Antipsykiatri

 

I en biologisk tilgang til spørgsmålet om, hvad det vil sige at være sindssyg, forsøger man at forklare sygdommen ud fra de biologiske og kemiske processer i hjernen. Men der findes også andre måder at opfatte sygdommene på. Det er måder, hvor man ser på mennesket udefra og forsøger at forstå sygdommen som noget, skabt af det samfund vi lever i.

I 1970erne kritiserede den antipsykiatriske bevægelse det moderne samfund og den undertrykkelse, man mente, det enkelte menneske blev udsat for her. Når nogen var psykisk syge, blev de betragtet som unormale, men hvem var egentlig normal? Måske reagerede de syge bare på den undertrykkelse, de var udsat for i et sygt samfund?

Det var den skotske psykiater Ronald D. Laing (1927-89), som i sine bøger satte spørgsmålstegn ved begrebet normalitet og dermed grundlagde det, man kalder antipsykiatrien. Han mente, at det måske netop var den syge, der så det hele klart, og derfor reagerede normalt, i modsætning til resten af samfundet.Tankerne inspirerede en masse folk, der så det som en del af en større frigørelse af det enkelte individ. Malere, forfattere og filmfolk kastede sig over problemstillingen: Hvem er de normale?

I 1979 blev Galebevægelsen i Danmark dannet. Det er en græsrodsbevægelse, en samling af folk, der personligt havde oplevet galskaben og/eller de psykiatriske institutioner. Galebevægelsen har kæmpet for, at synet på sindssygdomme i samfundet skulle ændre sig, og der kom mere fokus på de psykisk syges forhold i samfundet. Det var med til at ændre behandlingsformerne og især de institutioner, der behandler de psykisk syge.