Billedgalleri

Se hele galleriet

Historien om Christian

 

 

64 år er langt tid - men så længe var Christian indlagt og i psykiatrisk behandling. Han var kun 25 år, da han blev indlagt på Middelfart Sindssygehospital i 1936, og han døde i år 2000 i en alder af 89 år på et botilbud. Han var indlagt i en periode, hvor samfundet udviklede sig med stor fart, og hvor den psykiatriske behandling fik nye muligheder, som han også fik glæde af.

Christian blev født i 1911 og boede sammen med sine forældre ude på landet. Da han var i begyndelsen af tyverne, blev han mere og mere indesluttet, og han led af selvbebrejdelser og søvnløshed. Han begyndte også at få vrangforestillinger. I radioens morgenandagt mente han, at have fået besked om, at han skulle giftes med en rig gårdmandsdatter og overtage hendes gård. Forældrene var selvfølgelig bekymrede og prøvede at få ham til lægen, men det ville han ikke. Han fejlede jo ikke noget. Han var overbevist om, at han skulle giftes med pigen, og derfor begyndte han at opsøge gården. En nat var han endda kravlet helt op på taget og kiggede ind gennem et vindue. Selv om forældrene prøvede at få ham til at blive hjemme, lykkedes det ikke. Da hans far en dag fulgte efter og forsøgte at få ham med hjem, blev han overfaldet med slag i hovedet. Derefter blev Christian tvangsindlagt på hospitalet.

I begyndelsen var Christian meget urolig og havde hallucinationer. Lægen stillede diagnosen skizofren og brugte de midler, man havde på det tidspunkt. Han fik behandlinger med cardiazolchok og elektrochok.
I 1951 står der i journalen: "Ganske uforandret, hæmmet, stivnet, modstræbende, skal hjælpes med alt. Er ikke til at komme i kontakt med (…) Indstilles til Lobotomi (det hvide snit)."

Efterhånden kom der nye muligheder for behandling. Fra 1953 blev Christian behandlet med psykofarmaka. Det var en epokegørende nyskabelse i behandlingen af psykiske symptomer. I 1955 står der i journalen: "Var for første gang med til bal for nylig, han dansede og morede sig godt." Christian var rolig i de næste år og klarede sig selv. Han fik ofte besøg og var indimellem ude og køre med sin familie. Christian døde i år 2000.