Billedgalleri

Se hele galleriet

Guds straf

 

 

I middelalderen mente man, at sygdomme kunne skyldes, at onde ånder og smådjævle var trængt ind i ens krop.  I Danmark kalder man tiden fra omkring år 1000 til 1500 for middelalderen.


Dengang var danskerne katolikker og kirken havde stor magt. Kirkens folk var stort set de eneste, der kunne læse og skrive. Ud fra Bibelen og andre hellige skrifter fandt paven og kirkens ledere ud af, hvordan verden var indrettet, og hvordan menneskene skulle leve. Og det var kirkens folk, der havde forklaringen på, hvorfor mennesker blev ramt af sygdom og ulykker.

Kirken fortalte, at Gud havde skabt alt og styrede livet på Jorden. Men der var også en Djævel. Han havde været en engel, men havde gjort oprør mod Gud. Derfor blev han smidt ud af Himlen, og han slog sig ned i Helvede. Djævelen prøvede at ødelægge det, Gud havde skabt. Til at hjælpe sig med at lave sygdom og ulykker havde han millioner af smådjævle, dæmoner og onde ånder.

Smådjævle og dæmoner var så små, at man ikke kunne se dem. Men de kunne komme ind i et menneskes krop og gøre ham syg. Også sindssyge kunne skyldes, at man var besat af en djævel. Levede man ikke et kristent liv og ikke rettede sig efter Kirkens regler, var der en særlig stor risiko for at blive besat af djævelen. Gud kunne dog også straffe folk med sygdom.


  

Hekse

I 1500- og 1600-tallet blev titusinder af mennesker i Europa dømt og brændt som hekse. I Danmark drejede det sig om ca. 1.000. Det var ofte ældre, fattige kvinder, som blev anklaget for hekseri. Nogen af dem led af hallucinationer. Det var ikke svært for dem selv at tro, at de havde solgt deres sjæl til Djævelen mod at få særlige egenskaber som at kunne flyve på en kost og udføre trolddom. Især ikke under hårdhændede forhør, hvor ordene blev lagt i munden på dem.