Billedgalleri

Se hele galleriet

Chokbehandling

 

Efter mange år uden effektive behandlingsmidler blev der udviklet nye behandlingsmetoder i 1930erne i form af chokbehandlinger. Læger havde iagttaget, at patienter sjældent led af epilepsi og skizofreni på samme tid. Man prøvede derfor at efterlignede et epileptisk krampeanfald, for det mente man ville hjælpe de patienter, der led af skizofreni. Patienterne fik indsprøjtninger med et stof, der kaldes cardiazol, der udløste kramper. En bivirkning ved behandlingen var, at patienten kunne opleve angst efter indsprøjtningen med Cardiazol.

Derfor var et fremskridt, da italieneren Cerletti i 1938 fandt ud af, at kramper kunne fremkaldes ved at give chok med elektricitet i stedet. I årene efter blev elektrochok-behandlingen indført i Danmark. Behandlingen bestod i at fremkalde kramper hos patienten ved at føre strøm gennem elektroder, der sættes på tindingerne.

Behandlingen var i starten meget voldsom, da den blev givet "tørt" dvs. uden bedøvelse.
Lægerne fandt senere ud af at give patienten muskelafslappende medicin og bedøvelse for at gøre behandlingen så nænsom som muligt. Behandlingen blev givet 8-12 gange fordelt over 3-4 uger. En bivirkning ved behandlingen var, at nogle patienter fik hukommelsesbesvær og indlæringsvanskeligheder i uger til måneder efter behandlingen.

Med chokbehandlingerne mente man at have fundet et middel til at hjælpe skizofrene patienter, men mange fik det ikke bedre af behandlingerne. Men det viste sig, at elektrochok var meget virksomt for nogle af de patienter, der led af svære depressioner, uden at man helt kan forklare hvorfor. Elektrochok anvendes stadig på psykiatriske afdelinger i dag, især til patienter med depressioner, der ikke kan hjælpes med psykofarmaka. Men der er også patienter, der ikke oplever bivirkninger ved elektrochok, og de foretrækker denne behandling frem for behandling med psykofarmaka.