Den sidste jæger


 

Achton Friis har i  sit store og smukke værk ”Danmarks store øer” i bind 1 en beskrivelse fra året 1934 af den gamle marsvinjæger Henrik Pedersen:
 ”Den 75-årige Henrik Pedersen i Middelfart, er den ene eneste tilbageværende af de ægte, gamle 'marsvinsjavvere'. Han bor i byens vestlige del, hvor alle hans fæller i sin tid havde deres bopæl. Hans fader hed Herman Pedersen og var lods på stedet med en årsgage på 250 kr. Han havde fem sønner, som alle var fiskere. De var store vovehalse og vidt berømte under navnet ’Hermanerne’, hvilket senere ændredes til ’hermændene’. Den gamle Henrik Pedersen, som er den eneste nulevende af brødrene, dyrker endnu fiskeriet med liv og lyst – p hver morgen kl. 4 og ud på makrelfangst, ene i sin åbne sejljolle! Han kaldes ’makrelkongen’, fordi han sidder ind med rekorden på stedet for dette fiskeri. Når han vender hjem fra sine dravater henimod middagstid, har spist og sovet til middag, går han på ’Børsen’, to lange bænke nede ved havnen, hvor han hver eneste dag mødes til mundstævne med andre af havets gamle helte og snakker skiv.
Den gamle er den dag i dag en prægtig type og en af de stouteste karle, jeg har set. Da jeg spurgte ham ud om marsvinfangstens strabadser i de kolde vinterdage, rystede han på hovedet – det er en stor fejltagelse, at det skulle være værre end fiskeriet, tværtimod! Under jagten var man altid i bevægelse og kunne nemt holde varmen. Det hændte, at folk drak for meget af brændevinsdunken efter sådan en færd, og det var da snarest selskabeligheden, der gav anledning til strabadser! Nej, den ensomme fisker i sin sejlbåd ved vintertid, det er en anden tørn! Hvor ofte er han ikke selv kommet hjem langt ud på natten efter en døgnlang tur i 5-6 graders frost med en overiset båd og så forkommen, at hårene på hans hænder og håndled strittede af et tykt lag rim!”