<< Tilbage til Gode historier fra Middelfart



Barfødder og versefødder
Af Peter Storm, formand for Middelfart Museum

Den fantastiske 25-årige Herman Bang havde i sommeren 1882 indlogeret sig på et af tidens søgte badehoteller i Middelfart for at få ro til at skrive på romanen ”Fædra”.

Hidtil har jeg bildt mig ind, at han udelukkende sled med værket fra morgen til aften, indtil jeg for nylig faldt over Thyra Barfoeds erindringer. Hun var datter af byens kordegn og overlærer ved Borgerskolen - pudsigt nok i dag Historiens Hus.
Hun, der den sommer var 18 år, giver et spændende glimt af den usædvanlige hotelgæst:
”Han havde et højest ejendommeligt Ydre: lille af Vækst, brugte Snøreliv, havde et skarpt, markeret Ansigt med gullig Lød – kulsorte Øjne, der laa dybt inde i Hovedet, – og kulsort Haar med Pandehaar lige ned til Øjnene. Han færdedes meget i Omegnen; tit saa vi ham sidde alene med et dybt melankolsk Udtryk i Øjnene. Han holdt flere Oplæsninger i Løbet af Sommeren og læste da altid sine egne Fortællinger – det var som en hel Teaterforestilling; han gestikulerede med baade Arme og Ben, og Øjnene rullede rundt i Hovedet paa ham. Men det var meget interessant at høre og se paa – baade til at le og græde over.
Der blev holdt Sommerballer paa Hotellet for Gæsterne, og vi unge fra Byen var da inviteret med.
Herman Bang var altid Baldirigent, og det var han udmærket til; han fandt paa de utroligste, morsomme “Ture”, som vi aldrig havde set Mage til, og vi morede os storartet.”

 

Kærlighed ved første blik

Thyra trængte efterhånden selv til at komme ud i verden og havde længe plaget sine forældre om at måtte tage plads i huset hos en præst i Aars – et hjem hun havde hørt meget godt om fra en veninde. Endelig fik hun lov i sommeren 1883. Kort tid efter kom husets unge søn Hans Ulrik Møller Barfoed – teologistuderende naturligvis – hjem på ferie. Det var kærlighed ved første blik og de blev snart forlovet, men først gift fire år efter, da han havde taget sin eksamen, sprunget soldat som sygepasser og fået sit første kald langt ude på heden. Så fulgte et nyt og lidt bedre kald i Hyllested på Syddjurs. Næste kapitel bliver fynsk.



Thyra med sin Hans Ulrik, som senere 
gjorde hende til præstekone.


 

 

 

Præstekone i Tanderup 

Han får 1897 kald i Tanderup ved Wedellsborg, hvortil familien, der nu også består af tre børn: Christiane 8 år, Per 7 år og Viggo 2 år, flytter. Et par år efter kommer den sidste, Niels Aage til.

Faderen kan skrive, tale og prædike – en mand med ordet i sin magt. Moderen i baggrunden som en dannet pige fra et solidt hjem. Datidens præstegårde på landet lå for sig selv, men dog midt i sognet som kulturelle og religiøse dannelsessteder for egnens befolkning. En præst er på den ene side ophøjet og på den anden side et medmenneske, der taler med høj og lav støttet af en ofte klog hustru. Præsten tager kåbe og krave på i sin professionelle rolle som forkynder af Guds ord, efter at han har forberedt sig flittigt fordybet på sit kammer. Herved minder han om digteren og et forbillede for de tre drenge

.

 Ærbødigst og P. Sørensen-Fugholm 

Tilsyneladende faldt Per og Viggo et stykke fra stammen – og dog. De blev begge journalister og versemagere med temmelig store menigheder. De populære hverdagshumorister dækkede sig ikke med kåbe og krave, men med pseudonymerne ”Ærbødigst” (Viggo) og ”P. Sørensen-Fugholm” (Per). Lillebror Niels Aage valgte præstevejen plus en mere tung forfattergerning med historiske romaner.

Thyra var datter af byens degn og overlærer ved Borgerskolen - idag Historiens Hus, hvor bl.a. byarkivet har til huse.





