Distriktspsykiatri

 

I 1970erne blev de store sindssygehospitaler kritiseret for at isolere og umyndiggøre patienterne. Nogle mente endda, at de store hospitaler gjorde patienterne mere syge, end de helbredte dem. Man kunne se, at patienter, der havde været indlagt i årevis, ikke kunne klare sig selv, selvom deres sygdom var i bedring. Man sagde, at de var blevet "institutionaliserede", dvs. at de var blevet vænnet til, at andre bestemte over dem og gjorde alt for dem.


I 1976 overgik de store sindssygehospitaler fra staten til amterne. Det blev starten på en stor omstrukturering af det psykiatriske behandlingssystem. Målet var at give de psykiatriske patienter en tilværelse så nær det normale som muligt. De psykiatriske patienter skulle ud af hospitalerne og i stedet have støtte til et liv i eget hjem. Det kunne lade sig gøre, fordi man havde fået gode resultater med nye behandlingsformer, bl.a. psykofarmaka og psykoterapi.

På egne ben

Omorganiseringen af hele det psykiatriske behandlingssystem til det, der kaldes distriktspsykiatrien, tog fart i 1980erne og 1990erne. På de psykiatriske hospitaler blev patienter udskrevet i store tal, og de fik i stedet behandling på de distriktspsykiatriske centre, der blev oprettet i byerne over hele landet.
I dag findes ca. 110 af disse centre, hvor læger og psykologer arbejder sammen med kommunalt ansatte, f.eks. socialrådgivere og sygeplejersker. Ideen med det tværfaglige samarbejde er, at man kan koordinere behandlingen, f.eks. samtaleterapi og psykofarmaka, med en social indsats, f.eks. støtte og vejledning omkring bolig og fritid, samt løbende kontakt til centeret.

På centeret kan lægerne indlægge folk på psykiatriske afdelinger, men størstedelen af behandlingen foregår ambulant, dvs. uden at patienterne er indlagt, men møder op til konsultation på centret eller modtager besøg hjemme af de ansatte. Sideløbende med udviklingen af distriktspsykiatrien blev der oprettet forskellige former for sociale tilbud i form af døgninstitutioner eller dagtilbud til de patienter, der har behov for forskellige former for støtte.

Den store udslusning

Hvor stor en forandring distriktspsykiatrien var, kan ses med eksemplet fra Middelfart.
I 1950erne led sindssygehospitalet af pladsmangel, og i perioder var der indlagt 500 flere patienter, end hospitalet var bygget til. Pladsmanglen var et problem indtil 1980erne, hvor "den store udslusning" begyndte. Udslusningen betød, at patienter blev udskrevet i store tal til andre former for institutioner eller til eget hjem. I Middelfart oprettedes bl.a. forskellige former for botilbud, støttecentre og dagtilbud til de patienter, der blev udskrevet.

I 1992 åbnede et distriktspsykiatrisk center i byen, og i 1999 kunne en nybygget psykiatrisk afdeling i tilknytning til Middelfart Sygehus med 60 sengepladser tages i brug. Samme år blev bygningerne på det gamle sindssygehospital solgt, og i dag er forskellige virksomheder, institutioner og familier flyttet ind på det tidligere hospitalsområde.