Billedgalleri

Se hele galleriet

Opsynspersonale

 

 

Bortset fra lægerne og de enkelte uddannede sygeplejersker, der kom i begyndelsen af 1900 tallet var personalet på Middelfart Sindssygehospital i starten stort set uden uddannelse. I 1890 var der på Hospitalet ansat 28 opsynskarle og 31 opsynspiger under ledelse af to mandlige og to kvindelige overopsynsfolk. De passede 351 patienter. Opsynsfolkene kom ofte til hospitalet fra gårde på landet, hvor de havde været ansat som karle og piger. De fik ingen uddannelse på hospitalet. "Det, vi havde brug for, måtte vi selv finde ud af" fortæller en opsynsmand.

Som alle andre tjenestepiger og karle i byerne og på landet var de underlagt Tyendeloven og blev ansat for et halvt år ad gangen. Lønnen var meget dårlig, og opsynsfolkene havde ingen mulighed for at beslutte noget eller påvirke arbejdet på stedet. Da udskiftningen af opsynsfolkene var stor, var det altid let at få ansættelse på Middelfart Sindssygehospital. Opsynsfolkene levede i bogstavelig forstand blandt patienterne. De skulle bo på selve hospitalet, hvor de delte soverum med patienterne og spiste alle deres måltider sammen med patienterne i spisesalen.

 

 

Arbejdsdagen

Arbejdsdagen var lang og arbejdet hårdt. En opsynsmand skriver sådan om sin arbejdsdag i 1910: "Når dagens gerning begyndte kl. 6 skulle patienterne op, og kl. 6.30 fik de dagens første måltid. Det bestod af rugbrød og mælk og blev serveret i to stuer i kælderen (…) Når morgenmåltidet var endt blev patienterne lukket i gården hvis vejret ellers var til det, og så begyndte rengøringen af opholdsstuerne. Den skulle helst være tilendebragt kl. 8.30, da dagens andet måltid blev serveret. Hvis jeg husker rigtigt bestod det af to skiver rugbrød med ost samt øl eller the. Kl. 9 skulle de udearbejdende patienter på arbejde, og så skulle jeg i gang med rengøringen af sovestuerne. Den skulle helst være tilendebragt kl. 11.30, da blev middagen serveret. Derpå var der en lille pause til kl. 13.30 hvorefter de patienter, der skulle arbejde ude, måtte af sted igen til kl. 15.30, så hjem til eftermiddagskaffe og så i gang igen til kl. 17.30. Nu skulle de vaskes og gøres klar til aftensmaden kl. 18.30. Den bestod af rugbrød med forskellige pålæg, men kun to slags. Når dette måltid var overstået kunne der slappes af til kl. 19.30, hvorefter forberedelserne til natten begyndte (…) Når klokken var 20 var de alle i seng. Så slog frihedens time for os andre, der havde en arbejdsdag fra kl. 6 morgen til kl. 8 aften uden fritimer, og så kunne vi tillade os at gå ud til kl. 23. Hvis tiden ikke slog til kunne vi nådigst få et nattetegn til kl. 24, højst til kl.1."

 

 

Mishandling af patienter

I 1909 kom opsynsfolkene i avisernes overskrifter. Det skete efter at folketingsmanden Peter Sabroe havde fået et tip om at nogle opsynsmænd havde mishandlet patienterne. Peter Sabroe havde siddet i Folketinget siden 1901 og var en utraditionel politiker på den tid. Han havde allerede rejst flere sager om bl.a. børnemishandling på børnehjem. For Peter Sabroe handlede det ikke bare om at få de involverede opsynsfolk for retten. Han ville også skabe debat om de dårlige arbejdsforhold. I avisen skrev han bl.a.: "Det er systemet med de dårligst lønnede og slet uddannede og urespekterede opsynskarle som må søges at komme til livs (…) Opsynsmændede er bare tyende og behandles i reglen som tyende behandles i slette herskabshuse. Dette system forråer og forsimpler".


Tre opsynsmænd blev dømt for deres mishandling af patienter på Middelfart hospital og debatten om sagen var med til at rejse krav om en reform for opsynspersonalet. Det medførte, at der i 1911 kom en ny lov, der bl.a. bestemte at man skulle have en uddannelse som plejer for at få ansættelse, og at plejerne havde krav på eget værelse. En plejer erindrer således: "Det var en stor dag, da vi kunne flytte fra afdelingen og ind på eget værelse! (…) Nu kunne vi endeligt modtage besøg og mærke, at vi var nogenlunde frie mennesker". Helt frie var plejerne dog ikke, for det var stadig et krav at de skulle bo på hospitalet. Først i 1935 fik plejerne lov til at bosætte sig udenfor hospitalet, hvis de ønskede dette.