at blive sløv eller sindssyg. (…)
I en bygning findes et meget langt rum, der er inddelt i båse ved hjælp af røde gardiner. I hver bås ligger en kvindelig skabning klædt i drejl. Den, der en tidlig morgen har vandret igennem dette rum og set det grænseløse had og den rædsel og hån, der udstråler fra disse kvindelige skabninger, er knækket for livstid.

 

(…) I dette underjordiske rige morer man sig med - efter overlægens ordrer - at binde et ganske normalt individ til et apparat, der forestiller en seng. (…) Det hænder, at personen løses fra dette apparat og trækkes endnu dybere ned i anstalten til et baderum, der ligger således at de vildeste mishandlinger af patienterne kan finde sted, uden at deres skrig når ud til omverdenen. Det er tilfældigt når det opdages, at enkelte dør af disse mishandlinger. Dernede kan man f.eks. se en kvindelig patient stå ganske stille med et hånligt smil om munden mens opsynet spænder store stive læderhandsker på hendes hænder. (…) det er nemlig skik at overhøre patienternes høflige anmodninger om at komme på W.C. Hvis patienterne så banker på den aflåste dør, har de været "urolige" og deres hænder må så "skånes" for fremtiden. (…) det er i virkeligheden et ganske retsløst sted (…)."

Sofie Skotte blev udskrevet efter familiens ønske den 7. oktober 1908

 

 

Overlæge Agner Helweg opfattelse af indlæggelsen 

"(…)Frk. Skotte indlagdes her på hospitalet 27. juli 1907 og anbragtes fra første færd i anstaltens kurhus for friskere tilfælde. Det varede ikke mange dage før mistænksomhedsforestillingerne dukkede op. Hun mente, hun blev narret med sovemedicinen, at der blev eksperimenteret med hende o.s.v. (…) hendes udtalelser antog mere og mere karakter af forfølgelsesforestillinger: der lagdes planer om at pine hende til døde, om at save hende midt over, hun blev hypnotiseret og udsat for tankeoverførsel o.s.v.
Disse forestillinger blev forstærket af hendes mange hørehallucinationer; hun hørte familien blive pint og ihjelslået udenfor vinduerne, hørte sin mor græde o.s.v.

(…) hun regerede ved at larme både dag og nat og hun blev derfor anbragt i en celleafdeling i 3-4 uger. Her måtte der også træffes sikkerhedsforanstaltninger af den slags man sædvanligvis bruger ved selvmordsforsøg og trusler om selvmord. Det bælte Frk. Skotte omtaler i sin klage, er et bredt læderbælte, der tillader patienten at dreje sig frit og at sætte sig op i sengen, men blot ikke at forlade denne.
(…) Den beskrivelse Frk. Skotte giver af en vandring gennem et langt rum opdelt i båse, hvori der sad kvindelige skabninger o.s.v. svarer til at hun, som alle andre patienter, måtte gå gennem celleafdelingens brede og lyse korridor. I denne havde man desværre p.g.a. overbelægning været nødt til at opsætte to skillevægge med rødt stof, der afgrænsede en del af korridoren og fungerede som opholdsstue for 7-8 af afdelingens urolige patienter.


(…) den tilsendte klage fra Frk. Skotte beviser, at hun stadig lider af de samme vrangforestillinger ligesom det tydeligt må fremgå, at hendes opfattelse af "legemlig og sjælelig mishandling" hvad angår medicineringen og de anvendte beroligende midler, må opfattes som nødvendige foranstaltninger for at sikre hende mod sig selv. (…) der har under Frk. Skottes ophold aldrig været grund til at mistænke nogen af personalet for voldsom og uberettiget optræden mod hende."