<< Tilbage til Gode historier fra Middelfart

 


Henner Friiser og hans hus
i Middelfart

Af Harriet M. Hansen

Ingemanns Henner Friiser

I dag skal man vist være middelfarter for at forbinde noget med “Henner Friiser”. Men tidligere, da alle slugte B.S.Ingemanns romaner, vidste man, hvem han var: Færgemændenes og marsvinsjægernes formand, der boede i en rummelig bolig ved skibsbroen i Middelfart.

 

Henner Friiser. Tegning af Chr. Aaby Nielsen
i en udgave for ungdommen af Erik Menveds Barndom, 1928
.

 

Han var 70 år, men usædvanlig høj og stærk som en okse - endnu i sin høje alder kunne han tvinge den stærkeste marsvinsjæger i knæ bare ved at lægge hænderne på hans skuldre og trykke til.
Henner Friiser er en væsentlig biperson i “Erik Menveds Barndom” fra 1828, hvor han er med fra romanens åbningskapitel ved “den såkaldte Gremmermose-Bro under Hindsgavls Vænger ved Middelfart” og følger romanens helt, drost Peder Hessel, frem til det forløsende møde med den unge konge i næstsidste kapitel.
Portrættet af Henner Friiser står skarpt og markant - han er en skikkelse, man hæfter sig ved. Rent kompositorisk i romanen har han den rolle, at han er modpol til marsk Stig og de feje kongemordere fra Finderup Lade (hvor kong Erik Glipping, Erik Menveds far blev myrdet i 1286). Henner Friisers frygtelige hemmelighed er nemlig, at han selv har slået en konge ihjel - kong Abel (død 1252). Men det var “i aaben Feide mod tro og kække Undersaatter, som kun ikke vilde lade sig flaa af den Nidding, der havde myrdet sin egen Broder og skilt os ved vor retmæssige Konge”, for at citere Henner Friiser, der i denne som i andre sager optræder som forfatterens talerør.
Henner Friiser havde været hjulmand i Friisland, men havde forladt marsken af en grund, han var stolt af, men ikke fandt det rådeligt at omtale (altså at han var kong Abels banemand). Henner var så kommet til Middelfart, hvor han var bådebygger, marsvinsjæger og færgemand, foruden at han holdt herberg for rejsende.
Han boede sammen med sin datterdatter, den smukke Åse, som kong Erik Glipping har kastet sine øjne på. Kongens kammersvend Rane kidnapper pigen, men takket være vor helt, drost Peder, bliver hun befriet på Hindsgavl slot i kapitel to. Henner Friiser og Åse drager i al hast til drost Peders skovhus ved Finderup for at skjule sig for kongen, og dermed forlader romanen Middelfart og omegn og vender ikke tilbage.

Ingemanns historiske romaner

Ingemanns romaner blev som sagt slugt. Det var farverige middelalderskildringer med skønne kvinder, tapre helte, menneskelig dårskab og drabelige kampscener. Den danske Walter Scott er han med rette blevet kaldt. Han formåede at tegne meget levende karakterer, som folk levede med. Svarende til, at vi i vor generation kender alt til bankdirektør Varnæs, Mads Skjern og Laura.
Blandingen af historiske og fiktive personer i hans romaner har også været med til at fjerne skellet mellem historie og myte. Mit eget billede af Saxo blev skabt, da jeg først fulgte Carl af Rise ind i hans celle på Antvorskov kloster i starten af “Valdemar Sejr”, og når valdemarerne står så lysende for os, skyldes det ikke kun de danske oversættelser af Saxos krønike, men også den levendegørelse, som Ingemann skabte med sine beskrivelser, og som blev fulgt op af det meget historieinteresserede Danmark.
Mange har kunnet citere “Århundredstjernen for første gang...” fra fortalen til “Kong Valdemar den Store og hans Mænd” og lange passager af denne roman på vers, omend de senere generationer har sværere ved at forholde sig til store epos.
Udgangspunktet er altså, at Ingemanns hovedpersoner både af første og anden række har været levende for folk i anden halvdel af 1800-tallet. Derfor er det meget indlysende, at folk, der har læst Erik Menveds barndom, har ledt efter Ingemanns steder, også i Middelfart.
Hindsgavls slotruin ligger stadig ud mod Lillebælt, at Gremmermosebro må have været Kongebroen, hvor Grimmermosehuset har ligget siden midten af 1700-tallet - det giver sig selv. Marsvinsjægernes lav eksisterede frem til 1898 og færgemændene var også velkendt for folk, selvom færgemanden egentlig hed transportforvalter og forsvandt i 1865 med jernbanen.
Henner Friisers hus var måske knapt så ligetil at finde - og dog - det skulle ligge ved skibsbroen, som alle vidste lå neden for Brogade, indtil byen i 1837 fik en havn. Og i Brogade lå netop et gammelt hus, hvor der oven i købet var kro og havde været det i generationer.
Kombinationen er lige til. Hvornår det er sket, ved vi ikke, men det er sket, længe før Brogade 8 blev indrettet til museum i 1920erne.