De to store gjorde karriere i bladverdenen startende i provinsen og sluttende på hovedstadens dagblade, der netop i disse år var i færd med at gøre sig landsdækkende. Ærbødigst skrev i mange år dagsaktuelle vers på bagsiden af Berlingske Tidende akkompagneret trofast af tegneren Herluf Jensenius.
Da sidste vers i Holger Drachmanns ”Vi elsker vort land” i 1929 af pacifistiske grunde blev strøget i radioen, kunne man læse og synge følgende bidske omdigtning:

Vi elsker en Bøf, og med gaflen i Haand Kan som Regel man altid ved Bordet os finde. Og vi stanger vor Tand, imod Ufredens Aand, Ved det dækkede Bord skal vi Sejrene vinde. Hos os spiller Bøffen den fornemste Rolle, den vil vi bestandig højtideligholde. Vi vil Bøf her til Lands, Sankte Hans, Sankte Hans, Og især naar Kartoflerne ikke er tvivlende kolde.

Da borgerskabet efter nogle kommunistoptøjer i København 1931 blev opskræmte ved at erfare, at en professorsøn og en præstedatter havde deltaget, så måtte Ærbødigst give sit besyv med om dette tidens forfald.

Han var Søn af Professor, hun var Datter af en Præst. Daglig henad Klokken fire gik de ud og laved Fest. Han holdt Tale paa en Trappe, kaldet Gadens Parlament, mens hun flaaede Uniformen af en Politibetjent.

Viggo Barfoed var også god for mange refrænsange, revyviser og filmtekster. Hvert år udkom en samling af hans viser og vers i pæne oplag.
  

 

 

BT og Blæksprutten 

Per Barfoed, der virkede ved de Bergske blade, sluttede sin karriere som redaktør af BT og var i mange år medredaktør af ”Blæksprutten”. Han havde det som broderen og kunne ikke lade være med det sjove digteri.

De to opfandt figuren P. Sørensen-Fugholm, en jævn mand gift med en rullekone, og bosiddende i Bloustrød. Det kunne se ud som om, han gjorde nar af folk, der ikke kunne skrive ret, men det var snarere en lidt klovnagtig figur, der fik sagt noget mellem linjerne.
De blev skrevet til ugebladet ”Vore Damer” med illustrationer af Chr. Hoff og udgivet hvert år i en samling indbundet i gulvpap og sejlgarn. P. Sørensen-Fugholm mente, at han burde optages i forfatterforeningen – og heri havde han vist i grunden ret.

Vel er P. Fugholm ingen snop, Men er dog efter manges mening fuldt kumbetændt at tages op som medlem i den fine Klub Forfatternes Forening.

Barndommen betød for Sørensen-Fugholm adskilligt:
I Bloustrød er jeg fød og baaren I Huset skrævs for Fattiggaarden, der undslap mig den første Lydd; der ragte Moder mig sin Tunge, det Sprog, hvori jeg monne sjunge mit Folk og Land til uddelt Frydd.

Naturen er også guf for denne sandeste digter:
Nu ganger Sommeren paa Hæl, nu er den ikke længer, hvis ej man tror det, se da sæl! Vi kronisk paa den hænger. Det grønne Løv er næsten væk, Nu er det guldt desvære, Og der er Sus og Gemmeltræk af Storker og af Stære. 

 


Fynsk opvækst

De tre skrivende Barfoeders mor voksede op i den stille købstad Middelfart, der om sommeren forvandlede sig til en pulserende turistby med nymodens badehotel, hvor hun oplevede den poetiske parfumeduft, som verdensmanden Herman Bang bragte med.
Siden blev hun en lykkelig præstekone, der en tid lang boede i det lille sogn Tanderup. Der var dog alt for lidt at rive i for hendes virkelystne mand, der endte i et større og voksende kald i Nørre Tranders ved Ålborg.

Barndomsårene i Tanderup - og siden sommerferierne i Middelfart - stod især stærkt for Viggo Barfoed, der nåede at skrive herom i nogle fint og stilfærdigt formede erindringer på vers til sin nærmeste familie. De blev efter hans død i 1948 udgivet under titlen ”Rimede Barndomserindringer”.
Alvorsmanden Niels Aage Barfoed skrev i 1970 en lille bog, ”To humorister” om sine artistiske storebrødre, der kan betegnes som en art journalistiske digtere - en sjælden art.