Indledning
Diagnoserne
Institutionerne
Behandlingsformer
Sygdomshistorier
Billedgalleri
Lærervejledning
Opgaver / aktiviteter
Om hjemmesiden
Om hjemmesiden
Patient på arbejde i køkkenet. Sindssygehospitalet i Middelfart omkring år 1900.
Her vil jeg ikke være!
Historien om Karen
Karen var kun 23 år, da hun første gang blev indlagt på Hospitalet i 1888. Hun boede egentlig hos en plejefamilie i byen, men hun blev indlagt, fordi hun led af hallucinationer.Hendes barndom og tidlige ungdom i familien havde ikke været nem. Hendes rigtige forældre var alkoholikere eller drikfældige, som man sagde dengang. Hendes søskende havde også problemer. Den ene var idiot, og de to andre led af depressioner, som de ikke havde fået nogen behandling for.
I starten af opholdet græd hun og holdt sig mest for sig selv, men efter tre måneder gik det meget bedre. Hun var blevet "et livligere friskere Væsen", og hun blev derfor udskrevet fra hospitalet og kunne tage hjem.
I 1894 blev hun indlagt igen, og hun fik igen behandling med sengeleje. Hun protesterede over, at hun var indlagt og ikke kunne komme hjem. Hun mente ikke, at behandlingen hjalp, og desuden var hun meget utilfreds med hospitalstøjet. Hun var kommet på 3. klasse og skulle derfor gå med hospitalets kjoler.
Da det blev jul, ville hun ikke med til juletræ. I hendes journal står der "vistnok mest af Hensyn til Klæderne". Lige efter jul får hun dog lov at besøge sine plejeforældre, og de forlanger efter besøget, at hun kommer hjem.
Men hun led mere og mere af hovedpine og søvnbesvær. Hos sin egen læge skaffede hun Chloral og opiumspulver, som virkede beroligende. Men lægen kunne se, at hun tog mere af medicinen, end hun skulle. Desuden drak hun temmelig meget cognac. Lægen forlangte derfor, at hun igen skulle lade sig indlægge. Han ville nemlig ikke give hende nye recepter til medicinen.
I 1897 kom Karen igen tilbage til Middelfart Hospital. Hun var ikke glad for at være der, og lægen skriver i journalen, at hun virker "gnaven og misfornøjet". Hun forlangte at komme hjem, og lægen bemærker, at hun "Synes kun optaget af Tanken om gennem Plagerier hos Plejeforældrene at gennemtvinge en Udskrivning".
Efter 5 måneder lykkedes det hende at få plejeforældrene til at forlange, at hun skulle hjem.
Hendes videre skæbne kendes ikke.
Læs også historierne om
