<< Tilbage til Gode historier fra Middelfart



En mandarin fra Middelfart

Af Harriet Hansen

Ligesom mange tilflyttere er kommet til Middelfart gennem tiderne, har unge middelfartere forladt deres hjemby og lagt deres liv og tilværelse andetsteds. Og af og til laver de bemærkelsesværdige ting ude i verden, uden at vi i hjembyen er rigtig klar over det.
Carl Wilhelm Gimbel er en af disse bortdragne middelfartere, og hans liv blev mere fantastisk end de flestes.

Gimbels gårdGimbels gård, som ældre middelfartere stadig husker set fra Algade, 1907. Den blev revet ned i 1965 for at give plads til Middelfart Sparekasse.

 

Skatteopkræver i Kina

C.W.Gimbel var søn af den kendte købmand og tømmerhandler Theodor Gimbel, hvis navn stadig kendes i Middelfart fra Gimbels Gyde. Carl var født i 1881 og blev som 23årig bygningsingeniør fra Polyteknisk Læreanstalt i København. I 1905 fik han ansættelse i Buenos Aires i Sydamerika, hvor han byggede jernbaner og dæmninger.
I 1908 rejste han til Kina, hvor han blev overingeniør ved opførelsen af de kejserlige vandværker i Peking, og siden blev han leder af dem. Fra 1910-12 var han samtidig professor i matematik og statistik ved universitetet i Peking med rang af mandarin.
Efter Manchuriets fald i februar 1912 brød hele det kejserlige vælde sammen. Året efter lykkedes det præsidenten at få et lån hos de 4 europæiske stormagter og Japan. Et lån, der skulle forrentes og afdrages af de beløb, som saltskatten indbragte. Pengene skulle sikres gennem udenlandske salt-skattedirektører i hvert af Kinas 10 saltdistrikter. I de næste 14 år var Gimpel en sådan skattedistriktchef.
I 1927 blev systemet ophævet, og Gimbel vendte tilbage til Danmark. I 1934 købte han proprietærgården Skullerodsholm ved Nørre Lyndelse, hvor han boede til sin død i 1946.

Gimbels bog om røvere og soldater

Gimbel var meget optaget af spejdersagen. Han var således formand for KFUMs verdensforbunds spejderudvalg 1932-38, og mon ikke det var dette arbejde med drenge, der fik ham til at skrive en fornøjelig skildring fra Kina, rettet mod videbegærlige og rejselystne unge? Bogen handler nemlig ikke om hans arbejde, ikke om hans liv, men om hans oplevelser i en af Kinas fjerneste egne, Szechuan-distriktet, i 1916-17. 
 
Carl gimbel i middelfartDet eneste billede vi har af Carl Gimbel i Middelfart – her sammen med gamle medarbejdere ved besøget i hjembyen 1917.


Bogen er skrevet uimponeret og lige ud ad landevejen, men med klart blik for, at forfatteren var gæst, den fremmede på besøg, og at kinesiske skikke var anderledes, men ikke nødvendigvis mere forkerte end dem, han var vant til. Kinesernes taktfuldhed over for den uvidende, udannede europæer var ofte forbavsende.
Bogen blev udgivet under navnet Keng Pulu. ”Dette navn fik jeg af en kinesisk lærd”, forklarer han, ”som syntes, det lød godt, og at det lød omtrent som mit europæiske navn. Jeg var ikke enig med ham heri, men det spillede mindre rolle, eftersom jeg var ude af stand til at udtale mig på kinesisk, dengang jeg fik mit navn”.
Titlen på bogen var ”Røvere og Soldater” – en meget velvalgt titel, for det er dem, Gimbel mødte på sin færd. Undertiden var det de samme mennesker, der var både soldater og røvere!

Paraplymænd og andet godtfolk

I bogen findes et væld af farverige og fornøjelige skildringer, blandt andet af dramatiske sejladser op og ned ad Yangtse-floden.
Noget forundret var danskeren første gang, hvor han blev tilbudt ekstra beskyttelse: Da denne dukkede op, var han ved at bryde i latter, ”thi foran mig stod fire drabelige krigere uden andet våben end – paraplyer, der vel skærmer både mod regn og sol, men som jeg vanskelig kunne tænke mig, ville imponere røvere eller herreløse soldater.”
Han fik flere og flere paraplymænd, som han ikke kunne afslå, men han måtte faktisk indrømme, at det var en ganske fornuftig indretning. ”De skærmer virkelig også mod røvere, mere virksomt end det samme antal mænd med rifler, thi en paraplymand går sjældent ud, før han har forvisset sig om, at røverne ikke vil angribe ham og den, han er sat til at beskytte.” 
 
Carl gimbel med plejedatteren på skødetCarl Gimbel med plejedatteren på skødet, Kina 1917. I sidste ende måtte han anbringe hende på en skole, hvor hun senere blev adopteret af forstanderinden. Efter sin nye mor fik hun navnet Ruth Andrews – på kinesisk An Luth ”Fundet ved vejen”.

 
Mange paraplymænd havde også gode forbindelser, der sikrede den trygge passage. Efter 10.000 km til fods, i bærestol eller til hest i 16 af Kinas 18 provinser måtte Gimbel konstatere, at der aldrig var tilstødt ham noget alvorligt, så længe han befandt sig under paraplyernes beskyttelse, mens han mødte adskillige ubehageligheder, når han mente at kunne klare sig uden.
Undervejs på sine rejser i Szechuan fik han en plejedatter på halsen, et spædbarn, lagt på gaden af fattige forældre i håb om, at andre ville tage sig af hende. Først havde han ladet den grædende bylt være, men han ville have følt sig som en morder resten af livet, så han vendte tilbage efter hende.
Den lille pige fulgte ham nogle år, men til sidst måtte han efterlade hende i mere trygge omgivelser, selvom han fik svært ved at undvære hende.
I 1917 rejste han en tur hjem til Danmark og Middelfart. Hans far, den gamle købmand Gimbel, som han var meget knyttet til, var netop død.
Det Kina, Carl Gimbel så vendte tilbage til, var meget forandret. Verdenskrigens splittelse mellem tyskere og englændere/amerikanere viste sig i europæernes forhold til hinanden, og røvernes gamle relative varsomhed for den hvide mands sikkerhed svandt med årene.

At læse Carl Gimbels bog er som at befinde sig i en mellemting mellem Pearl Bucks Kina og Torry Gredsteds drengebøger. Det Kina, der fortælles om, eksisterer ikke mere. Mandariner, missionærer, ja selv røvere og soldater har antaget andre former. Men Gimbel skriver let og levende om en åben europæers møde med det gamle kulturland – om end en verden af i går. Bogen kan lånes på Middelfart Bibliotek. Det er ikke den ringeste bog, en middelfarter har begået.