Billedgalleri

Se hele galleriet

Historien om Jens Axel


 

Jens Axel var en helt ung mand på 18 år, da han i 1888 for første gang blev indlagt på hospitalet i Middelfart. En søndag kort før hans fødselsdag var familien taget i kirke, som de plejede. Men denne søndag skulle alligevel gå anderledes. Under gudstjenesten blev han mere og mere urolig, og pludselig rejste han sig op for at tale. Han fortalte, at ånden var kommet over ham, og han begyndte at prædike og citere Biblen uafbrudt. Folk blev både urolige og bange, for de havde aldrig før oplevet, at præsten var blevet afbrudt midt i gudstjenesten. Selv forældrene kunne ikke snakke ham til ro, og til sidst måtte man føre ham ud af kirken med magt.

Et par måneder før sin fødselsdag havde Jens Axel deltaget i et møde med en lægprædikant. Efter dette møde var han blevet både tavs og indelukket i flere dage. Måske var denne oplevelse afgørende for den skæbnesvangre dag i kirken, hvor han rigtig blev syg.

På Hospitalet forsøgte man at behandle Jens Axel med sengeleje og beroligende medicin, men efter et år fik han lov at komme hjem igen til sine forældre. De havde forlangt, at han skulle udskrives, selv om lægen ikke mente, at han var rask nok. Lægen fik ret, og efter kun tre måneder blev Jens Axel indlagt igen i marts 1890. I journalen skrev overlægen, at Jens Axel "… hørte stemmer fra bl.a. Gud og Djævlen", og Jens Axel blev overført til en afdeling for kronisk syge. 

I de første år på hospitalet var Jens Axel ofte urolig, men som tiden gik, blev han mere og mere passiv. Lægerne skrev efterhånden mindre og mindre i hans journal og fra 1906 og de følgende år står der blot: "Rolig og renlig, men meget sløv". Næsten 40 år senere midt under 2. Verdenskrig skriver en læge, at Jens Axel "kan bringes til at sige sit navn, men svarer ellers ikke. Han går rundt og passer sig selv(…)".
I starten af 1950erne skriver lægerne ofte i journalen, at han må iføres handsker, ellers river han alt i stykker.

Jens Axel blev 87 år, og i 1957 blev han begravet på Hospitalets kirkegård.
Jens Axel tilbragte næsten 70 år på Middelfart Hospital.

Uddrag fra journalen i 1944:

J.J er skikkelig og siger sjældent noget. Han klarer sig selv og er aldrig vred (…) Han kan sige sit navn, men han ved ikke, hvornår han har fødselsdag (…) På spørgsmålet om, hvornår han er kommet til hospitalet, svarer han: "Det ved jeg ikke". På spørgsmålet om, hvem Hitler er, svarer han: "Det ved jeg ikke". Sådan svarer han næsten altid, hvis man spørger ham om noget"
[sprogligt bearbejdet]