De kolde kendsgerninger

Hvad er så realiteterne bag alt dette?
For det første kan man konstatere, at Henner Friisers Hus, Brogade 8, er den ældste bygning i Middelfart efter kirken. Men tilbage fra middelalderen er den ikke. Den stammer fra slutningen af 1500-tallet, antagelig fra Frederik IIs tid, og hvem der byggede huset og boede i det de første 100 år ved vi faktisk ikke. Kilder til Middelfarts historie før 1660 er få og spredte. Men at det har været en velbeslået købmand med ambitioner
, er åbenbart.

Brogade med Henner Friisers Hus, 1907

 

Huset er bygget i den herskende stil med gavl til gaden, som man kender det fra alle købstæderne omkring Lillebælt og den vestlige Østersø, af kraftigt egetømmer. Indenfor er der bevaret kalkmalerier på væggene fra husets første tid - også dette vidner om solid velstand.
Første kendte ejer var Niels Pedersen Bager, der nævnes i skatteregnskabet i 1682. I 1690erne købte Clemens Jensen Høeg huset, og snart kom der klager fra naboen mod nord, Anne Nielsdatter om, at hun betalte skat til byen af overnattende gæster, men Høeg snuppede gæsterne. I 1705 fik samme Clemens Høeg kongeligt privilegium på at drive gæstgiveri. Et minde over dette er sat med den store tværbjælke over kaminen i stueetagen, der bærer Clemens Høegs og kones navnetræk samt årstallet 1705.
Det er ikke Ingemann selv, der har udnævnt Brogade 8 til at være “Henner Friisers Hus” - og hans beskrivelse af Brogade er ikke så tæt, at man kan gå ud fra, at han ligefrem beskriver den konkrete gade, som han regnede med, at den måtte have set ud i 1200-tallet.
Har Ingemann da overhovedet kendt Middelfart?
Muligvis. Brogade var simpelthen en del af hovedlandevejssystemet i Danmark, hvor overfarten til Jylland fandt sted. Selv om overfarten nede ved Assens ubetinget var den mest betydningsfulde, var Middelfart-Snoghøj overfarten også meget benyttet. At Ingemann bygger stærkt på skriftlige kilder, er dog velkendt. I Pontoppidans Danske Atlas III (1767) og IV (1774), som Ingemann brugte meget, nævnes såvel Gimmermosebro som alternativ til skibsbroen i Middelfart, som marsvinsjægerne. Og det kan meget vel været hans egentlige kilde til beskrivelsen af forholdene på egnen.
Der er ikke noget, der tyder på større lokalkendskab - f.eks. tales der om “Marsvinsskuden” - og alle, der bare kender lidt til marsvinsjægerne ved, at jagten blev drevet fra 10 mindre både, ikke fra en skude.

Hvad så med Henner Friiser - er der historiske kendsgerninger bag ham?

Det er der faktisk. Det er ikke helt Ingemans farverige skikkelse i Middelfart med den skønne datterdatter, men friseren Henner, der slog kong Abel ihjel. Historikeren Arild Huitfeld skriver i sin Danmarks krønike, udgivet år 1600, “Der sloge de Friser hannem ihiel / die Petri & Pauli, Oc det giorde en Hiulmand/ heed Henner” (s. 225).
Her må Ingemann have hentet sit stof og brugt denne kongemorderskikkelse til sin egen roman som spejl på den ugerning, mark Stig og hans mænd forrettede. At han så tager denne figur og helt uhistorisk og helt urimeligt lader ham flytte til Middelfart, hvor landkrabben af en hjulmand bliver fisker, marsvinsjæger og færgemand, og kobler den dejlige Åse på - det er romanforfatterens ret og valg.
I Ingemanns historiske romaner optræder et væld af personer - fiktive som historiske. Han har hentet dem fra den historiske litteratur (Saxo, Huitfeld, Suhm, Pontippidan o.m.a.) og suppleret med hvad han i øvrigt kunne finde - ikke mindst folkeviser. Jeg kender ingen nyere undersøgelser af Ingemands vældige persongalleri og hans brug af kilder - men uanset på hvilken baggrund han har skabt sine skikkelser, var han i stand til at give dem kød og blod og personlighed. Det var det, han gjorde med Henner Friiser.
Ingemanns Henner Friiser er siden dukket op i Ebbe Kløvedal Reichs heksekedel af en roman om mordet i Finderup lade, “Festen for Cæcilie”fra 1979. Det har fået nogen til at tro, at Henner Friiser dog må have rod i virkeligheden - men nej, Ebbe Reich kan om nogen sin Ingemann. Og også denne forfatter er i stand til at jonglere med skikkelser med og uden historisk belæg.
Som Ingemann skrev: “Ingen er berettiget til at betragte nogen historisk Roman som en historisk Lærebog”.