Billedgalleri

Se hele galleriet

Arbejdsforhold

Bygningen af den ny bro skete for ca. 40 år siden. Det er ikke så længe siden, at det er blevet spændende ”gamle dage”, men alligevel for langt væk til at være dagligdag i dag. Endnu er der ikke gennemført større kulturhistoriske undersøgelser omkring brobyggeriet ved Lillebælt i 1960erne, men Middelfart Museum har det på sit arbejdsprogram for de kommende år. Det væsentligste kildemateriale er faktisk avisartikler. Pressen fulgte brobyggeriet ganske tæt, ikke mindst med billedreportager, hvor de store højder gav enestående muligheder for fantastiske fotos. På den baggrund kan vi få en grov skitse til historien om dem, der byggede broen, hvem de var, hvordan de havde det, og hvordan hverdagen var på broen igennem de 5 år.

1960erne var generelt opgangstider, hvor blandt andet industrien var i vækst. Reallønnen steg. Timelønnen for en jord- og betonarbejder lå i 1963 på 7,74 kr, i 1971 på 18,55 kr. I løbet af 1960erne kom der stigende mangel på arbejdskraft. Men da såvel Brokonsortiet som Monberg & Thorsen var lønførende blandt provinsens entreprenørfirmaer, havde man ikke problemer med at skaffe den ønskede arbejdskraft.
Hvor mange, der egentlig har været med, vides ikke. Under bygningen af viaduktfag og hovedtårne med brokonsortiet som entreprenør, var der gerne 200-250, der arbejdede på byggeriet, dog reduceret til ca. 100, når det dårlige vintervejr satte ind. I 1968 synes der generelt at være ca. 100 mand ansat.

Monberg & Thorsen tog over i december 1968 for at stå for overbygningen. De startede med 20 mand, men antallet forøgedes løbende, lidt afhængig af de opgaver, der skulle løses. Da vejbanesektionerne blev monteret, havde de en 100-140 mand i gang. I sommeren 1971 var der ansat 137 malere til at male broen, 85 montagearbejdere og 30 asfaltarbejdere.

Boligsituationen synes at have været bedre end i 1930erne. KFUM oprettede en barakby –”et arbejderkollegium” på den tidligere campingplads Bøgehøj på Fynssiden. Her var plads til 150, hvoraf byggeriet på Lillebæltsbroen tegnede sig for de 100 og motorvejsanlægget for de 50. Herudover udlejede mange private et værelse eller to. En hel del af arbejderne, f.eks. af jord- og betonarbejderne var desuden lokale og havde derfor i forvejen bolig og hjem i nærområdet. Publikum og presse var betaget af de store højder. Det var farligt, og der var dødsofre blandt brobyggerne.


Men måske lige så farligt var det arbejde, der foregik i trykkamrene under sænkekasserne. Dykkersyge var en reel fare, og de fleste af dem, der arbejdede derned, fik den at mærke. Det var noget, man også havde kendt ved 1800-tallets broer, og grunden til, at Monberg & Thorsen ved den første bro valgte den helt specielle sænkekasseløsning. Tilsyneladende kom alle trykkammerarbejderne ved Lillebæltsbroen dog over det uden men. Og den forhøjede timeløn var et gode, man satte pris på.

Der døde 3 mand undervejs – alle på grund af fald. Rent statistisk var dødstallet mindre end forventet, da såvel broarbejde som de højder, man arbejdede i, betød, at arbejdspladsen lå i højrisikozonen.