Om hjemmesiden
Dræbte ekspedient - husker intet
En historie fra aviserne
1. december 2003 blev en 58-årig ekspedient dræbt under et røveri i en kiosk i Middelfart.Gerningsmanden var en 28-årig mand, der blev erklæret paranoid skizofren i 1999. I flere måneder før drabet havde han ikke taget sin antipsykotiske medicin, og politiet havde ham under mistanke for at stå bag hærværk og meningsløse angreb på taxier i byen.
Under røveriet og drabet var den 28-årige formentlig akut sindssyg, og han kunne efterfølgende ikke huske noget af det, der skete i kiosken.
Videooptagelser fra kiosken viser, at ekspedienten havde lukket kiosken og var at gøre kassen op, da den 28-årige bankede på bagdøren. Da ekspedienten lukkede op, truede den hætteklædte 28-årige ham med en kniv til at udlevere dagens omsætning og en håndfuld taletidskort.
Den 28-årige stak ekspedienten med kniven og var derefter på vej til at gå med penge og taletidskortene, da han stoppede op og vendte om og stak ekspedienten endnu engang. Han ramte halspulsåren, og ekspedienten døde kort efter. Den 28-årige løb ned til stationen og tog toget til Odense, hvor han blev anholdt ved ankomsten.
"Vores far døde af en anden mands sygdom"
Kort efter drabet skrev den afdødes søn et brev til politikerne. Det blev trykt i Fyens Stiftstidende 6. december 2003. I brevet står bl.a.:"Vi mistede vores far på grund af en anden mands sygdom. Skizofreni er en kontrollerbar sygdom, hvis den bliver holdt nede med medicin. Men det gjorde den ikke! Og det er meget uacceptabelt, at der ikke er blevet holdt opsyn med sådan en syg person.
Det kan ikke være sandt at overlægerne skal sidde og lege russisk roulette om hvem der er "rask nok" til at blive lukket ud i "velfærdssamfundet".
Der må gøres noget. Der spares de forkerte steder. De syge mennesker må på lukkede afdelinger, hvor de behandles, og hvis de lukkes ud skal de være under konstant opsyn og tvangsmedicinering.
Dem, som har begået mord skal have en forvaringsdom og være spærret inde til evig tid. Den sorg, vi lider under, er enorm og uforståelig, hvis man ikke selv har mærket det på egen krop.
Alle de sengepladser, der er sparet væk, alt det der lukkes ned, prisen for at svigte de psykisk syge
- det har vi betalt med for vores kære fars liv."
Læs også en af de andre historier:
